Verden set gennem en seksårigs øjne

Store emner som tid, død, frygt og kærlighed er naturlige dele af den norske børnebogsforfatter Stian Holes billedbogsunivers. Bøgerne er blevet kaldt eksistentiel børnelitteratur og både kritiseret og belønnet

"Fortællingen om Garmann begyndte den dag, min ældste søn skulle starte i skole. Det var den sidste dag i sommerferien, og vi sad i haven, da jeg i et kort blik så i hans øjne, hvordan han gruede for næste dag," siger den norske forfatter Stian Hole. --
"Fortællingen om Garmann begyndte den dag, min ældste søn skulle starte i skole. Det var den sidste dag i sommerferien, og vi sad i haven, da jeg i et kort blik så i hans øjne, hvordan han gruede for næste dag," siger den norske forfatter Stian Hole. --. Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto.

"Garmann er bange."
Sådan lyder sidste sætning i den norske børnebogforfatter Stian Holes første bog, "Garmanns sommer", som handler om den nysgerrige, men også frygtsomme dreng Garmann. På billedsiden afsluttes bogen med et opslag, hvor Garmann står og kigger på de drivende skyer, mens skuldrene hænger, og skoletasken står pakket i hjørnet:
"Den sjette sommer gik alt for hurtigt. Da Garmann lukker skoletasken, mærker han en kølighed i luften. Ud ad øjenkrogen ser han det første blad dale ned fra æbletræet. Før han går i seng, mærker han en sidste gang, om nogle af tænderne er løse. Der er tretten timer, til skolen starter."
I Garmanns seksårige verden er det allerede blevet efterår, og hans ansigt er ikke lagt i åbne barnlige folder, men han har rynkede bryn og kigger spørgende ud på læseren. Igennem "Garmanns sommer" begynder Garmann at forstå, at der er noget, der hedder tid, og at der er noget, der hedder død. Pludselig ser Garmann sine tre gamle tanter i et andet lys:
"Tanterne krymper lidt i solen hver sommer, tænker Garmann, snart er de ikke højere end græsset."
Stian Holes bøger er blevet kaldt for eksistentielle børnebøger for deres evne til at beskrive den flimrende uvished og angst, som spørgsmål om alt fra død, venskab, kærlighed, tid til første skoledag kan skabe hos et barn.
"Det ville være et bedrag at fortælle mine børn, at verden er ufarlig. Selv for os, der har været heldige i lotteriet og er vokset op i den privilegerede del af verden, er det ikke muligt at gå igennem livet uden at opleve smerte, gøre ting, man fortryder, opleve og reflektere over råhed og kende til ensomhed. Børn erfarer allerede i skolegården, at alt ikke er lyserødt," siger Stian Hole på spørgsmålet om, hvorvidt børn ikke hellere skulle beskyttes fra Garmanns erfaringer.
Men når faderens stemme hvisker i Garmanns hoved, at "livet aldrig er helt sikkert og trygt", er det svært for en voksenlæser ikke at blive i tvivl om, hvorvidt dette er egnet for børn.
Denne diskussion er da også blevet rejst af Politikens børnebogsanmelder, Steffen Larsen, der ikke betragter Stian Holes historie om Garmann som særligt børnevenlig, men som en beskrivelse af angst fra et voksenperspektiv.
"Garmann er født et sted, som børn ikke behøver at kende til. For det første, fordi de er børn. For det andet, fordi det sted ikke findes (for dem). Garmann bygger på et fundament af voksne erfaringer, usikkerhed, og evigt ejes kun det tabte. Uanset hvor raffinerede Stian Holes nedstigninger til intetheden og photoshop end tager sig ud, så er det ikke for børn, når man slukker for lyset, før det er blevet tændt," skrev Steffen Larsen ved udgivelsen af "Garmanns gade" på dansk.

For Stian Hole begynder diskussionen dog et helt andet sted. Han skriver jo ikke temabøger om angst, som han selv udtrykker det.
"Fortællingen om Garmann begyndte den dag, min ældste søn skulle starte i skole. Det var den sidste dag i sommerferien, og vi sad i haven, da jeg i et kort blik så i hans øjne, hvordan han gruede for næste dag. Det var en følelse, jeg genkendte. Jeg så mig selv i det øjeblik, og der vidste jeg, at dette ville jeg undersøge nærmere," fortæller Stian Hole, der er uddannet grafisk designer fra den tidligere Statens håndverks- og kunstindustriskole i Oslo.
"Mine bøger er et forsøg på at se verden gennem Garmanns, en seksårigs, øjne. Han er en sårbar og nysgerrig betragter, der ser verden som mangfoldig og med mange nuancer. Det må jeg som fortæller tage på mig. Jeg kan derfor ikke skære de mere alvorlige refleksioner, han har om livet, væk," forklarer Stian Hole og tilføjer:
"I et større perspektiv ville dette betyde, at biblioteket ville være fyldt af harmløse bøger for børn."
Netop Stian Holes knap så harmløse bøger giver noget at bevæge sig ind på bibliotekets børneafdeling for. Også for en voksen, hvis man skal dømme ud fra den begejstring og fascination, trilogien om Garmann er blevet mødt med i anmeldelser. De foruroligende digitale collager, som udgør billedsiden i bøgerne, er et resultat af det, Stian Hole kalder for den digitale revolution. Billederne er sat sammen af fotos og hyperrealistiske tegninger. Ud over sorte katte, røde valmuer og afblomstrede mælkebøtter sniger prins Charles, Diana, Neil Armstrong og Elvis sig også ind i collagerne. Garmanns ansigt består ifølge Stian Hole flere steder af 30 forskellige dele, der er arbejdet sammen i photoshop.
"Jeg har altid været meget optaget af montagen og at klippe og lime stykker sammen. Ved billedbøger er jeg især fascineret af den mulighed for at kunne udforske og overraske, som opstår, ved at bogen både fortæller i tekst og billeder. Dialogen mellem de to dele kan skabe kontraster og spændinger."
Stian Hole ser læseren som den tredje og meget vigtige instans ved billedbogen og henviser til, at billedbøger ofte læses både af børn og voksne.
"Især er det en fryd at diskutere billeder med børn," siger Stian Hole, der ikke er nervøs for, at collagerne bliver for overvældende på netop børnenes vegne.
"Mange børn er virkelig gode til at læse billeder. De er åbne og fordomsfrie og lader sig føre med af billederne. De har derfor ofte mange gode tolkninger af det, de ser. Min oplevelse er også, at børn ikke er bange for det, de ikke forstår i et billede. Tværtimod kan de være meget mere fantasifulde end voksne. Børn er med på legen, mens mange voksne har forsvarsmekanismer og skjold, de holder op, når de møder noget, som ikke så let kan sættes i bås," forklarer Stian Hole, der ikke ser børn som en isoleret målgruppe, der skal tages bestemte hensyn til.

"Det er vigtigt at huske, at børn ikke er en ensartet masse, men forskellige som alle andre. I mødet med børn bliver jeg ofte overrasket over, hvor direkte og ufiltreret børn spørger og taler om livets gådefulde og alvorlige spørgsmål. De er slet ikke så berøringsangste."
"Jeg er derfor ikke så optaget af, hvad man kan og ikke kan skrive om til børn. Jeg har på den anden side heller ikke nogen agenda om at udforske tilværelsens dystre sider. Jeg fokuserer i stedet al min energi på den fortælling, jeg er på sporet af, og forsøger at være åben for sansninger og de muligheder, som pludselig viser sig."

Fortællingen om Garmann er da heller ikke kun mørk eller lys, men netop fyldt med indfald. Garmann får i "Garmanns gade" også lov til at opleve venskab midt i en ellers håbløs situation, at fortabe sig i sit herbarium og i den sidste bog i triologien, "Garmanns hemmelighed", at mærke en gryende forelskelse.
"Jeg mener, at gode børnebøger også planter et håb," fortæller Stian Hole.
"Som voksen har man erfaret, at tilværelsen kan vende, selvom alt ser sort ud. Det erfaringsgrundlag har børn ikke, så hvis man lader en fortælling ende i mørket, kan en ung læser forledes til at tro, at det er et endeligt. Men håbet kan udtrykkes på mange forskellige måder og skal altid foregå på historiens præmisser. Derfor kan man ikke lave en formel for, hvordan børnebøger skal ende og afbalanceres," siger Stian Hole, der håber, at gode børnebøger i stedet kan være med til at bearbejde det, som er vanskeligt.
"Hvis jeg skal bruge lidt store ord, så har jeg den opfattelse, at kunsten og litteraturen kan være med til at hjælpe både børn og voksne med at forstå de mange facetter og farver, andre mennesker har, og være et rum for samtale. Derfor tror jeg, noget af det bedste, man kan gøre sammen med sine børn, er at læse bøger. Også om det, som er tungt i livet. Da bliver det skræmmende og ubegribelige en smule mindre farligt."

kultur@k.dk