Da de to gravhøje og to runesten ved Jelling Kirke den 17. december 1994 kom på Unescos liste over verdensarv gik det temmelig stille for sig. Den lokale avis, Vejle Amts Folkeblad, bragte en enspaltet artikel om nyheden, men det var så også det.
”Det var langtfra nogen folkelig begivenhed,” som Morten Teilmann-Jørgensen udtrykker det.
Han er museumsleder på Kongernes Jelling under Nationalmuseet og kan i dag godt undre sig over, at der ikke var mere bevågenhed om begivenheden. Især fordi Jellingmonumenterne, der for første gang i historien fortæller om grundlæggelsen af Danmark som nation og danskerne som kristne, var det første danske sted, der kom med på verdensarvlisten. Siden er seks andre steder i Danmark kommet med, senest Christiansfeld, der kom på listen i 2015.
”Først da de brune seværdighedsskilte begyndte at komme op på motorvejene i 2012, begyndte tingene at tage fart, og i dag gør vi meget ud af at få folk til at tage ejerskab for verdensarven,” siger Morten Teilmann-Jørgensen, der foruden at lede Jelling-museet også sidder i bestyrelsen for den nordiske verdensarvs organisation.
Når 25-årsjubilæet fejres den 17. december i Jelling, er det med et lukket arrangement for repræsentanter fra det officielle Danmark, men hele efteråret har Kongernes Jelling haft arrangementer med fokus på at gøre begivenheden folkelig. Der er blandt andet blevet vist film om, hvordan verdensarvsteder som Palmyra i Syrien og Buddha-statuerne i Bamiyan i Afghanistan er blevet ødelagt af ekstremister, og dokumentaren ”The Destruction of Memory” (Ødelæggelsen af minder) er blevet vist for at fortælle historien om, hvordan kulturarv kan blive offer i væbnede konflikter. Derudover har 300 elever fra Vejle Kommunes skoler været i Jelling for at blive uddannet til verdensarvambassadører, og en oktoberaften dannede omkring 1000 mennesker med fakler en beskyttende ring om den 1,5 kilometer lange palisade i Jelling.
I disse dage er to stenhuggere, de lokale ”vikinger” Torsten Pye Petersen og Ivan Østergaard, i gang med at udarbejde en ny Jellingsten, der vil blive afsløret på jubilæumsdagen i dag, og som kommer til at stå inde i museet. På stenen skal der blandt andet stå: ”Torsten og Ivan gjorde kumbler (runer, red.) disse for folkets fest – kvart århundrede med verdensarv – Danmarks stolthed”.
”Verdensarv kan nemt blive sådan noget diffust noget, som kun museumsfolk og turister synes er interessant. Men for os er det vigtigt, at også lokalbefolkningen føler en glæde og stolthed over verdensarven og forstår, at det er noget umisteligt, som vi skal passe godt på,” siger Morten Teilmann-Jørgensen.
I forbindelse med branden, der ødelagde store dele af Notre Dame-kirken i Paris i april i år oplevede museumslederen, at mange i Jelling med ét fik en større forståelse for, at verdensarven er en særlig skat, og at det er specielt, at der er sådan en lige i deres baghave.
”Langsomt siver det ud i lokalområdet, at verdensarven er et særligt privilegium. At der er nettotilflytning til en lille by som Jelling hører også med til den historie,” siger Morten Teilmann-Jørgensen.
Det er en lang proces for en seværdighed at blive verdensarv og dermed komme på Unescos eftertragtede liste. Det fortæller Bolette Lehn Petersen, der er chefkonsulent i Center for Kulturarv under Slots- og Kulturstyrelsen. Hun arbejder med en såkaldt tentativliste over danske seværdigheder, der gerne vil på listen. På den liste står i øjeblikket blandt andet Møns Klint, Dragør og Frederiksstaden med Amalienborg.
For at komme i betragtning skal seværdigheden være af universel betydning, og en lang række kriterier skal være opfyldt: Stedet skal være ægte og fremstå som en helhed, og der skal være en konstruktion, der sikrer beskyttelsen. Derudover kan verdensarv være vidnesbyrd om kulturel tradition, et landskab, der illustrerer betydningsfulde stadier i menneskets historie eller være et mesterværk skabt af menneskelig kreativitet.
”Verdensarv defineres som noget, der har betydning for hele menneskeheden og altså for både nuværende og kommende generationer, og som noget, der både skal beskyttes, bevares, formidles og forskes i. Men i de her år handler det også rigtig meget om at gøre stederne til bæredygtig turisme og få lokalsamfundene til at tage ejerskab. Ingen har interesse i, at folk bare kommer væltende. Det skal ske på en måde, der tager hensyn til både seværdigheden og det omkringliggende samfund,” siger Bolette Lehn Petersen og tilføjer, at en nominering er meget ressourcekrævende for den kommune eller det lokalområde, der ansøger.
Unesco behandler 35 nomineringer om året, og lande, der er dårligst repræsenteret på listen, går forud, da FN-organisationen er interesseret i at sprede listen mest muligt geografisk. Næste runde har deadline den 1. februar 2020, men der har Danmark ingen ansøgninger med. Næste danske verdensarvudnævnelse kan der derfor tidligt komme i sommeren 2022.
”Der arbejdes på forskellige steder, men lige nu er det ikke til at sige, hvem der bliver den næste nominering, Danmark sender til Unesco,” siger Bolette Lehn Petersen.