Hella Joof er her og der og alle vegne, i regeringens Disruptionråd, i DR’s ”Mads og Monopolet” og de sidste to år også på bestsellerlisterne med sin bog ”Papmaché-reglen”, og nu er hun så klar med en ny, nemlig en almanak, som hun kalder et opslagsværk. ”Eller værk og værk. Det er måske bare en venlig ment opslagsbog. Det er oplevelser, jeg har haft, og deraf afledte tanker, jeg har tænkt i løbet af et år. Eller nok snarere i løbet af et liv,” skriver hun.
Og så går det ellers over stok og sten, og man er aldrig for alvor bange for, at Hella Joof skal løbe tør for ord. Der er sange, opskrifter på grød og supper, gode og kærlige råd, fjollede og ligegyldige, dybe og vægtige, der er en giv afkald- og en gøglerdag, en Marie Antoinette- og en Murens fald-dag, en indianer- og en inkontinensdag, og Hella Joof er, som vi kender og elsker hende: en charmerende meningsmaskine, der aldrig er bange for at sige verden ret imod og give sit besyv med.
Hun er heller ikke bange for at dele ud af sin elementære på egen krop-erfarede livsvisdom, der til tider er plat og banal, til tider tankevækkende, men altid kærlig og omsorgsfuld, ikke mindst når hun hylder det uperfekte menneske, som hun stoler på nok skal klare sig, uanset hvad. Som det hedder i forordet. ”Jeg ønsker dig mildhed og mirakler. Modgang kommer af sig selv, og det er så fint, så fint. Den får ens livsmuskler til at vokse.”
Præcis som hun i ”Papmaché-reglen” gjorde sig til fortaler for at strø glimmer over hele møget og stille det op til stolt skue, gør hun sig også her til eksponent for et positivt og formildende livssyn, som man kan få forstand af på en god dag og på en dårlig måske ikke altid følge, som her den 26. juni. ”Hverdag. Alt kan forvandles fra rutiner til hverdagskærlighedshandlinger.”
Selvom Hella Joof stryger sine medmennesker med håret og kommer med fred og kærlighed til sin næste, gør hun sig omvendt også til fortaler for, at man griber dagen, tager sagen i egen hånd og ikke gør sig til passivt offer for hverken tåbelige chefer eller fortidens traumer. Som det hedder sig den 24. august: ”Lønforhandlingsdag. Who dares wins!”. Eller den 26. september: ”Forandringsdag. En dårlig barndom giver nogle flotte ar og noget krydderi på en ellers gennemsnitlig personlighed. Hvis du ikke gider slæbe rundt på den barndom længere, som et bastskørt af smerte og fornedrelse, så må du beslutte dig for, at den ikke længere er dit narrativ.”
Hella Joofs helt særlige tone gennemsyrer bogen, og det er den, der binder ”Dage med mildhed, modgang og mirakler” sammen, hvis ikke til et hele, så dog til noget, der umiskendeligt er hende. Hun er et livstykke, der er helt egen, som man siger på jysk, og det er hendes bog også, hvilket dog ikke ændrer ved, at den er lidt af en rodebunke, som livet selv, hvor man griner, græder og græmmes, falder hen, keder sig og ryger op i det røde felt – og som sådan har den absolut også sin berettigelse.