Har vi stadig et udestående med historien og med os selv? Og har skønlitteraturen en rolle i den holmgang? Er det den norske forfatter Jan Kjærstad, der skal svare, lyder der et dobbelt ja.
I sin nye roman ”Slægters gang – fortællinger fra et glemt land”, som udkommer i dag, prøver han at indvinde så meget afstand til sin tid og sit land, at han kan se og genfortælle det hele udefra. Og udefra set er den store begivenhed i det 20. århundrede kvindernes frigørelse og indtog på den store fællesmenneskelige scene, der hedder Historien.
Men kvinderne har i Kjærstads øjne endnu ikke kæmpet sig helt ud af birollens karakter. Derfor har de fået hovedrollen i hans nye roman. Derfor er det dem, der taler først.
”Dette skal være en roman om det 20. århundrede. Om 2000 år tror jeg, man vil sige, at det var kvindens århundrede – ikke atombombens, de to verdenskriges eller computerens. Vi har 5000 års fortid med høj civilisation, hvor kvinden har været mindre værd end manden. Et andet væsen. Men fra begyndelsen af 1900-tallet kommer kvinden på banen. Det er den store revolution. Alligevel slider vi stadig med, at ligestillingen føres helt igennem,” siger Kjærstad.
”Jeg har fire døtre og er meget optaget af det her. De har alle dårlig selvtillid. Hvorfor har de det? Stadig? Hvorfor har drenge altid så god selvtillid? Arven fra fortiden er ikke sluppet endnu.”
Det er problemfeltet for Kjærstads roman, og han er tydeligvis en forfatter, der stadig tror på, at skønlitteraturen har en etisk og erkendelsesmæssig rolle at spille. Hvordan det skal forstås, vender vi tilbage til.
2001-modtageren af Nordisk Råds Litteraturpris tager imod på sit danske forlag med udsigt til Kultorvet i Københavns indre by.
På trods af en rygskade er 63-årige Kjærstad veloplagt, og inden vi er færdige, er han både kommet omkring Bibelens patriarker, psykoanalysen og det russiske ord for fremmedgørelse, ”ostranenie”.
Så for at holde godt fast starter vi med hovedpersonen og udgangspunktet i ”Slægters gang”, palæontologen og geologen Rita Bohre. Det er med hende – og ikke med en mandlig hovedperson – at Kjærstad forsøger at tegne et portræt af det menneskelige vilkår og det norske samfunds udvikling i det 20. århundrede.
”Rita Bohre er ikke en sejrherre. Ikke en helt med en stor succes. Men hun er heller ikke mislykket, hun lever et rigt liv. Hun mister to sønner under Anden Verdenskrig. Hun tager fejl i kærligheden – op til flere gange. Hun når ikke helt det, hun gerne vil, nemlig at blive professor på universitetet. Og hun fuldender aldrig sit store værk om ”Femina erecta” (den oprejste kvinde, red.). Hun er et menneske, som spejler, hvad det vil sige at være menneske i det 20.århundrede på godt og ondt. Hun er det vaklende menneske. Hun er dig. Og hun er mig,” fortæller Kjærstad.
Rita og flere af de andre kvinder i romanen tænker indimellem ret så kritisk om mænd – at de kommer med volden og destruktionen. Er der også et opgør med maskuliniteten i din bog?
”Ja, måske ikke et oprør, men et forsøg på at pege på en meget betænkelig side ved manden. Den her urdrift vi har.”
Skridtet ud af det maskuline perspektiv på verden og livet er kun et af mange skridt ud af, hvad Kjærstad anser som traditionelle tanke- og fortællebaner.
Romanen lægges i pennen på tre (kvindelige) kinesiske historieforskere, der i år 4000 ser tilbage på et Norge og et Europa, der er gået under som civilisation.
Kjærstad fortæller med andre ord fra et punkt, der træder uden for Vesten, nationen og det maskuline. Det er et blik, Kjærstad deler med Rita Bohre, der har, hvad hun kalder ”et persisk blik”.
En verdensanskuelse, som med sin lange historiske bevidsthed om andre civilisationer som den persiske kan se den vestlige historie udefra og relativere den. Kjærstad forklarer sammenhængen:
”Det persiske blik har en sammenhæng med det, den russiske litteraturvidenskabsmand Viktor Shklovsky kaldte ostranenie, som betyder fremmedgørelse eller at skabe forundring. Altså at du forsøger at skrive sådan, at det stof, som egentlig er kendt af læserne, bliver underligt eller fremmed, så man ser det med nye øjne.”
Og hvad skal det gøre, at man ser det vante på en ny måde?
”Det, der adskiller romaner fra sagprosa eller det politisk-ideologiske skrift, er, at du opererer med en alternativ indbildningskraft, som kan beskrive den menneskelige tilstand. I bedste fald kan det sive ind i læseren. Ikke bare i hovedet, men i maven og nervebanerne og blive en ballast at bruge – måske ubevidst – når man træffer både individuelle og kollektive etiske valg.”
Er det så dit håb, at ”Slægters gang” med sit fokus på og udgangspunkt i kvinderne kan påvirke vores grundlæggende forestillinger om verden, så kvinderne når den sidste bid af ligestillingen?
”Ja, et meget lille bidrag til det. Men et bidrag. Med Rita Bohre har jeg også gerne villet beskrive, hvordan vi har en udvidet identitet. I begyndelsen, når man møder hende, tænker man, at hun måske er historiker, og senere får man at vide, at hun også har leget med at blive billedkunster. Men efter et møde med Fridtjof Nansen (norsk opdagelsesrejsende og videnskabsmand (1861-1930), red.), beslutter hun sig for at blive videnskabskvinde. Min pointe er, at alle disse sider af hende er med hele tiden, de forsvinder ikke.”
Den mangesidede identitet er vigtig for Kjærstad. I hans øjne er det et perspektiv på den menneskelige eksistens, som vi mangler.
”Vi får jo den freudianske model ind med modermælken, og det er en selvfølge for os at tænke, at vi har en dybde i det ubevidste med traumer og fortrængte begivenheder. Men idéen om, at vi i lige så høj grad har en vidde i vores identitet, er uudforsket. Måske er det mere genkendeligt for de unge generationer, der er vokset op med internettet, at vi har mange forskellige roller og ikke kun er forbundet til det nære og naboen, men kan være i kontakt med folk på den anden side af Jorden på en måde, der er lige så vigtig. Det ser man også i et persisk blik.”
Der er altså en etisk hensigt, der arbejder i dybden af Kjærstads roman. Dermed når vi også frem til en generel pointe om litteraturens rolle i dag. Gemt i ”Slægters gang” er der nemlig også en kritik af det, Kjærstad kalder ”affekt-appellen”.
”I dag er det, som om en god roman er den, som får folk til at blive voldsomt berørt, græde eller blive forfærdet. Følelserne skal med, men når du overdriver det, så står du bare med en kioskroman. Det drejer sig om, at finde en balance, så læseren kan få den katarsis-effekt, hvor der også er en erkendelse. Det er selvfølgelig ikke en erkendelse som i sagprosaen. Romanen er mere åben og har flere stemmer. Der er mere tale om en slags dyb intuitiv erkendelse af tilværelsen og de etiske konflikter, som man kan trække veksler på,” forklarer Kjærstad. Han drager en parallel til beretningerne i Det Gamle Testamente.
”Egentlig er vi tilbage i ursituationen, hvor vi sidder rundt om lejrbålet og opdrager børnene ved at fortælle historier om stammen. Det lærte vi, da vi studerede Det Gamle Testamente – at patriarkerne næppe er historiske skikkelser, men fiktive figurer, som man lægger stammens historie ind i som en etisk fortælling, der kan bringe stammens erfaringer videre til nye generationer. For mig er det sådan, at fortællingerne er det grundlæggende, først bagefter kommer religionen. Den er født af, at samfundene vokser sig store og komplicerede og får brug for meget større fortællinger for at holde alting på plads. Men kernefortællingens enorme betydning for mennesket har været en vigtig drivkraft for mig.”
Med den vished om litteraturens rolle for vores etik er det måske ikke overraskende, at Kjærstad et par gange er gerådet i debat med og om Norges anden store – og debatskabende – forfatter Karl Ove Knausgård.
Sidste år gik han direkte i rette med Knausgård i kølvandet på den polemik, Knausgård havde med den svenske feminist og litteraturforsker Ebba Witt-Brattström, som Kristeligt Dagblad også har skrevet om flere gange.
Hun kritiserede Knausgård for at være en kvindeundertrykkende ”kulturmand”, og han svarede skarpt igen med et essay om Sverige som et litteraturfjendtligt, enøjet og politisk korrekt land.
Den beskrivelse kunne Kjærstad ikke nikke genkendende til, og Brattströms generelle problematisering af forholdet mellem kvinder og mænd på kulturens område fandt Kjærstad ”passende”, som han skrev.
Fem år tidligere, i 2010, kritiserede Kjærstad i en kronik i den norske avis Aftenposten, den unisone tiljubling af Knausgårds ”Min kamp”. Der var to momenter i kritikken.
For det første, at anmelderne ikke så, hvor meget Knausgård trak på forfatterskaber, der gik ham forud. Og for det andet, at de ikke problematiserede, hvad Kjærstad kaldte en ”konservativ antropologi” og en ”kristen-freudiansk verdensanskuelse”, hvis model var ”far og søn” hos Knausgård. Spørgsmålet melder sig derfor, om ”Slægters gang” med sit udgangspunkt i kvinden, også som mor og datter, med sit forsøg på at komme ud over den freudianske beskrivelse af eksistensen og med sit globale, persiske blik, der ser de mange sider af identiteten, også er et slags litterært modsvar til de to momenter i Knausgårds forfatterskab.
”Ja. Det er spot on. Det opgør er der helt sikkert,” siger Kjærstad.
”Altså, meget af min kritik gik jo ikke direkte på Knausgård, som jeg har en kolossal respekt for, men på, at anmeldelserne og læsningen af ham var reference- og historieløs. Men jo, jeg mener, at særligt første bind af ”Min kamp” var en far-søn-roman deluxe, fyldt med gråd og skyldfølelse fra side et til side 500. Det er en traditionel tematik. I mine øjne er det spændende ved Knausgård selve projektet, der stiller konventionelle spørgsmål på en ikke-konventionel måde.”