Peter Frankopan på Bogforum: Verdenshistorien skrives ikke kun fra Vesteuropa

Den prisbelønnede britiske historiker Peter Frankopan satte historisk perspektiv på nyhedsstrømmen, da han fredag var blandt mange forfattere, der optrådte på Bogforum

Den britiske historiker Peter Frankopan interviewes her af DR-værten Steen Nørskov på Kristeligt Dagblads stand på bogmessen. Alle fotos: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Den britiske historiker Peter Frankopan interviewes her af DR-værten Steen Nørskov på Kristeligt Dagblads stand på bogmessen. Alle fotos: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Bogforum er hvert år som en uoverskuelig skov af samtaler, som man kan komme ind i fra mange steder, når man først er inde. Fredag skabte det ved åbningen af årets bogmesse dog lidt forvirring, at hovedindgangen i år er flyttet tættere på metrostationen ved Bella Centeret.

Men fredag eftermiddag var der allerede liv i mange mikrofoner på én gang som et kakofonisk kor af konkurrerende stemmer fra små og store stande. Og på Kristeligt Dagblads stand havde mange for eksempel fundet vej til samtalen mellem Deadline-værten Steen Nørskov og den internationalt anerkendte britiske historiker og bestsellerforfatter Peter Frankopan, der er aktuel på dansk med ”De nye Silkeveje”.

Bogen udlægger nutidens nyhedsstrøm med et verdenshistorisk perspektiv, og en af hans pointer er, at der også er mange veje ind i historien. Og at vi i Vesteuropa har en arrogant mangel på interesse for, hvad der sker uden for vores vestlige nærområde – og uden for de historiske perioder, som har vist vores egen civilisations storhed.

”En god dag for mig er en dag uden nyheder,” sagde Peter Frankopan på bogmessen i Bella Centeret.
”En god dag for mig er en dag uden nyheder,” sagde Peter Frankopan på bogmessen i Bella Centeret.

Selv har han speciale i den byzantinske periode, som han refererer fyldigt til i sine bøger:

”Men når jeg møder op på bogmesser som denne, er der aldrig nogen, der spørger, hvad der skete mellem Romerriget og vikingetiden. Som om der var et ligegyldigt hul i den globale historie. Men det vigtige, der skete globalt set i de år, skete bare andre steder,” siger Peter Frankopan foran publikum, der er mødt så talstærkt op, at mange må stå op i stedet for at sidde på Kristeligt Dagblads Forlags orange bænke. Flere vælger endda at sidde på gulvet for at lytte til den britiske professor med den gode jordforbindelse:

”Der er mange, der interesserer sig for krige, kaos og hvorfor civilisationer bryder sammen, men det er mere interessant at studere, hvorfor der ingenting sker, hvorfor noget holder. Mange har en forståelse af historien som bølger af riger, der rejses og styrter sammen. Men det er stabiliteten, der er mest interessant – ligesom det er mere interessant at lytte til succesfulde par, der er blevet sammen, når man selv begynder i et parforhold,” siger han og peger på det dovne og farlige i, at kineserne for eksempel studerer os flittigt nu, mens vi ikke interesserer os nær så meget for deres kultur, selvom de på flere planer er på vej til at overhale os.

Fra venstre: Peter Frankopan, Pernille Follmann Ballebye, forlagschef på Kristeligt Dagblads Forlag, og journalist Steen Nørskov.
Fra venstre: Peter Frankopan, Pernille Follmann Ballebye, forlagschef på Kristeligt Dagblads Forlag, og journalist Steen Nørskov.

Den nye bog kan læses som et langt opdateret nyt kapitel til hans internationale bestseller ”Silkevejene” fra 2017. Allerede dengang argumenterede han for, at man ikke længere kan sige, at alle veje fører til Rom, men snarere til Beijng, som nu må regnes for verdens egentlige globale centrum. Og verden har som bekendt ikke ligget stille siden. Aviserne har i mellemtiden været fyldt med Brexit, Trump, Ruslands annektering af halvøen Krim og USA’s handelskrig med Kina. Men allerhelst vil han selv åbne en avis, hvor der ingenting er sket:

”En god dag for mig er en dag uden nyheder,” siger han, inden han signerer sin nye bog en halv time.