Verdens bedste roman handler om det ondes problem, lidelsens mening og troens betydning

Fjodor Dostojevskijs hovedværk, ”Brødrene Karamazov”, er både kriminalroman, teologisk traktat og russisk sædeskildring

Verdens bedste roman handler om det ondes problem, lidelsens mening og troens betydning

”Brødrene Karamazov” handler om et mord i en lille landsby syd for Sankt Petersborg. Fjodor Pavlovitj Karamazov var en upålidelig sjuft, hvis psyke var sammensat af lige dele mindreværd og grandios selvovervurdering. En dag findes han dræbt i sit soveværelse. Mistanken falder på hans ældste søn Dmitrij, der efterstræbte den samme kvinde som sin far.

Det er jo et plot, som de fleste fortællere nok kunne afvikle over et par hundrede sider, men hos Fjodor Dostojevskij (1821-1881) fylder mordgåden over 800 sider. Det hænger sammen med, at Dostojevskij løbende indsætter sidehistorier i sit hovedværk, og ”Brødrene Karamazov” afspejler et enormt idéunivers, der gør værket både til en kriminalroman, en teologisk traktat og en russisk sædeskildring. Hvis man ser bort fra selve mordgåden, består romanen af en række besøg, uventede møder og skæbnesvangre samtaler. Emnerne veksler konstant, og det gør sindsstemningerne også. Ingen af romanens personer hviler i sig selv. De rødmer, de blegner, og de raser, ligesom der ingen ende er på de kys, der udveksles, og de tårer, der fældes.

Det kan lyde kedeligt, men er det ikke, for hos Dostojevskij er samtalerne dueller, der får romanens personer til at vakle, og som illustrerer Dmitrijs påstand: ”Mennesket er rummeligt, for rummeligt endda, vil jeg sige”.

Bogen er ligeså rummelig, for den rejser store eksistentielle spørgsmål såsom: Har mennesket en fri vilje? Er alt tilladt, hvis der ikke er nogen Gud?

I Dostojevskijs sidste roman står fire brødre i centrum: Dmitrij, Ivan, Aljosja og Smerdjakov. Dmitrij er den ældste. Af profession er han officer, af tilbøjelighed er han livsnyder. Men da han lander på anklagebænken for et mord, han ikke har begået, er vi som læsere vidner til et indre værdiskred hos ham. Under retssagen slumrer Dmitrij nemlig, og i en drøm passerer han en nedbrændt landsby, hvor en udslukt kvinde bærer på et spædbarn. Dette syn skal forandre ham for bestandigt: ”Og han følte også, at der i hans hjerte steg en hidtil ukendt følelse af rørelse, at han havde lyst til at græde, at han ville gøre noget for alle, så småbarnet ikke græd mere, så der fra det øjeblik ikke var nogen, der fældede en tåre mere, og han ville gøre det nu med det samme, ufortøvet og uanset hvad, med hele den karamazovske ubændighed.”

Da han holder op med at have ondt af sig selv, får han ondt af andre, og han fortvivler derfor ikke over dommen: ”Han gik hen til bordet og sagde, at han ville skrive under på hvad som helst”.

For selvom Dmitrij ikke havde myrdet sin far, så havde han ofte givet udtryk for ønsket om at gøre det: ”Hvorfor skal et sådant menneske leve? Nej, sig mig, hvor meget længere kan man tillade ham at bringe skam over jorden med sin eksistens?”.

Dmitrijs yngre bror Ivan er ateist og filosofistuderende. Han hader også sin far og ejer en aldrig svigtende evne til at lede efter årsagen til verdens elendighed alle andre steder end hos sig selv. Det er Ivan, der leverer romanens højdepunkt med legenden om storinkvisitoren. Her vender Kristus tilbage til jorden i 1500-tallets Sevilla. Storinkvisitoren agter at brænde frelseren, fordi han afviste Djævelens fristelser i ørkenen – brød, mirakler og enevældig ledelse – og valgte friheden i stedet. Afvisningen af Djævelen i Matthæusevangeliet (4,1-11) er ifølge storinkvisitoren årsag til menneskehedens lidelser. ”Vi vil overbevise dem om, at de først bliver frie, når de giver afkald på deres frihed for vores skyld og underkaster sig os”, siger storinkvisitoren og foregriber dermed det 20. århundredes diktatorer.

Denne totalitære tankegang er også Ivan spundet ind i, og det er ham, der ideologisk legitimerer, at Smerdjakov slår faderen ihjel. Ivan bliver først sent klar over, hvilke farlige frø han har sået hos Smerdjakov. Ivan får nemlig besøg af Djævelen, og nu kommer han til at se anderledes på sine teorier, for det viser sig at være netop de teorier, som også Djævelen abonnerer på. Det fører til Ivans sammenbrud.

Kun en af de fire brødre er helt uskyldig. Dostojevskij præsenterer Aljosja i bogens første linje som sin ”helt”. Midt i al romanens gru skal Aljosja varetage det gode i tilværelsen, og han formår da også at få omgivelserne til at sænke våbnene. Som det hedder i det kontrafej, fortælleren trækker op af Alosja foran ham:

”Han er måske det eneste menneske i verden, som man kan efterlade alene og uden penge i en ukendt by blandt en million mennesker; han vil hverken dø af sult eller kulde, for han vil straks få mad, straks få husly”.

Aljosja er nært knyttet til den gamle munk Zosima, der har lært ham, at kristendom aldrig er fordømmelse, men altid medfølelse, så da faderen spørger ham, om han synes, at han er mere end en bajads, svarer Aljosja: ”Jeg tror, De er meget mere”.

Sådan hed det i Georg Sarauws gamle oversættelse, og formuleringen vidner om et grundmotiv i Dostojevskijs værk – nemlig agtelsen for mennesket som skabt i Guds billede. På dette centrale sted forekommer Tetzlaffs oversættelse mig svagere. Her hedder det: ”Jeg tror, at De ikke kun spiller nar”.

Der er dog al mulig grund til at lette på hatten for det titaniske arbejde, Marie Tetzlaff har udført: Oversættelsen af ”Brødrene Karamazov” forekommer vibrerende vellykket.

Jeg har ladet mig fortælle, at en boghandler en dag fik besøg af en kunde, der havde hørt et begejstret foredrag om Dostojevskij og nu ville anskaffe et eksemplar af ”Brødrene Karamelsovs”! Romanen er det modsatte af sød, brun dessertsovs; det er en farverig skildring af det ondes problem, lidelsens mening og troens betydning.

Jeg læste romanen første gang i gymnasiet. Dengang mente jeg, at det var den bedste roman, der nogensinde var skrevet.

Mellem os sagt: Det mener jeg stadigvæk.