Læsningen af Jacob Jonias roman ”Enhjørningens befrielse” begynder i forvirringens tegn med en veloplagt og dertil grotesk drejet opvisning i skrivefærdighed. Men en veloplagthed, der som udgangspunkt har svært ved at overbevise om en målsøgende retning, bliver hurtigt en smule trættende. Ganske vist er det en hurtigt løbende prosa, der har meget for. Og i mange retninger. Men hvad er det for en historie, der overordnet skal fortælles?
Blandt flere temaer er der et, der skiller sig ud som det bærende. Udgangspunktet er en konstatering af, at virkeligheden skrumper. At verden bliver mindre. Det skyldes dog ikke verden selv, men en slags ansvarsforflygtigelse hos hovedpersonen, Johan, senere kendt som historikeren, der afskaffede historien. Om denne cirka midaldrende mand, der er meget længe om at komme i gang med livet, hedder det, at han ”havde forsømt at holde virkeligheden ved lige. Det var derfor, den forsvandt.”
Romanens eksistentielle motiv bliver efterhånden tydeligt også for den tvivlrådige. Og de inddragne elementer knyttes så nogenlunde sammen til en helhed, tænkt som første del af en trilogi, der foregår i landene omkring Østersøen.
Jonia – slægtskabet med hovedpersonens navn er næppe tilfældigt – lader aldrig alvoren stå i vejen for sin løssluppenhed. Men uden alvoren var romanen formodentlig blevet ved med at være trættende.
Kernen i ”Enhjørningens befrielse”, Johans problematiske forhold til verden omkring sig, er til dels en konsekvens af det chok, han pådrog sig, da han begyndte at gå i skole uden nogensinde tidligere at have set et barn, henvist som han indtil da havde været til samvær alene med sin psykisk ustabile mor. Uden for hendes domæne anede han ikke, hvordan han skulle gebærde sig.
Et andet handicap er, at han i panden har et horn, der har givet ham tilnavnet enhjørningen. Tanken om at være noget overnaturligt, der ikke kunne måles efter almindeligt gældende normer, tiltalte ham ganske vist i første omgang. Men da det viste sig uanvendeligt i relevante, jordiske sammenhænge, udartede det sig til ”et næsten livstruende selvhad”.
I sin egenskab af omviser på Rosenborg Slot træffer Johan på dette sted den svenske linedanser Veronika Larsson, der bringer bevægelse både i hans liv og i romanen.
Johan er fraskilt, men bor fortsat sammen med sin ekskone. Veronika har jo ret i, at dette ikke just er udtryk for, at han er glad for at tage chancer. Som hun videre bemærker, går han i sin livsforskrækkelse under jorden, mens hun selv går over den. Man må – belærer hun ham om – sætte livet på spil. Ellers visner det. Hun taler ikke forgæves. Og han indser, at han må ”få verden til at genopstå ved at være der selv, se, føle, smage og lytte til den, så den toner frem. Ikke udtænke den i sin fantasi, men sanse den.”
Jacob Jonia indfører disse ”opbyggelige” pointer, uden at romanen virker demonstrativ i så henseende. Han forbliver tro mod dens sprælske stil, der punkterer, hvad der måtte være af tilløb til patos og selvhøjtidelighed.