Peter von Scholtens underskrift slynger sig smukt og skulpturelt med sort blæk nederst på det gulnede papir.
Den berømte danske generalguvernør på De Vestindiske Øer har skrevet under på, at en bortløben slave og en såkaldt ”frimand”, en fri, sort mand, skal anholdes af enhver, der ser dem, og bringes tilbage til det sted, de er løbet fra. Når de vender tilbage, vil han endnu en gang sætte sin underskrift på et papir, der udmåler en straf, som gerne skulle afholde de to fra at gøre noget lignende igen. Piskning for eksempel.
Det er dokumenter som dette, der kan få det til at krible en lille smule i maven på 67-årige Jens Villumsen fra Ringsted. Dels fordi det erham , Peter von Scholten (1784-1854), der engang sad og slyngede gotisk skrift ud over papiret, dels fordi der fra dokumenter som disse udfolder sig ny viden om livet på De Vestindiske Øer i de 250 år, hvor de var danske.
”Det er historiens vingesus i sin reneste form,” siger han.
Det er derfor, han har meldt sig som frivillig i et stort projekt i Rigsarkivet, der skal gøre kulturarven på De Vestindiske Øer tilgængelig både i Vestindien, Danmark og resten af verden. Flere end 30.000 dokumenter, eller hvad der svarer til 1,2 hyldekilometer eller 5 millioner digitale billeder, skal aflæses, og oplysningerne tastes ind på en hjemmeside, så også den nuværende befolkning på øerne kan søge oplysninger om deres slægt, og historikere kan blive klogere på generel skik og brug, hverdagsliv og forholdene for de mange slaver. Aflæsningen af de 200.000 af billederne står frivillige som Jens Villumsen for. Alle dokumenterne skulle meget gerne være tastet ind i systemerne, når 100-året for, at Danmark i 1917 solgte øerne til USA, næste år skal markeres.
Projektet er såkaldt ”crowdsourcing”, noget, kulturelle insitutioner er begyndt at gøre det mere og mere i herhjemme. Fænomenet, der stammer fra USA, handler grundlæggende om at udlicitere en opgave til frivillige entusiaster. At få en gruppe frivillige til at gøre et eller andet, de selv synes er sjovt, og som ville koste både tid og penge, hvis man skulle have en lønnet medarbejder til at gøre det samme arbejde.
”Det her ville være umuligt, hvis vi skulle gøre det selv, for vi har ikke selv ressourcerne til det,” siger Niklas Thode Jensen, der er arkivar i Rigsarkivet og medarbejder på projektet.
Han er en af dem, der til daglig guider de flere end 100 frivillige, der arbejder med kilderne fra Dansk Vestindien, og indimellem arrangerer ”tastecaféer”, hvor de frivillige kan mødes og udveksle viden.
”Det betyder uendeligt meget, at der findes folk som Jens, der har lyst til at læse gotisk skrift, for eksempel. Vi vil jo gerne gøre oplysninger tilgængelige for alle de mange, der ønsker at lave slægtsforskning blandt andet. Men vi kunne simpelthen ikke gøre dokumenterne fra arkivet søgbare i det omfang uden frivillige.”
Nogle af arkivets protokoller fra Dansk Vestindien har aldrig været åbnet før. Der kan godt drysse sand ud mellem papirerne, sandet blev dengang brugt til at suge overskydende blæk op. Og indimellem dukker et dokument op, hvor der sidder et spøjst lille sammenmast insekt. Fra 1700-tallet!
Jens Villumsen sidder ikke selv med de gulnede papirer i hænderne, dertil er de for skrøbelige. De håndteres af personale i Rigsarkivet, som scanner dem ind. Men alt det ”spændende,” som Jens Villumsen selv udtrykker det, det ligger hos ham. Siden han begyndte at forske i sin egen slægt i 1968, er han blevet dygtigere og dygtigere til at læse gotisk skrift. Og da hans hustru så døde i 2011, fik han lige pludselig en hel masse tid, han ikke vidste, hvad han skulle gøre med. Nu er han nærmest amatørhistoriker på fuld tid og har indtil videre brugt mere end 200 timer på at taste kilder fra Dansk Vestindien ind i sin computer.
Dansk Vestindien er blevet den 67-årige pensionists helt store interesse, efter at han selv besøgte øerne i 2002. Mange vil synes, det er tørt, men det synes Jens Villumsen ikke. Nogle af de bedste kilder, han har siddet med, har været breve sendt fra Peter von Scholten til den danske konge, hvori generalguvernøren beretter om sit helbred og de tropesygdomme, han pådrog sig på øerne. En guldgrube af viden om både datidens lægevidenskab og forholdet mellem arbejdsgiver og ansat, som kongen og von Scholten jo var.
”Det er gået i blodet. Det her lærte vi jo aldrig om i skolen, måske fordi man var flov over fortiden. Så en væsentlig del af det er at forstå, hvad der skete derovre. Men den største drivkraft er nok, at andre kan komme til at forstå det også, især dem, der bor på øerne i dag,” siger han.
Selv har han fået nuanceret sit syn på Peter von Scholten, der i danske historiebøger ofte bliver fremhævet som ”slavernes befrier”, da det var ham, der ophævede slaveriet i 1848. Men han var også koloniherre og stod, som dokumenterne viser, for eksempel for at udsende arrestordrer på slaver, der var flygtet fra det umenneskelige liv i sukkerrørsplantagerne.
”Vi har et fast billede af, hvordan historien har været. Men for dem, der bor der, vil det være et helt andet billede. Vi ser von Scholten som en helt, der gav dem frihed. Men de mener jo netop, de har vundet friheden tilbage ved at sende von Scholten væk. Friheden var ikke noget, han gav dem.”
