Documenta har fundet sted hvert femte år siden 1955. Kassel blev jævnet med jorden af de allierede under Anden Verdenskrig, for her lå flere tyske våbenfabrikker. Også i dag huser byen store våbenfabrikker som Rheinmetall og Krauss-Maffei. 10 af % Kassels cirka 200.000 store befolkning aktuelt beskæftiget i våbenindustrien.
På denne baggrund giver den pacifistiske "documenta fifteen" et kærkomment imageløft til industribyen. Ved pressemødet den 15. juni talte overborgmester Christian Geselle (SPD) om, hvor meget man glædede sig til at ”hilse hele verden velkommen i byen, der denne gang huser en udstilling, som har blikket rettet mod det globale Syden.”
Både han og ministeren for de højere uddannelser, forskning og kunst i delstaten Hessen, Angela Dorn, afviste i deres taler, at "documenta fifteen" skulle være antisemitisk. De vendte flere gange tilbage til emnet, hvilket undrede mange af os tilrejsende, der ikke følger med i de tyske medier. Årsagen er den heftige debat i Tyskland om "documenta fifteens" kuratorteam, "ruangrupa", der, som også beskrevet her i avisen, er blevet beskyldt for antisemitisme. I april brød aktivister ind i udstillingens centrale samlingssted og satte klistermærker op med antimuslimske ytringer, og for få uger siden, kun kort før åbningen, brød ukendte gerningsmænd ind i en tidligere natklub ved Kassels banegård Club A.R.M., som er et af "documenta fifteens" mange udstillingssteder (markeret som WH22 på documenta-kortet).
De anonyme vandaler havde skrevet uhyggelige voldstrusler på væggene. Ved presseåbningen syntes gemytterne imidlertid at være faldet til ro, men man har måttet optrappe sikkerhedsniveauet omkring udstillingen. Nu efter åbningen har man som bekendt taget et 100 kvadratmeter stort, tegneserieagtigt maleri ned, da det rummer nogle klart antisemitiske elementer. Ellers må jeg indrømme, at jeg ikke observerede nogen som helst tegn på antisemitisme på den enorme udstilling, der omfatter værker af over 1000 kunstnere.
"documenta" har været - og er stadig - en af de vigtigste kunstudstillinger i verden, da den historisk set har formået ikke kun at pejle udviklingen i international samtidskunst, men indirekte også – gennem kunstværkernes skiftende temaer - efterkrigstidens historiske udvikling. Den første udstilling blev initieret af kunstneren og kunstprofessoren Arnold Bode (1900-77), som med dette nye og ambitiøse udstillingsformat ønskede at placere Tyskland på den moderne kunsts landkort efter nazitidens bagstræberiske kulturpolitik og knægtelse af den kunstneriske ytringsfrihed. Siden har man kunnet opleve avantgardekunst i et ikke-kommercielt regi og i skiftende, ofte kontroversielle, kurateringer. I de første årtier gjaldt det hovedsagelig værker af vestlige kunstnere, men de seneste "documenta’er" har inkluderet kunstnere fra alle kontinenter.
For bæredygtighed, dialog og fred
Utallige borgere i den vestlige verden er enige om, at det går for langsomt med den grønne omstilling, og at verdens ressourcer burde omfordeles, så den fattigere sydlige halvkugle blev mere tilgodeset. "documenta fifteen" (bemærk den demokratiske stavemåde: her benyttes kun små bogstaver) adresserer disse store, uløste spørgsmål gennem et meget stort antal, primært kollektivt fremstillede kunstværker.
Der er næsten ingen enkeltkunstnere – dog stikker værker af berømte kunstnere som den amerikanske aktivist, billedkunstner og digter Jimmie Durham (1940-2021) og den tyske kultkunstner og teoretiker Hito Steyerl (født 1966) ud og bryder med dette kollektive koncept.
Udstillingen opfordrer til en anden måde at tænke, handle og være sammen på. Under min tre dage lange research befandt jeg mig i en euforisk stemning som i ungdommen på Roskildefestival, ved højskolefesterne eller på Christiania. Havde man frygtet, at kunstværkernes æstetiske dimension ville gå tabt i kollektivprocesserne, så tog man fejl, men man skal lige justere sit traditionelle, måske lidt konservative, kunstbegreb og viske tavlen ren, før man kan få øje på guldkornene:
Der er nemlig overraskende mange interessante værker, også selv om der er tale om – med den tyske kunstner Joseph Beuys’ (1921-86) term – social plastik, der handler om at skabe kunstnerisk form gennem sociale aktiviteter. Og selv om mange af kunstværkerne er opbyggelige og inspirerer til en mere bæredygtig fremtid for mennesker, planter og dyr, så finder man samtidig poesi, skønhed og humor på udstillingen. Eksempelvis har den indonesiske performance- og installationskunstner Agus Nur Amal fremstillet nogle poetiske både individuelt og kollektivt sungne livsfortællinger sammen med børn fra en lokal skole i Kassel. Ikke at forglemme omtalte indonesiske kunstnerkollektiv Taring Padis hundredevis af sprællemandslignende figurer i papmaché på pladsen foran "documentahalle". Når de en dag vil blive opløst i regnen, bliver de blot erstattet af nye. De flade figurer udtrykker forskellige former for protester mod undertrykkelse og overgreb, men de er ikke desto mindre både spektakulære og barnligt-legende. Man bemærker i øvrigt "documenta fifteens" poetiske logo overalt – på en baggrund af gult, orange, violet eller grønt ses hænder, der griber ud efter hinanden i en fælles, solidarisk skaben.
Quinquennalen – denne femårige documentaudstilling - er som sagt kurateret af kunstnerkollektivet "ruangrupa", der har base i Jakarta, Indonesiens hovedstad med små 32 millioner indbyggere. Gruppen fandt sammen omkring 2000 kort efter militærdiktatoren Suhartos fald i 1998, hvor det myldrede frem med alternative kunstplatforme, mikro-kulturmiljøer og græsrodsbevægelser.
Med udstillingen følger også et nyt vokabular: Først "ruangrupa", som nogenlunde kan oversættes med ”et rum for kunst”. Deres mål er at skabe "lumbung", hvilket henviser til de indonesiske bønder, som bringer rishøsten til en fælles rislade, hvorefter den fordeles retfærdigt efter familiernes behov og antal. Det kan minde lidt om andelstankegangen, som vi kender så godt herhjemme, men "lumbung" er en konsekvent deling af høsten.
Overført til kunstverdenen er processen med at dele og arbejde kollektivt som nævnt en integreret del af udstillingen, der undertiden kan give mindelser om svensk "hemsløjd" og rundkredspædagogik i 1970’erne, især dér hvor publikum kun oplever efterladte rekvisitter fra en kollektiv, kunstnerisk proces, der endnu ikke er afsluttet. Det ses eksempelvis i to store rum i stueplan i udstillingens centrale bygning Fridericianum, der blev bygget i 1700-tallet som landgrevens slot. Hans kunstsamling åbnede for offentligheden i 1779. Borgerskabet ”indtog kunsten som et medium for refleksion, for prestige og fortolkende autoritet”, skriver "ruangrupa" i kataloget. Men er en børnehave, sovepladser og et køkken egentlig kunst?
Store dele af udstillingen foregår i øvrigt i det fri i blandt andet i den enorme, grønne Aue Park med køkkenhaver med eksotisk grønt, drivhuse med nye, bæredygtige dyrkningsmetoder og værker af genbrugstøj. I pressedagene var man i konstant bevægelse mellem de forskellige udstillingsfora i det varme og solrige sommervejr. Man bemærker i øvrigt, at der ikke skelnes mellem kvindelige og mandlige kunstnere. I en tid, der er så optaget af køn, indgår der naturligvis også værker, der tematiserer flydende køn, såsom den transkønnede tyske Nino Bullings (født 1986) følsomme tegninger på hvid silke, der kan opleves i det store industrikompleks Hafenstraße 76.
Værker i proces
"documenta fifteen" er en udstilling, der i høj grad bliver til i løbet af de 100 dage, den varer. Meget af kunsten er stadig i proces her i begyndelsen af udstillingsperioden. Rent fysisk breder værkerne sig som 37 små eller større udstillinger i udstillingen rundt om i byen.
Man kan således opleve værker i kulturinstitutioner som Grimmwelt, Hessisches Landesmuseum, det naturhistoriske museum Ottoneum, Stadtmuseum Kassel og det spændende museum for Sepulkral kultur – der omhandler dødskulturerne, herunder begravelsesformernes historiske udvikling. En del udstillinger er rykket ud nord og øst for centrum, blandt andet i den katolske kirke St. Kunigundis, hvor den haitianske kunstnergruppe Atis Rezistans udstiller skulpturer af fundne materialer, og i den enorme, forladte fabrik Hübner Areal".
Foto: Foto: Frank Sperling
I et værelse på banegården har en gruppe kunstnere skabt en hyldest til Jimmie Durham, som døde i november sidste år. Heldigvis nåede han at invitere en gruppe kunstnerkolleger med – igen en kollektiv gestus. Gruppen optræder under navnet ”Jimmie Durham & A Stick in the Forest by the Side of the Road” (en pind i skoven ved siden af vejen). Det er en poetisk og emotionelt rørende udstilling med fine værker af blandt andet den norske billedhugger Jone Kvie (født 1971, i dag bosat ved Napoli). Han medvirker blandt andet med et delikat værk i mundblæst glas med form efter en stjernetåge. Titlen er ”A Moment of Clarity” – Et øjebliks klarhed. Også den danske koncept-, lyd- og installationskunstner Joen Vedel (født 1983) bidrager til denne del af documenta, dels med en række live tv-udsendelser, der kan ses på skærme rundt omkring på documenta i løbet af udstillingens 100 dage, dels med et lydværk i banegårdens indgangshal, hvor vi lytter til hans forsøg på at lære sin kærestes sprog tatar. Hun er fra Tatarstan, en autonom republik i Rusland, som blev erobret for 400 år siden. Her har man bevaret sin egen kultur og sprog, selv om befolkningen hovedsagelig er muslimsk. Hver dag bringes et nyt ord, som Vedel forsøger at lære ved kærestens hjælp. Værket celebrerer kærligheden, men samtidig sættes den verserende blodige krig i Ukraine i relief.
Det står klart, at "documenta fifteen" er langt mere end en kunstudstilling. Den er også en række væsentlige forslag til et globalt paradigmeskifte og viser i praksis, hvordan vi kan skifte kurs som mennesker og øge vores fokus på naturen, og hvordan vi kan sætte fordringerne ned, dyrke jorden mere hensigtsmæssigt og bæredygtigt, og hvor vigtigt det er at give sig tid til livet langt væk fra de tidsrøvende skærme. Kassel by har kvitteret med at give al offentlig trafik fri, så vi suser helt gratis rundt i sporvognene fra sted til sted - dog med mundbind på – for det er stadig obligatorisk i Tyskland.
Men lad os her nævne nogle flere fremragende autonome værker, herunder tekstilcollager i en buegang i Fridericianum af den polske roma Malgorzata Mirga-Tas (født 1978), som viser værker fra serien ”Flugten fra Ægypten”. Her optræder romaerne som det forfulgte folk i stedet for jøderne i Det gamle Testamente. I øvrigt har hun fået sit internationale gennembrud i år, da hun også brillerer som repræsentant for Polen som den første roma nogensinde på Venedigbiennalen. Også den australske aboriginale maler og aktivist Richard Bell (født 1953) har skabt en serie politiske malerier i popstil samt en ”Ambassade” – et telt på Friedrichsplatz midt i byen. Malerierne er et opråb til den australske regering om at tilbagelevere de landarealer, som uretmæssigt blev frarøvet Australiens indfødte under koloniseringen for godt 200 år siden.
Ved siden af Bells ambassade har den fransk-danske konceptkunstner og aktivist, der altid dukker op, når vigtige begivenheder i kunsten finder sted, Thierry Geoffroy alias Colonel (født 1961), opslået et lille, sort telt, hvor han har malet følgende opråb med hvid maling: ”The Emergency has replaced the contemporary” (nødsituationen har erstattet samtiden). Ja, vores planet befinder sig som i en alarmerende krise, hjemsøgt af både krig, hungersnød og en økokatastrofe, der truer i horisonten. Samtidskunsten på "documenta fifteen" viser os nogle veje og metoder, hvormed vi måske kan løse den.
documenta fifteen. Kassel. Til den 25. september 2022. Dagligt fra 10-20. Mere info på: www.documenta-fifteen.de