Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Eventyrlig roman om Det Osmanniske Rige

5 stjerner
Arkitekten, lærlingen og den kosmopolitiske by Istanbul under Det Osmanniske Rige udgør hovedpersonerne i denne forbilledligt eventyrlige roman af Elif Shafak, der er blandt Tyrkiets mest læste nulevende kvindelige forfattere. Foto: Ibrahim Usta/AP/ritzau

Storslået og eventyrlig fortælling om den osmanniske chefarkitekt Mester Sinan og hans utrolige lærling

Arkitekten, lærlingen og den kosmopolitiske by Istanbul under Det Osmanniske Rige udgør hovedpersonerne i denne forbilledligt eventyrlige roman af Elif Shafak, der er blandt Tyrkiets mest læste nulevende kvindelige forfattere. Læseren ankommer sammen med den helt unge indiske elefanttæmmer Jahan til Istanbul i 1540.

Han er radmager, solbrændt, rastløs og uden familie. Med i lasten er elefantungen Chota, bestilt af sultan Süleyman, som regerede fra 1520 til 1566. Jahan passer Chota og får en plads i sultanens overdådige palads. Han er nysgerrig og kvik, og chef-arkitekten Mester Sinan lægger mærke til ham og tager ham varmt og faderligt til sig som en af sine fire lærlinge.

Fortællingen følger nu både arkitekten og hans lærling over de næste mange årtier. Mens Jahan er ren opdigtning, er Mester Sinan bygget over virkelighedens chefarkitekt af samme navn, og han står bag store eksisterende bygningsværker som Süleymaniye-moskéen centralt i Istanbul og Selimiye-moskéen i byen Edirne. Selvom historiske personer, årstal og begivenheder optræder som et raster i ”Arkitektens lærling”, er fortællingen imidlertid først og fremmest en fantastisk fortælling. Jahan forelsker sig for eksempel i sultanens datter Mihrimah, udvikler et særligt venskab med sigøjnerlederen Balabas og forbandes til evigt liv af den ældgamle amme Hesna Khatun, som i øvrigt på et tidspunkt siger om ham: ”Du er en mærkelig fyr, inder. Eller også en talentfuld løgner”.

Fortællingen skrider stort set kronologisk frem og udspiller sig under og mellem opførslen af store bygningsværker i den osmanniske metropol.

Inden for paladsets mure gengælder sultanens datter Mihramah Jahans dæmpede fortrolighed, selvom de aldrig kan få hinanden. Samtidig med, at denne kærlighedshistorie løber, er der en fint udstrakt spændingshistorie. Den er nedtonet, men bevirker alligevel sammen med en række mindre intriger og begivenheder, at man som læser konstant lige vil læse lidt videre. Der sker således uforklarlige uheld på byggepladserne. Nogle vil arkitekten og hans lærlinge det ondt. Vi ender med at erfare, at der er store følelser på spil blandt flere af romanens mange personer, men den endelige sammenhæng og forklaring skal naturligvis ikke afsløres her.

Der er en behagelig storhed over den 500 sider lange roman, der også lader Istanbul være en central by med tråde til både vest og øst. Under sin oplæring lærer Jahan således italiensk og besøger den samtidige Michelangelo i Rom. Langt senere, og efter Mester Sinan er død, er han med til at bygge Taj Mahal i Indien, hvilket en af chefarkitektens lærlinge i øvrigt også gjorde i virkeligheden.

Sproget er billedrigt og utvetydigt, bygningsværkerne glitrer, og personerne males med bred pensel. Det eventyrlige og næsten karikerede hører til stilen. Læs for eksempel her, hvilken brud Jahans mor drømmer om for sin søn: ”Læber så røde som rosenknopper, hår så skinnende som silke, en talje så slank som en pilegren. Let og rask som en gazelle, stærk som en okse, velsignet med en nattergals stemme – som hun brugte til at synge vuggesange for de små med, ikke til ørkesløs snak og heller ikke til at bagtale sin mand med: Det var sådan en brud.”

Elif Shafak vil med sin roman markere det værdifulde ved en vis bevægelighed og samtidig balance i den enkeltes liv, en livsform hun lader karakteren Mester Sinan fremvise og formulere på lidt forskellige måder i en række udsagn.

Hun afslutter også romanen med et eksplicit budskab om lighed mellem alle mennesker, fordi vi alle, med et billede fra arkitekturen, ”lever under den samme usynlige kuppel”.

Det kan synes både smukt og banalt, og der er til tider noget gennemført naivt over de overvejelser over tilværelsen, som særligt Jahan gør sig. Ofte slutter et kapitel med en indsigt, som i banalitet er ved at kamme over selv i en roman som denne. For eksempel er Mester Sinan og Jahan med til åbningen af byens observatorium i en periode, hvor videnskaben får mere plads end til andre tider. De to bemærker som de måske eneste ved den festlige ceremoni en bitter trækning hos en af de betydningsfulde religiøse mænd, der er til stede.

Observatoriets videnskabelige leder er imidlertid rent begejstret og bemærker intet. Han har også en baggrund som koranskolelærer, tænker Jahan og drager slutningen ”at med nærhed fulgte blindhed, mens en vis distance førte til årvågenhed”.

Vi bliver ved de overskuelige erkendelser og det menneskeligt set lidt enkle eller netop eventyrlige, men altså i en ganske prægtig fortælling.

Klummen Liv&Litteratur udgår i dag, men er tilbage på lørdag.