Fotobog om naturen og Vadehavet er verdensklasse

Formidabel fotobog om Nationalpark Vadehavet fortjener at blive læst og påskønnet vidt og bredt

Dette er bogen, der udrydder den mindste tvivl om, at Nationalpark Vadehavet er verdensklasse. Med denne kraftpræstation, med fotos af Jens Kristian Kjærgaard, dokumenteres det næsten 1500 kvadratkilometer store område på fornemste vis. - Fotos fra bogen.
Dette er bogen, der udrydder den mindste tvivl om, at Nationalpark Vadehavet er verdensklasse. Med denne kraftpræstation, med fotos af Jens Kristian Kjærgaard, dokumenteres det næsten 1500 kvadratkilometer store område på fornemste vis. - Fotos fra bogen.

I 2011 udkom Jens Kristian Kjærgaards bog ”Nationalpark Thy - natur i særklasse”. Bogen, som den selvlærte fotograf udsendte på eget forlag, var af bemærkelsesværdig høj kvalitet. Her var en fotograf med et ganske særligt blik for at indfange naturens magiske øjeblikke.

Værket om Thy kom rundt i naturen på en ny, flot måde, så det blev klart, hvorfor den vilde natur på skuldrene af Jyllands nordvestvendte ryg i 2008 blev udnævnt til Danmarks første nationalpark efter internationalt tilsnit. Thy er fotografens hjemegn, kærligheden til naturen dér lyste ud af siderne, og bogen blev en gevaldig succes.

Nu har den gode fotograf gjort det igen med ”Nationalpark Vadehavet - natur i verdensklasse”.

En titel, som forpligter. Enhver med indsigt i fugle og natur ved, at Vadehavet internationalt er sværvægternatur.

Men kan det omsættes overbevisende til en bog? Fungerer Kjærgaards to'er, hvor han er langt hjemmefra i et miljø, der ikke er barndommens bukselomme? Det var jeg spændt på, da jeg modtog den store 2,5 kilo tunge bog i solid indbinding på omkring 400 stærke sider.

Det tog dog ikke mange øjeblikke at blive overbevist. Vadehavets vidder, lys og landskaber væltede ud af siderne sammen med den overdådige fuglevrimmel og al mulig anden natur, som er særegen for område.

Hvert eneste foto er nøje udvalgt, og billederne taler smukt sammen. Mange optagelser er rene mesterværker, for eksempel flokken af klyder i synkronflugt foran en blygrå byge, Ribe Domkirke, der svæver som et fatamorgana over horisonten bag en tusindtallig fugleflok over vaderne, dværgternernes parring eller eremitkrebsen, som stirrer forundret mod os fra sin skalhule.

Det er så delikat alt sammen. Ja - selv sandormenes ekskrementhobe bliver til stor poesi foran fotografens linse!

Her er bogen, der udrydder den mindste tvivl om, at Nationalpark Vadehavet er verdensklasse. Med denne kraftpræstation er der sandelig dømt medvind for Vadehavet, fuglene, naturen og den nye status, som området fik i 2010, da det næsten 1500 kvadratkilometer store område (mere end Lolland) blev nationalpark.

Fotografen kalder værket en fotobog. Det er den, men den er mere end det. De 80 små tekster skrevet af vadehavs-kenderen Klaus Melbye er spækket med overskuelige oplysninger om alt det, der gør Vadehavet til noget særligt. Om kveller og østers og vadegræs og sandorme og produktionen af de ufattelige mængder af fugleføde, som er grunden til Vadehavets millioner af fugle.

Det hele er fint og koncentreret skrevet. Bagest i bogen skriver biologen John Frikke om Vadehavet set fra oven og bringer 10 luftfotografier. De afslører det flade landskabs forbløffende struktur. Man forstår pludselig, hvad vejr og vind og navnlig tidevand kan.

De små tekster brydes gennem bogen af seks digte af forfatteren Jens Rosendal. Smukt! Bogen kunne med billeder, fakta og lyrik let have sat sig mellem flere stole. I stedet er det blevet til en helstøbt fotobog iklædt velafmålte tekster. En ren og lærerig lystvandring i en magelig stol.

Det er virkelig dygtigt gjort. Bogen er udgivet helt uden økonomisk støtte. Dejligt, at det kan lade sig gøre. Værket må og bør blive en øjenåbner om Vadehavets værdier. Det er en bog, det gør os gladere for Danmark.

Jeg har ikke brugt ordet før. Men i sin genre vover jeg det: Verdensklasse. De 4000 eksemplarer i første oplag af denne enestående flotte bog må blive revet væk.