Prøv avisen

Vesterbros Tove Ditlevsen er vokset i status – præcis som bydelen

Tove Ditlevsen blev kun 58 år og kæmpede hele livet med angst. Men i dag finder mange stadig trøst i hendes forfatterskab. – Foto: Erik Petersen/ritzau

Tove Ditlevsen begik selvmord, mens anerkendelsen fra det litterære parnas næsten var forduftet. Men i dag, hvor hun ville være fyldt 100 år, er både anerkendelsen og læserne tilbage

Engang gad ingen rige mennesker bo på Vesterbro. Men nu er bydelen blevet moderne. Gamle værtshuse er erstattet af champagnebutikker og smarte caféer. Vesterbro er blevet for dem med høj status.

Sådan er det også gået Vesterbros mest kendte digter, der for længst har fået sin egen plads. Engang blev hendes forfatterskab ellers betragtet som gammeldags af parnasset, men nu er hendes digte igen blevet moderne. En ny forfattergeneration søger inspiration fra Vesterbro-digteren, der trods sin store udbredelse følte sig som en fiasko det meste af sit liv.

I dag er det netop 100 år siden, at Tove Ditlevsen blev født. Og det markeres blandt andet både med et litteraturarrangement i kulturhuset på Vesterbro, mens Kristkirken ved siden af bagefter åbner dørene til æbleskiver og en mindegudstjeneste for sognets måske mest kendte kvinde nogensinde. For det var her, Vesterbros landskendte hjemstavnsforfatter Tove Ditlevsen voksede op, og det var her hun blev bisat.

Tove Ditlevsen slap således aldrig helt sin barndoms gade i det boligområde, der i dag er befolket med djøf’er og trendy børnefamilier med dyre christianiacykler, men med sognepræst Mette Gramstrups ord kunne kaldes ”den sorte trekant”, da Ditlevsen levede her længe før byfornyelsen.

Selv har Mette Gramstrup været præst i Kristkirken siden 1980’erne, hvor hun var med til at begrave mange af Tove Ditlevsens gamle naboer. De fleste af dem blev heller ikke gamle. Og det endte også trist for Tove Ditlevsen, der i 1976 blev bisat en tidlig forårsdag i Kristkirken – lige ved sin ”barndoms gade”, der var hendes ”væsens rod” og gav hende ”de vagtsomme øjne”, men også gjorde hende berømt for at blive arbejdernes litterære stemme.

”Hun indfangede bedre end nogen andre de mennesker fra Vesterbro, der måske var hårde i filten, men bløde som smør indeni. Det var mennesker, der ikke havde særlig meget, men alligevel var meget generøse. Jeg begravede engang en af de damer, der havde boet i samme baggård som Tove Ditlevsen. Og børnene fortalte, hvordan de altid fik lov til at tage venner med til søndagsmiddag, mens konen så bad om at få ’det lækre stykke kød fra kyllingens hals’. Først som voksne gik det op for dem, at der ikke rigtig er noget kød på halsen. Men kvinden gav, hvad hun havde, til andre. Og jeg synes også, at Tove Ditlevsensbedste digte er fulde af den form for generøsitet. For hun gav også, hvad hun havde, til andre,” siger Mette Gramstrup og peger på digtet ”Børnefødselsdag”, der generøst udstiller, hvordan Tove Ditlevsen ikke formår at være nogen perfekt mor.

Siden har mange feminister også taget Tove Ditlevsen til sig, selvom hun ikke var rødstrømpe. Men som hustru, forfatter og brevkasseredaktør ville hun hverken finde sig i kvindens dårlige stilling i samfundet eller parforholdet. Omvendt brugte hun lige så skånsesløst sine egne fiaskoer i sit forfatterskab og satte ærlige ord på, hvordan det var at vokse op i fjerde baggård med både socialt og økonomisk underskud og senere føle sig mislykket som både mor og kvinde. Men kærligheden til hendes eget fattige københavnermiljø lyser også ud af linjerne fra ”Barndommens gade” fra ”Lille verden” (1942):

”Jeg er din Barndoms Gade,/ jeg er dit Væsens Rod,/ jeg er den bankende Rytme/ i alt hvad du længes mod.”

I dag kunne den store danske forfatter altså være fyldt 100 år, men hun blev kun 58 år og valgte selv at slutte livet der. Hun var depressiv efter mange år med misbrug, ægteskabsbrud og et litterært parnas, der syntes, at hendes enderim og ligefremme patosstil var passé, selvom romanerne ”Gift” og ”Vilhelms værelse” gav masser af omtale i den kulørte presse med deres bramfrie stofmisbrugs- og ægteskabsskildringer.

Men den store litterære anerkendelse, som hun smagte på som ung forfatter, udeblev i de år. Og det var et ubærligt slag for forfatteren, der netop havde kæmpet sig ud af både en skilsmisse, en stor depression og et stofmisbrug for at skrive igen i håb om at blive omfavnet af datidens smagsdommere. Men Ditlevsens stil passede ikke ind i tidens modernistiske formtænkning, forklarer forfatteren Dy Plambeck, der har interesseret sig meget for Ditlevsens forfatterskab.

”Efter at Tove Ditlevsen kom tilbage i det litterære miljø efter årene som narkoman, var der sket et modernistisk indtog i litteraturen, og den bølge kom hun aldrig med på. Derfor blev hendes digtning, allerede mens hun levede, i en årrække betegnet som gammeldags. Jeg tror, at den svingende anerkendelse efter hendes død skyldes, at hun på nogle måder er en arbejderforfatter. Hun skriver om arbejdermiljøet og vilkårene der, og det har der været skiftende interesse for gennem tiden,” siger Dy Plambeck, der dog selv er inspireret af Tove Ditlevsen:

”Hendes store mod og hendes evne til at sætte sig selv på spil er til stor inspiration for mit eget virke som forfatter. At være forfatter kræver, at du er villig til at give noget af dig selv. Investere dig selv. Ikke nødvendigvis sådan, at det, man skriver om, skal tage udgangspunkt i ens eget liv, altså bygge på et autobiografisk stof, men mere sådan forstået, at man må kaste sig selv ind i det med hele ens styrke, med alt hvad man har. Det nytter ikke, at man sidder og lurepasser ovre i hjørnet. Det kommer der ikke noget skrift ud af,” siger Dy Plambeck og tilføjer:

”Tove Ditlevsens forfatterskab er særligt, fordi det er skrevet på et meget stort mod og med en stor ærlighed og råstyrke, samtidig med at der hele tiden er en sær skrøbelighed til stede. Og det er et forfatterskab, der skriver sig ud i alle afkroge af det menneskelige sind. Tove Ditlevsens store force er hendes evne til at beskrive relationer mellem børn og forældre og mellem elskende. Hun formår at beskrive dem, så man som læser af hendes værker selv kan træde ind i dem.”

Tove Ditlevsen skulle også bare have vidst, hvordan nye læsere ville omfavne hendes poesi. Allerede ti år efter hendes død blev hendes barndomserindringer filmatiseret med Sofie Gråbøl i hovedrollen i ”Barndommens gade”, mens Anne Linnet gjorde titeldigtet til et radiohit, der stadig spilles og synges med på.

I 2000 gav et af hendes andre digte, ”Blinkende lygter”, også navn til en mere lystig biografsucces, der alligevel slog fast, at ”Ove Ditlevsen er en af vores vigtigste forfattere”, som Søren Pilmark siger i sin gangsterrolle, da han finder en Tove Ditlevsen-bog med et afgnavet hjørne, så T’et er blevet væk. Og i dag har Tove Ditlevsens forfatterskab fået et decideret comeback, så hendes 100-årsdag ikke kun er blevet markeret med flere genudgivelser og et teaterstykke, der fik T’et med i ”Tove”, men også med masser af læserarrangementer og en mindegudstjeneste i dag i Kristkirken, hvor der både bliver sunget ”Barndommens gade” og ”Nu sænker Gud sit ansigt over Jorden”, som Tove Ditlevsen såmænd også har fået optaget i den nye kirkesangbog, mens hendes romaner igen ligger på sengebordene rundt omkring.

”Jeg tror, noget af forklaringen på, at Tove Ditlevsens forfatterskab igen er populært, skyldes kendetegnene ved hendes forfatterskab. Netop at hun er ærlig. Og så skriver hun om meget almenmenneskelige tematikker. Det er svært ikke at kunne læse sig ind i hendes forfatterskab. Vi har alle haft en følelse af ensomhed som børn, et besværligt forhold til vores forældre, er blevet forladt af en, vi elskede, og så videre. Og der er Tove Ditlevsens forfatterskab et sted at kunne spejle sin egen fortælling og måske også finde trøst og håb,” siger Dy Plambeck, som godt kunne unde Tove Ditlevsen at være blevet mere anerkendt i den sidste del af sit liv.

”Tove Ditlevsen er en forfatter, der, sådan som jeg ser det, skrev nogle af sine allerbedste bøger, kort før hun døde. ’Gift’ og ’Vilhelms værelse’. Men disse bøger er også med til at kaste et andet lys over det tidligste, hun skrev, hendes ungdomslyrik, der kan synes naiv, men som set i forhold til det, der kommer senere, står meget stærkt.”

Mette Gramstrup er enig, og hun tænker også på mindegudstjenesten som en ære for en stor forfatter og for alle de gamle vesterbroborgere, hun skrev om:

”’Barndommens gade’ er ætset ind i min sjæl, fordi den beskriver alle dem, som jeg aldrig har kunnet slippe som præst, dem, der ofte endte i druk, fordi de ikke havde noget filter mod verdens ondskab. Gud møder os med kærlighed, så vi selv kan elske andre, men Tove Ditlevsen skrev om dem, der ikke blev mødt med kærlighed. Og det tror jeg også var en trøst for alle dem, der kunne spejle sig i hendes forfatterskab,” siger præsten og tilføjer, at Tove Ditlevsens gamle nabo, der beskedent bad om kødet fra kyllingehalsen i livet, nu tilfældigvis ligger begravet lige ved siden af Tove Ditlevsen, så de to damer altså både var naboer i livet og i graven.

Hun indfangede bedre end nogen andre de mennesker fra Vesterbro, der måske var hårde i filten, men bløde som smør indeni. Det var mennesker, der ikke havde særlig meget, men alligevel var meget generøse

Mette Glamstrup, præst