I min studietid for mange år siden talte man om de fire store teologer i Aarhus: Lindhardt, Løgstrup, Sløk og Prenter. Det var ikke uden beundring, at vi i København kiggede vestpå. Der skete virkelig noget i Aarhus.
Regin Prenter (1907-1990) var nok den mindst kendte af de fire. Han havde allerede i begyndelsen af 1950’erne skrevet sin store imponerende dogmatik ”Skabelse og Genløsning”. Han var med sine ”gammel-grundtvigske” synspunkter kendt som en ivrig kritiker af enhver tendens til statskirkelighed inden for folkekirken og for sin ret voldsomme modstand mod kvindelige præster. Det gjorde ham til en darling i stærkt konservative kirkelige kredse, hvis bibelsyn og konfessionalisme han forresten ikke delte.
Jeg kom til at tænke på Prenter og hans dogmatik, da jeg læste Gunni Bjørsteds bog ”På vej mod genoprettelse”. Ikke at de to bøger på nogen måde skal sammenlignes, men Bjørsted citerer et par gange undervejs Prenter og har helt annammet grundtanken hos ham om, at kristendommens store vision rækker fra skabelsen til genløsningen. Alting genoprettes. Det gamle trætte skadede skaberværk skal forvandles til det, Gud egentlig havde tænkt sig. ”Det ender godt”, kunne bogen også have heddet, hvis ikke Johannes Møllehave og Erik Bjerager havde taget den titel.
Gunni Bjørsted, født i 1957, har været præst siden 1982 i Det Danske Missionsforbund, Osted Frikirke og senest i Vanløse Frikirke. Hans bog er en lys og nærmest overstadig fokusering på den kristne visions slutspil. Glem den tunge, trætte, straffende Gud. Gud elsker sit menneske og viser os det i Jesus. Vi er ikke på vej til ødelæggelse, men genoprettelse. Det skal præge de troende. Her får Greta Thunberg og klimadommedagsprofeterne kam til deres hår.
Gunni Bjørsted har skrevet bogen til alle ”nuværende, måske kommende og potentielt forhenværende Jesus-troende, der er undervejs i deres proces mod tro”. Jeg kan ikke finde ud af, hvem det er, han egentlig har i tankerne. De Jesus-troende? Hvem er det? Er det de kristne sådan all over eller hvad? Det er nok ment i en snævrere betydning. Så bogen er en slags indre religiøs oprustning. En pamflet til de troende om ikke at henfalde til fortvivlelse og sortsyn.
Verden skal få det godt igen, skriver han i indledningen. Det er startreplikken, og så går det ellers over stok og sten med skabelse og nyskabelse, hvor Jesus er centrum i det hele. De troende i denne verden er undervejs og kaldes for øvrigt nu ”Jesus-efterfølgerne”. De er dem, der har modtaget Guds kærlighed og skal udøve den. Der peger Bjørsted på fire indsatsområder: Flygtninge, social ulighed, grænsesprængende solidaritet og klimaet. ”Jesus-efterfølgerne” har ansvar for klimaet og skal tage bæredygtighed alvorligt. Den konsekvens overraskede mig faktisk.
En anden ting, der kom bag på mig, var hans opgør med fundamentalismen. Hans tolkningsnøgle er genoprettelsen. Han er ikke fundamentlist i klassisk forstand, men han har et fundament. Bibelen skal tolkes. Det er et modigt synspunkt at have på den fløj, han står på.
Bjørsted er en mand, der kan citere Bibelen. Bogen er proppet med bibelcitater. Det kan godt blive for meget. Selv skriver han, at han godt kan forstå, hvis nogen synes, at der er for mange, men han kunne godt have proppet flere på! Det er nok frikirke-humor, men den overvældende brug gør ikke bogen flydende. Jeg ville ønske, at han havde begrænset sig og i øvrigt heller ikke havde ladet sig henfalde til power point-agtige kolonner af ”rigtigheder”. Det ligner optegnelser fra en bibelcamping eller retræte.
Min væsentligste anke mod bogen er dens letkøbthed. Altings genoprettelse eller genløsning, som Prenter ville sige det, kræver noget mere. Jeg savnede Helligåndens virke i hele den proces, de Jesus-troende er undervejs med. Bjørsted kommer ind på det til sidst, men det kommer for sent og for let. Jeg savnede en ordentlig redegørelse for bibelsyn og eskatologien.
Et par gange undervejs bryder Bjørsted ud i poesi, og det slipper han faktisk godt fra. Måske skulle han dyrke den side af sin skribentvirksomhed noget mere.