I sommeren 1918, netop som Første Verdenskrig nærmede sig sin afslutning, ramte en dødbringende epidemi Danmark. Inden da havde den trukket spor over hele kloden, og man skønner, at den slog et sted mellem 2,7 og 5,5 procent af Jordens samlede befolkning ihjel.
Det gør den spanske syge til den mest dødbringende epidemi nogensinde, og det er dens udbredelse i Danmark, der er omdrejningspunkt for journalist og forfatter Tommy Heisz’ bog, som ikke blot er en historie om en epidemi, men også om en tid. Der krydsklippes således mellem den store verdens- og danmarkshistorie – og den epidemiologiske – og de mange små menneskelige historier, som primært udgøres af øjenvidneberetninger.
Det er elementært velkomponeret, velskrevet og vedkommende, og det er ligeledes glimrende researchet både på tekst- og billedside, hvor familieportrætter og kostelige billeder af telefondamer med mundbind samt spøjse avisklip og annoncer udgør et fint historisk spor. Desuden fortælles der om, hvordan en nylig rekonstruktion af den virus, der var årsag til den spanske syge, kan gøre læger og forskere klogere på, hvordan vi skal forholde os, hvis en stor epidemi igen en dag rammer os.
Men det er også omstændeligt, som om forfatteren af og til står lidt i stampe, og der bliver ikke sparet på ordene, som for eksempel her, hvor ingen kan være i tvivl om, at det står skidt til. ”Det stod klart for dem med det samme, at det her ikke bare var en helt almindelig arbejdsdag. Det var langtfra en normal søndag morgen. Noget var helt galt.”
Der bliver heller ikke sparet på detaljerne eller øjenvidneberetningerne, der ligger som perler på en snor og i mangt og meget ligner hinanden med masser af blodigt opkast, hvæsende vejrtrækning og feberblanke øjne, uanset om de udspiller sig på land eller i by, i Nordjylland, på Tåsinge, i Paris eller Wien.
Den spanske syge, der mest af alt mindede om en voldsom influenza, var nemlig en yderst demokratisk sygdom, der ramte høj som lav, og således følger vi sygdomsramte i alle sociale lag såvel som de mange modige læger og sygeplejersker, der satte liv og helbred på spil i forsøget på at redde liv og stoppe en epidemi, som ingen myndigheder vidste hvad de skulle stille op over for.
Blandt andet møder vi forfatteren Harald Kidde, der døde af den spanske syge i 1918, blot 40 år gammel, og omkring ham folder der sig et fint lille tidsbillede ud, præcis som der gør omkring den østrigske maler Egon Schiele. Men mange af de hjemlige øjenvidneberetninger fra de helt almindelige mennesker kommer til at minde for meget om hinanden. Også selvom det er i personskildringerne, at Tommy Heisz er stærkest. Den store historie er en velkendt ramme, nødvendig, men ikke ny, og det er i skildringerne af menneskene, at forfatteren får alvor får sat sit eget præg og skaber liv. Og så lever man nok med, at der er lidt vel mange af dem.