Godheden viser sig overalt i Sandefjord

Norske Joachim Førsunds anden roman er noget så usædvanligt som en spændende traumehistorie, der ikke giver velfærdsstaten ansvaret

Hvis din mor har været en semikendt sangerinde, men senere i sit liv gifter sig med en lam mand, hun har fået penge for at passe, kunne du nok mistænke hende for urent trav.

Hvis hun senere begår selvmord, og du tvangsfjernes fra den lamme mand, som er god, og som du godt kan lide, kunne du af flere årsager godt blive et hadefuldt gemyt.

Hvis du tilmed opdager, at den nye tvangsplejefamiliefar faktisk har kendt din mor, da hun stadig var ung, kunne du nok blive mistroisk over for, om de voksne altid har bagtanker.

Og hvis du som læser følger en 14-årig pige, der kommer ud for alle disse ting, kan du nok forvente, at du sidder med en roman i hånden, der i den typiske ”nordisk noir” vil vise, at ondskaben lurer under overfladen, også i det stiliserede, skønne Skandinavien.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nu er det bare sådan, at der på småøerne i området omkring Tønsberg og Sandefjord i Norge – der, hvor man næsten kan se til Danmark – mest er sten og lyng, og der kan ikke rigtig kan lure noget under overfladen på sten.

Norske Joachim Førsunds anden roman ”Ildværket” er noget så usædvanligt som en spændende traumehistorie, der ikke giver velfærdsstaten ansvaret – og som lover håb for os alle sammen. Det er ikke ueffent af en roman på 250 meget små sider.

Måske alle disse charmerende træk er grunden til, at den blev overfejret i de norske medier i 2016. Det er jo ikke særlig tit, at det er svært at lægge en samtidig roman fra sig, når den endda ikke gør sig de mindste anstrengelser for at opbygge en spændingskurve. Men det er tilfældet med ”Ildværket”, og derfor er det en ærlig udgivelse.

14-årige Sandra har haft noget, der ligner lykkelige år med sin mor og den lamme stedfar Jostein. Sandra er blevet voksen for tidligt, fordi hun har skullet tage sig af ham, men det er ikke negativt ment. Der er mening i at blive et ansvarligt menneske, ligegyldigt hvornår det sker, hvis man gør det over for mennesker, der vil én det godt. Og sådan nogle er Sandra omgivet af.

Ansvarligheden kommer af, at moderen er blevet mere og mere deprimeret, som årene er gået, og derfor har Sandra taget sig af Jostein. Da moderen en dag kører i den sorte dam, kommer børneværnet efterfølgende og henter Sandra. Ingen har spurgt hende, om hun vil have en ny familie. Man antager bare, at hun ikke kan forventes at passe på Jostein. Det vil hun ellers gerne.

Måske romanens ubestridelige spænding ligger i, at man hele tiden forventer, at der skal ske noget ondt. Den nye plejefamilie kan umuligt ville hende det godt. Men det vil den, og selvom den umyndiggørende socialstat burde have holdt sig væk, er de nye nære forbindelser ikke af det onde. Mennesker vil faktisk indimellem hinanden det godt. Også i samtidens litteratur.

I den nye familie lærer Sandra, at tiden godt kan gå, selvom man er trist, og fra et valgslægtskab til et nyt kan livet være godt og trist på samme tid. Der sker ikke noget, og alligevel går tiden – og læsningen – som om alting har mening.

Journalisten Joachim Førsund har tidligere skrevet dokumentariske bøger om fodbold, og ”Ildværket” er blevet til ud fra en barndomsvenindes fortælling og notater. Måske er det denne tilblivelseshistorie, der skaber en vis utroværdighed i den 14-åriges afmålte livsklogskab, der hverken er utiltalende eller irriterende, men en smule udpenslet.

”Man får det ikke bedre af at have ondt af sig selv,” tænker Sandra korrekt, men kunstnerisk set overflødigt.

Eller som klassekammeraternes (venlige!, ingen vil jo hinanden det ondt) spørgsmål efter moderens død og Sandras tanke:

”Det var egentlig fint med de spørgsmål. Jeg fik ligesom ryddet lidt op i hovedet.”

Det er ikke godt nok, og i dette repræsentative udtryk for tydeliggørelse af det indre liv, der ellers ikke passer til stilen, mister ”Ildværket” objektiv værdi og bliver snarere en rigtig bog til teenagere. At skrive en sådan, hvor forventninger om det ulmende mørke konstant skuffes, og at gøre det i den lavmælte sørgmodighed over verdens godhed, er elskeligt, men der er et stykke vej til den kunstneriske forløsning.8