Verner Pantons farvestrålende møbler var et opgør med skandinavisk enkelhed

Med sine farvestrålende møbler gjorde Verner Panton respektfuldt op med den puritanske skandinaviske enkelhed til fordel for velvære i bløde sofaer skabt til en cool og hedonistisk livsstil

Med sine skulpturelt tænkte, farvestrålende møbler skabte Verner Panton rammerne for en afslappet, hedonistisk livsstil med cool velvære i centrum. Nu er hans livsværk emnet for en seværdig udstilling på kunstmuseet Trapholt, der har en fin tradition for at belyse det 20. århundredes store danske designere og møbelarkitekter.
Med sine skulpturelt tænkte, farvestrålende møbler skabte Verner Panton rammerne for en afslappet, hedonistisk livsstil med cool velvære i centrum. Nu er hans livsværk emnet for en seværdig udstilling på kunstmuseet Trapholt, der har en fin tradition for at belyse det 20. århundredes store danske designere og møbelarkitekter. . Foto: Trapholt/Verner Panton Design AG.

Er Verner Pantons møbler egentlig ikke bare for meget?

Da især hvis man nærer en forbundethed med den afdæmpede minimalistiske møbelarkitektur formet i dansk designs guldalder af mestre som Arne Jacobsen, Finn Juhl, Poul Kjærholm, Børge Mogensen, Hans Wegner og andre.

Enkelt, stilrent, nordisk. Less is more, som det sammenfattes i det modernistiske diktum, der er blevet tillagt den tysk-amerikanske arkitekt Ludwig Mies van der Rohe (1886-1969).

Eller er less bore ? Er moderne møbelklassikere bare kedelige? Trænger vi ikke til nogle farver i den grå skandinaviske hverdagsvirkelighed?

Det er ikke Verner Panton, der har fundet på udtrykket less is bore. Det er angiveligt den postmodernistiske amerikanske arkitekt Robert Venturi (1925-2018), der som en reaktion på den klassiske modernisme tegnede sjove fortællende bygninger, der kunne ligne noget fra en tegneserie, hvor huse kan tale.

Verner Panton (1926-1998) havde Arne Jacobsen som mentor og ligger snarere i forlængelse af dansk modernismes tidlige forsøg med for eksempel stabelstole og optagethed af teknologiske landvindinger inden for møbelindustrien.

Verner Panton påpegede, at verden også kunne være fantasifuldt dekoreret. Han troede på, at farver kunne gøre os glade og give os et bedre liv. Han var en fornyer, der i udstrakt grad var i pagt med nogle af strømningerne i 1960’erne som fantasien til magten og mennesket til Månen.

Det kan ikke være noget tilfælde, at en rumstation svævende i kredsløb omkring Jorden til tonerne af ”An der schönen, blauen Donau” i Stanley Kubricks film ”Rumrejsen år 2001” fra 1968 er møbleret med stole af Panton i – selvfølgelig – loungeområdet. Pantons møbeldesign pegede mod en overskudsagtig fremtid. The Sky was the limit . Glæde, komfort, overskud præger Verner Pantons arbejde og tænkning.

Hyppigst fotograferede stol

Nu viser Trapholt så en stor, farvestrålende og smukt udfoldet udstilling om Panton, der kort før sin død i 1998 faktisk selv tilrettelagde en udstilling på kunstmuseet i Kolding.

Den nye udstilling citerer fra den tidligere – og ellers er hovednumrene eksempler på Pantons fantasifulde møbler og billedgengivelser af nogle af hans omfattende iscenesættelser af rum som for eksempel Cirkusbygningen i København, hvis store sal åbenbart engang har set aldeles overvældende ud, eller restauranten i Villa Varna uden for Aarhus eller Der Spiegels kantine i bladhusets bygning i Hamborg.

Verner Panton blev i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne uddannet på Kunstakademiets arkitektskole, hvor han blandt andet havde en af dansk funktionalismes giganter, Kay Fisker, som lærer og var efterfølgende ansat et par år på Arne Jacobsens tegnestue. Netop på det tidspunkt, da Arne Jacobsen med Myren finder den endelige løsning på den formpressede stol.

Pantonstolen, den første formstøbte plasticstol, er på mange måder inspireret af Arne Jacobsens og andre overvejelser om stoleproduktion. Men den vækker en vis modvillig opsigt i tiden, fordi den er fremstillet af et materiale, der traditionelt opfattes som tarveligt.

Ikke desto mindre er Pantonstolen ifølge en af de ledsagende tekster den hyppigst fotograferede stol i verden. Og fotogen kan den også være. Et sted i udstillingen finder man en billedserie på 24 fotografier, hvor en kvinde i lige så mange positurer demonstrerer, hvordan man klæder sig af siddende på Pantons efterhånden ikoniske stol.

Fotoserien blev i maj 1971 bragt i det britiske magasin Nova under titlen ”How To Undress In Front of Your Husband”, og umiddelbart skulle man tro, det var lidt besværligt for kvinden. Men iscenesættelsen hænger måske sammen med et andet udtalt karakteristikum ved Verner Pantons møbelarkitektur og farvesætning: Det skulle være sensuelt og forførende.

Pantons møbler signalerer en bekendelse til det gode liv, der er afslappende på en særlig cool måde, man kan forbinde med tiden. Det fremgår af de mange fotografier på udstillingen. Ud over den franskfødte sanger og forfatter til selvbiografien ”My Life With Dalí”, Amanda Lear, som er kvinden, der kan finde ud af at tage tøjet af i 24 lette trin siddende på en plasticstol, er der påfaldende mange andre modelagtige kvinder i reklamebillederne for Pantons møbler. Mændene er gengivet med et strøg af intellektuel eftertænksomhed og en pibe i munden.

Hedonistisk livsførelse

Pantons projekt er en hengivelse til en hedonistisk livsførelse i behagelige omgivelser.

Det hele drejer sig om velbefindende. Hvile, være afslappet, flyde i Pantons bløde møbelskulpturer, for hvad er god smag? spørger han selv. Kan det også være følelsen af velvære?

Og videre:

”Er sex ikke for de fleste den bedste form for velvære? Er velvære ikke god musik? – en behagelig duft? – god mad og drikke? – det at være sammen med rare mennesker? – god underholdning?”.

Og hvis det er det, kernen i livet eller i hvert fald en af ambitionerne med tilværelsen kan koges sammen til, er designerens rolle så ikke at skabe gode og behagelige rammer og med Pantons egne ord ”gode farve- og materialekombinationer, behageligt dagslys og tiltalende aftenbelysning”.

Verner Panton revolterede som sådan ikke mod sine forgængere, de modernistiske mestre. Tværtimod gav han udtryk for, at de jo sådan set havde skabt fremragende stole, så undersøgelsesfeltet for ham måtte være et andet. Hans tid faldt også sammen med et vist opbrud i holdninger, meninger og smag samt nye materialemæssige landvindinger. Det arbejdede han med med stort talent og entusiasme, som man kan se af resultaterne i Trapholts oplevelsesrige og farvemættede udstilling.

Klassikerne fra dansk møbelarkitekturs guldalder i det 20. århundredes midte har længe haft en renæssance på livsstils- og boligindretningsmarkedet. Gad vidst, om Panton og hans ligesindede og måske endda på et eller andet tidspunkt de endnu mere farvestrålende postmodernister med deres vilde mønster også får det? Måske har pandemiens oplevelsestørke og kunst- og kulturabstinenser banet vejen for farve og bløde former over det hele?