I Pipilotti Rists barndom var det slet ikke til diskussion. Mødte man et andet menneske på gaden, hilste man som minimum på hinanden. Men som barn i en landsby med 3000 indbyggere og i husstanden blot én ud af en søskendeflok på fem børn er hun godt klar over, at hendes opvækst var meget anderledes end den, de fleste børn oplever i dag:
”I dag samles vi i byerne, hvor flere og flere bosætter sig bogstavelig talt oven på hinanden i lejlighedskomplekser. Men folk holder sig for sig selv og henvender sig ikke til hinanden. På grund af urbaniseringen bor vi i dag tættere på hinanden, end vi nogensinde før har gjort, og samtidig taler vi mindre sammen,” siger den i dag 58-årige kunstner og holder en kort pause, før hun konstaterer:
”Det eneste gode ved coronakrisen er, at det igen fik folk til at nikke til eller hilse på hinanden, fordi mange pludselig savnede menneskelig kontakt og derfor begyndte at værdsætte den på ny.”
Selvom det er mere end 40 år siden, hun selv forlod landsbyen i Grabs ved Rhinen i Schweiz tæt på den østrigske grænse, og hun i dag bor i sit hjemlands største by, Zürich, hvorfor hun har haft rig mulighed for at tilegne sig standardtysk, har hun svært ved at camouflere sin særegne schweiziske accent helt.
Ligesom hun heller ikke skjuler, at hun er meget introvert, hvilket man ellers ikke skulle tro ud fra hendes kontroversielle kunst, eller ud fra hendes påklædning, der denne dag spænder vidt over hele farvepaletten fra azurblå stænk i det grånende hår til rosafarvede briller og de røde bukser. For ikke at tale om den polykrome bluse, de ternede strømper – ja, selv hendes sko med et flerfarvet flet får hende til at lyse op som en regnbue. Netop på grund af dette karaktertræk har Pipilotti Rist på egen krop erfaret, hvor grænseoverskridende det kan være at komme ud af sit skalkeskjul. Men med en mor, der altid har prædiket det modige valg, har hun fra barnsben fået installeret et behov for at se sin frygt i øjnene og lært værdien af at sætte sig ud over egne behov for fællesskabets bedste.
Det er det, hun er optaget af at videreformidle med sin kunst:
”Det er vigtigt, at vi begynder at komme hinanden mere ved og diskutere, hvilke regler der skal gælde. Hvis vi ikke gør noget, bliver alt på markedets præmisser,” siger Pipilotti Rist og har svært ved at skjule sin undren over for materialismens magt og åndelighedens undertrykkelse.
Opfordringen til socialt samvær understreger hun også i titlen på hendes permanente installation i Danmark. ”Daggrystimer i naboens hus” hedder det og huses af kunstmuseet ARoS, hvor interviewet derfor finder sted, og hvor det er ét af ”De ni rum”, der tilsammen udgør museets faste udstilling af installationskunst. Mere implicit kommer det til udtryk i hendes nye værk ”Jordlys og pingpong med solen”, som er hendes største stedsspecifikke multi-kanalsvideoinstallation til dato, og som hun er i Aarhus for at indvie på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles nye campus.
”Det har været svært at lave værket, fordi jeg – modsat et kunstmuseum som her – ikke kan forudsætte, at jeg på forhånd har brugernes opmærksomhed,” siger hun.
Men hun har holdt fast i sin fascination af lyset, som historisk set er kendt for at samle mennesker, og videoformatet, fordi det ifølge hende er det mest kunstnerisk effektfulde medie i dag:
”Jeg holder selv meget af at se på billeder og statuer, men med videoer har jeg mulighed for at gøre beskuerne til en del af værket, fordi deres kroppe kan spejle farverne, og de derved forhåbentlig får en mere kropslig og sanselig oplevelse,” siger hun med reference til udstillingen ”Åbn min lysning” på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk sidste år, hvor publikum blandt andet ved at lægge sig i senge kunne svøbes af farver fra en video i loftet.
Værket i Aarhus med titlen ”Jordlys og pingpong med solen” består foruden en discokugle og gulvlange multifarvede gardiner sammensat af forskellige stofrester i skolens kantine af projektioner på gulv, vægge og trapper.
De meterlange gardiner var egentlig ikke tænkt som en permanent del af værket, men blot en midlertidig tilføjelse til mørklægning under den festlige fernisering, som corona dog fik sat en stopper for. Om det var et ønske fra Rists side om at tilføje skolen flere hjemlige elementer, som hun har en tendens til med sine udstillingsrum, står hen i det uvisse. Men rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Trine Nielsen, og Simon Friese fra kunst- og kulturbureauet Creator Projects, som har kurateret værket, blev i hvert fald så begejstrede for de spraglede gardiner, at de nu er en del af værket.
De giver skolens kantine mindelser om en stue, hvor nogle af barriererne for at blotte sig og føre en samtale formentlig allerede er brudt ned. Og måske videoerne kan tilføje indhold til de samtaler, som vil finde sted blandt de studerende. Motiverne spænder vidt fra det abstrakte til det figurative som lysninger mellem trækroner til brændende bål, men er alle nærbilleder af naturen og det naturlige lys, som står i stor kontrast til det elektriske og kunstige lys, der transmitterer dem. Kontrasterne håber hun kan katalysere de studerendes kreativitet, og de rummer også en klar opfordring til at tænke ud af boksen:
”Elektricitet er blot ét af mange fænomener, som mennesker tager for givet. Men det er ikke længe siden, at mennesket blot havde lyset fra solen og ilden, og nu har vi indrettet store dele af vores liv, så vi er afhængige af det elektriske lys,” siger hun og rykker på sig i caféens sofa, som hun ellers har smidt skoene for at kunne indtage på hjemlig facon, som var rummet privat, mens hun griber ud efter sin iPhone, der ligger på bordet foran og lyser op som følge af berøringen, før hun fortsætter:
”Men det er en kunstig konstruktion, og jeg vil gerne skabe den bevidsthed hos beskuerne. At de ikke behøver at tage reglerne for givet, men udfordre dem og have medbestemmelse.”
Spørger man hende, om det ikke er en dristig opfordring på en institution, der skal uddanne journalister, som netop agerer inden for regler forankret i demokratiet, tøver hun ikke:
”Det føles forkert at sige, fordi jeg sidder over for dig lige nu, og du er journalist, men jeg mener, at journalisterne udgør en stor del af den spaltning af samfundet, som vi ser. Jeg kender ikke de danske forhold, men i Schweiz er det sådan, at aviserne vinkler sagerne enormt meget alt efter, om de har højre- eller venstreorienterede læsere, og det gør, at borgerne ikke får et helstøbt billede at udvikle deres holdninger ud fra,” siger hun og pointerer, at hun heller ikke mener, der er så stor forskel på det, hun som kunstner gør, og det, journalisterne gør:
”Det hele handler om at kommunikere idéer, og god kunst kan være med til at øge empatien, men det kan journalistik også.”
Ifølge Pipilotti Rist burde flere mennesker også blive konfronteret med kunst på for eksempel institutioner, og hun vil gerne skabe mere til det offentlige rum. Hun er dog også yderst bevidst om, at det ikke er alle rum, der er egnede til det eller nødvendigvis skal rumme den dimension. For eksempel lavede hun i forbindelse med Biennalen i 2005 værket ”Homo sapiens sapiens” med to nøgne kvinder til en kirke, hvor videoen blev projekteret op i kirketagets hvælving.
Pludselig var kirken låst, og værket slukket uden diskussion. Så da hun får at vide, at der i Danmark pågår en aktuel debat om kirkekunst og Jim Lyngvilds værker, bliver hun glad:
”Når det kommer til kunst i forskellige offentlige rum, eksempelvis kirker, er det vigtigt at respektere de forskellige holdninger, der helt naturligt vil komme til udtryk. Kunsten skal selvfølgelig ikke hænge der, hvis der generelt er en stor modstand fra både kirkegængere og magthavere,” siger hun, men betoner, at det vigtige heller ikke er, om kunsten hænges op eller ej. Det er samtalen om situationen, der er vigtig:
”Det er godt, at der er samtaler om netop det i Danmark. Det viser jo, at der er nogen, som føler ejerskab og tager ansvar for området, og det er netop det, vi har brug for. At mennesker engagerer sig i samfundet, diskuterer reglerne og i det hele taget taler sammen.”