Prøv avisen

Verdens førende Shakespeare-forsker: "Hamlet" er det største

”Shakespeare kunne skrive for de mest sofistikerede og for alle andre. Jeg er desværre ingen Shakespeare, men arbejder man med de dybeste sandheder, skulle de gerne gøres tilgængelige. Jeg kan ikke holde det akademiske klosters indelukkede kodesprog ud,” siger Stephen Greenblatt. Foto: Sonny Munk Carlsen.

Verdens førende Shakespeare-forsker var for nylig i Odense. Stephen Greenblatt vil gøre den komplekse Shakespeare så klar som muligt for offentligheden

Mange regner Stephen Greenblatt for verdens førende Shakespeare-forsker. Den slags lader sig ikke måle, men han er i al fald en af de mest læste, denne sprænglærde, charmerende og slagfærdige Harvard-professor, for han kan skrive, så ingen behøver føle sig lukket ude. Derfor har han også modtaget såvel en National Book Award og en Pulitzer Prize.

Forleden gæstede Green-blatt Odense, hvor han på Syddansk Universitet modtog den årlige H.C. Andersen Pris og kvitterede med en forelæsning for et stuvende fyldt auditorium.

Shakespeare allerede berømt i samtiden

Bagefter satte han sig med Deres udsendte, ikke det mindste træt oven på en lang dag med velfærdsseminar med stedets forskere og sin forelæsning. Man kan passende begynde med det paradoks, at den William Shakespeare, der har skabt verdenslitteraturens måske fornemste forfatterskab, som person er ret ukendt.

Det er sandt. På mange måder fløj han under sin samtids sociale radar, fortæller Stephen Greenblatt.

Havde Shakespeare været adelig, havde det været en anden sag, men han kom fra mellemklassen. Der er imidlertid det interessante ved Shakespare, at selvom det meste af, hvad vi allerhelst ville vide om hans person, er aldeles ukendt for os, så var han berømt i sin levetid.

Ben Jonson, der både var Shakespeares rival og ven, sammenligner ham kort efter hans død med både Aischylos og Sofokles. Jonson var en misundelig mand og meget følsom over for sit eget ry, så når han afgiver den erklæring, siger det virkelig noget om, hvor agtet Shakespare var allerede i sin levetid. Han var ikke en miskendt kunstner, der lå og sultede på et kammer, men velhavende, berømt og hyldet. Men han har været yderst forsigtig og diskret, hvad hans egen person angik. Der er en bunke dokumenter, breve og den slags, som sært nok ikke kan opspores.

Den sparsomme viden om manden har givet frit slag for teorier om, at Shakespeares dramaer i virkeligheden slet ikke er skrevet af ham selv. Der findes hele bøger med gisninger om den virkelige ophavsmand.

En særlig hårdnakket teori hævder, at hans værste konkurrent, Christopher Marlowe, i virkeligheden skrev King Lear, Macbeth og så videre. Sådanne teser giver Greenblatt ikke meget for.

Det ville være langt mere sandsynligt, at du nu sad over for en bedrager, der giver sig ud for at være professor Greenblatt. Der er alt for mange småbeviser omkring Shakespeares stykker, til at en anden skulle kunne stå bag dem. Disse teorier opstod da også først meget længe efter hans død, helt oppe i 1800-tallet.

De, der går op i den slags, er vel især dem, der mere er tiltrukket af mandens verdensberømmelse end af det, han skrev?

Det kan der være noget om. Der fandtes engang også en anden slags snobberi, der bed mærke i, at Shakespare hverken havde en højere uddannelse eller adelige forbindelser. Så mente de, at han heller ikke kunne have skrevet så stor litteratur. Det er ikke noget tilfælde, at rygtesmedene ofte foreslog en jarl af Oxford som den egentlige ophavsmand. Som om fantasi skulle være afhængig af en universitetsuddannelse.

Men selv hvis vi havde alt om Shakespeare hvert eneste brev, han skrev, alt-udkrængende erindringer fra hans kone, psykiatriske journaler ja, så ville han stadig være et mysterium. Hans kreative niveau er et mysterium. Vi ved enormt meget om James Joyce, jeg formoder, I danskere ved bunker om Kierkegaard og H.C. Andersen, men deres kreativitet forbliver ikke desto mindre mysterier. Bliver H.C. Andersen mindre, fordi vi har hans dagbøger? Vi har mange forfatteres dagbøger. Det ville være pragtfuldt at have Shakespeares, men mysteriet ville bestå.

Shakespeares værker rækker ud over tiden

Stephen Greenblatt står som ophavsmand til den amerikanske litterære skole New Historicism, der læser værkerne som produkter af deres epoke, så de især udsiger noget om den tids betingelser. For Shakespeares vedkommende altså det elizabethanske England. Men han vil forhåbentlig medgive, at Shakespares værker også rager op over tid og sted. Ellers kunne de jo ikke bevæge mennesker i dag.

Absolut. Jeg mener naturligvis, der er klare forbindelser mellem Shakespare og den verden, han levede i. Værkerne kom ikke ud af det tomme intet. Men den virkelige udfordring for litteraturhistorien går ud over det. Jeg kan historisk vise helt ned i detaljen, hvordan "Hamlet" igen og igen afspejler et teologisk skift i måden, man opfattede forholdet mellem levende og døde på. Protestanterne forbød dødsmesser og erklærede idéen om en skærsild for opspind. En teatralsk fiktion uden belæg i Bibelen, kun udtænkt for at hive penge ud af de troende. Og de afviste troen på, at de døde kunne gå igen.

I "Hamlet" er der utallige steder, hvor Shakespeare hentyder til dette. Jeg ville også kunne vise dig mange steder i stykket, der sikkert er reaktioner på Shakespeares søns nylige død og på, at hans far vistnok lå for døden på dette tidspunkt. Shakespeare grublede sikkert over, hvilket forhold man kunne have til de døde, når nu protestanterne hævdede, at de ikke kunne komme tilbage som spøgelser. Men uanset alt dette interessante, så forbliver det vigtigste det, du spørger til. Vi er ikke så optaget af skærsilden lige nu, så der er et vældig svælg mellem stykkernes historiske ramme og deres utrolige kraft i dag, siger Greenblatt og fortsætter:

New Historicism interesserer sig for det jetbrændstof, som fyrede raketten af. Nu er den et andet sted. Og antændingen af brændstoffet er et mysterium. Da Shakespeare skrev "Hamlet", benyttede han masser af ord, han aldrig havde brugt før, endda ord, der aldrig var set på tryk før. Han skaber næsten et nyt engelsk. Noget må være sket. Noget må have antændt ham. Jeg kan tale om brændstoffet gnisten er svær at få hold på. Men New Historicism kan henlede din opmærksomhed på træk i stykkerne, du ellers ikke ville opdage.

Folk er virkelig draget til ham og ser ham ikke kun af snobberi?

Havde det kun været af snobberi, havde der så at sige været tvungen kirkegang til Shakespeare, så var han borte i dag. Eller i al fald skrumpet ind til en lille liebhaver-sag.

I Shakespeares egen levetid overværede også jævne mennesker med stor fornøjelse hans forfinede dramaer. Mange vil i dag nok finde dem lovligt højtravende og svære at stå igennem. Det er da tankevækkende, når vi nu mener, vi bliver klogere og klogere.

Det er sandt, men jævne mennesker var i det sene 1500-tal trænede i at afkode komplicerede, retoriske signaler. Tager vi til gengæld nogle af den tids klogeste, Galilei eller Kepler, og satte dem foran et videospil, ville de sikkert være helt paf. Vores kultur træner os i at manøvrere virtuost i visuelle rum. Deres kultur gjorde det samme med verbale signaler. De lyttede dengang til meget lange prædikener og havde også andre erfaringer med uhyre komplekse retoriske strukturer evangelielæsninger, andagter og så videre. Og så var der jo ikke megen konkurrence. De kunne ikke vælge tv i stedet. Desuden var Shakespare meget ferm til at lægge lag på lag i sine stykker, så der var noget for enhver. Det gør flere filmmagere også i dag. Quentin Tarantinos Pulp Fiction er fuld af interne filmreferencer, som kendere kan nyde, men man kan også elske filmen, selvom man intet aner om den slags. Det er det samme med Mozart: Jo mere du lytter og lærer, jo mere kan du fryde dig over komplekse variationer inde i musikken. Men du kan også komme lige ud af regnskoven og nyde hans musik.

Men det er vel alligevel en lussing til vores moderne forfængelighed, at alle dengang oplevede Shakespare med entusiasme?

Joeeh. Vi kunne blive ved med at lamentere over, hvor slemt det står til, men tænk på Baz Luhrmanns Romeo og Julie fra 1996 (en kun ganske let bearbejdet filmatisering af Shakespeares drama, sat i moderne storbyomgivelser, red.) Den blev set af millioner af begejstrede teenagepiger. Vores epoke har naturligvis enorme dybder af vulgaritet, men det havde Shakespeares også. Der var bunker af stykker dengang, som var meget platte. Vi har i dag mange fine film og interessante tv-serier. Ganske vist forsvinder også mange ting, man holder af, men jeg nægter at være overdrevent pessimistisk.

Det er den amerikanske tilgang: Se mulighederne!

Det kan sagtens være, ler Stephen Greenblatt hjerteligt.

Når Stephen Greenblatt kan score både en Pulitzer Prize og en National Book Award på bøger om renæssancen og dens forfattere, må han virkelig kunne formidle.

Shakespeare kunne skrive for de mest sofistikerede og for alle andre. Jeg er desværre ingen Shakespeare, men arbejder man med de dybeste sandheder, skulle de gerne gøres tilgængelige. Jeg kan ikke holde det akademiske klosters indelukkede kodesprog ud. Man skal gøre sig så tilgængelig som muligt og ikke kun kommunikere med 10 andre i en lille boble. Tankevækkende nok er de mest udadvendte af mine bøger også dem, som flest af mine kolleger og studerende har læst. Jeg prøver at gøre det komplekse så klart som muligt, og så prøver jeg at fortælle en historie. Kan den lokke læseren videre fra side 10 til side 11, så vinder jeg slaget!.

Og til allersidst: Hvilket af Shakespares dramaer er den personlige favorit?

Min smag skifter årligt, så jeg er forelsket i snart et, snart et andet drama. Men tvinger man mig op i et hjørne og sætter en pistol for panden, så må jeg svare: The Danish play! Selvfølgelig. Også når jeg nu er her. "Hamlet" er nok det største.