Den verdensorden, som USA har garanteret siden 1945, er på vej tilbage til tidligere tiders ødelæggende militære og økonomiske rivalisering. Det skriver en af USA’s mest kendte udenrigspolitiske analytikere i et advarende essay rettet til sine landsmænd. Som europæer er det nyttigt at kigge med over skulderen.
Verden har udviklet sig på bekymrende vis de seneste år med demokratier under pres og tiltagende geopolitisk kappestrid. USA har en præsident, der ser politiske allierede som Canada og Tyskland som økonomiske rivaler, man skal ”vinde” over. Populister fra Ungarn til England truer sammenhængskraften i Europa. Og Rusland og Kina opfører sig som de europæiske stormagter før Første Verdenskrig: optændte af national prestige og fast besluttede på en plads i solen.
Det er ikke noget, der bekymrer den amerikanske offentlighed og dens politikere. Men det burde det, skriver den respekterede amerikanske historiker og forfatter Robert Kagan, der til daglig er tilknyttet tænketanken Brookings Institution i Washington, D.C., og klummeskribent for The Washington Post. For den fred, frihed og økonomiske fremgang, som verden i det store og hele har nydt godt af de sidste 70 år er ikke nogen naturlig tilstand. Den er resultatet af en bevidst amerikansk politik i efterkrigstiden om at bruge landets overvældende økonomiske og militære magt til at sikre udviklingen af demokratier verden over og garantere, at Europas skrøbelige og forarmede demokratier kunne udvikle sig til velfærdsstater.
Det var en politik, der baserede sig på frihandel, respekt for individuelle rettigheder og internationalt samarbejde, og som var vidne til Sovjetunionens kollaps. Den skabte, hvad Kagan kalder ”the liberal order”, den liberale verdensorden, hvor vi med ordet ”liberal” ikke kun skal tænke på ”økonomisk liberalisme”, men også i retning af ”gavmild” og ”frisindet.” Nok skete der mange fejl undervejs – fra Vietnam til Irak – ligesom USA langtfra altid selv levede op til de smukke ord om demokrati og menneskerettigheder. Amerikanerne er ikke blot uegennyttige velgørere. Men sammenlignet med tiden mellem 1500 og 1945, hvor de største magter konstant var i krig med hinanden, har verden siden Anden Verdenskrig været et ret fredsommeligt sted, understreger Kagan.
Det er dog en misforståelse at tro, at freden og fremskridtet vil fortsætte uantastet. For så glemmer man den afgørende rolle, som USA i årtier har spillet for at hindre verden i at vende tilbage til sin ”naturlige” tilstand af ødelæggende rivalisering. Man glemmer også, at Nato og EU er helt afgørende institutioner i den forbindelse, ikke blot som rammer for militært og økonomisk samarbejde, men tillige for at fastholde et politisk udsyn, der rækker ud over nationernes egne nationalistiske og protektionistiske næsetippe.
Tiden fra 1945 er nemlig ikke en normal, men en unormal æra. Den er en afvigelse fra normal praksis. En frodig og fredfyldt have omgivet af vildtvoksende jungle er den centrale metafor, som Kagan anvender for at minde sine landsmænd om, at der er en pris at betale, hvis man lader junglen vinde indpas og lukke sig over alt det gode, der er opnået. Trump er ikke en rar nyhed i den forbindelse, og andre, der taler om bare at acceptere verden, ”som den er”, har ingen idé om, hvordan den virkelig ser ud, skriver Kagan.
Det er typisk for Kagan, at han bruger størstedelen af sit essay til en historisk oversigt i modsætning til så megen politologisk litteratur, der typisk kun har et perspektiv på få år. Hans helte er præsidenter som Woodrow Wilson og de to Roosevelter, diplomater som Dean Acheson og journalister som Walter Lippmann. Måske kan han bedst beskrives som det, man tidligere kaldte en ”østkyst-republikaner”, det vil sige en fortaler for traditionel kapitalisme, omend med en vis statslig regulering, samt moderat i sociale og kulturelle spørgsmål. De har været uddøende siden 1960’erne, og typisk nok falder Kagan uden for den herskende polarisering i USA med kultur- og identitetskrige.
Det giver ham overskud til at skrive klart om de store linjer, på en gang troværdig, sober og imødekommende over for sine kritikere. Kagans lovord om efterkrigstidens amerikanske udenrigspolitik kan nok skurre i europæiske ører med bemærkninger om USA som den ”uundværlige nation”. Men som et modstykke til Trumps impulsivitet og Viktor Orbáns proklamation af Ungarn som et ”illiberalt demokrati” er hans bog god at få forstand af.