Vi får ingenting foræret, når vi bor i et udkantsområde. Vi må gøre det selv, siger Heidi Krejberg fra Ramme ved Lemvig.
Det gør hun så. Sammen med sin mand, Niels-Jørn Krejberg, var hun i sommeren 2010 på ferie i Norge og så i Trondheim en udstilling med den norske billedvæver Åse Frøyshov. Nu har parret hentet hende til Danmark, og frem til den 4. august kan den norske billevæver ses på kunst- og kulturcentret Gimsinghoved i Struer.
Hun er afgjort en sommerudflugt værd. Den 12. januar fyldte Åse Frøyshov 70 år og fik i den anledning overrakt Kongens fortjenstmedalje og blev af en avis udnævnt til Norges måske allerstørste tekstilkunstner.
LÆS OGSÅ: Refleksioner om folkekirkens haute couture
I sit hjemland er hun kendt og elsket for en lang række store udsmykninger inklusive en 40 kvadratmeter stor vævet fanfare for Nordnorsk Musikkonservatorium i Tromsø. Hun har udsmykket officielle norske bygninger, kirker, store koncerners hovedkvarterer og amerikanske krydstogtskibe, og hun har haft to vigtige separatudstillinger i New York. Mærkeligt nok har hun kun en gang tidligere udstillet i Danmark, og det var i forbindelse med et venskabsbyarrangement i Odense.
Når man tænker på den danske interesse for norsk litteratur, kan man godt undre sig over, at der ikke er en tilsvarende interesse for ny norsk billedkunst, siger Niels-Jørn Krejberg.
Åse Frøyshov tog ikke selv mødet i Trondheim så alvorligt. Det var ikke første gang, hun mødte mennesker, der i begejstring sagde, at hun da skulle udstille både det ene og det andet sted. Men her var der alvor bag ordene, og fjorten dage senere fik hun den første mail fra Heidi Krejberg.
De ville have min udstilling til Danmark og inviterede mig ned og viste mig en række steder, hvor de mente, jeg kunne udstille, og så endte det med at blive Gimsinghoved. Det er en gammel proprietærgård med store, lyse lokaler, og det er et pragtfuldt sted at udstille, siger Åse Frøyshov, der under ophængningen også har boet hos Heidi og Niels-Jørn Krejberg.
Udstillingen på Gimsinghoved omfatter 35 værker, hvoraf hovedparten er vævede billedtæpper, mens resten er silketryk. Værker af begge slags begynder som collager, der bliver lavet om igen og igen, indtil Åse Frøyshov er tilfreds, hvorefter hun omsætter billedet til et mere holdbart medie.
Det er først og fremmest farverne, som giver hendes billedtæpper styrke. Farverne er af en kvalitet, som slet ikke kan købes, og hun farver da også alting selv og har gjort den erfaring, at det rene norske vand har stor betydning for resultatet. Formerne er store og dramatiske, men ofte har billederne også mange spændende detaljer, som hun skaber ved at væve med uld, sisal og fiskesnøre af nylon. Det kan tage mange måneder at fremstille et enkelt billedtæppe, hvilket også afspejles i prisniveauet. Udstillingen på Gimsinghoved repræsenterer fire års arbejde.
Åse Frøyshov kan lide den langsomme proces.
Jeg har forsøgt mig med maleri og kan også male akvarel, men det griser. Jeg foretrækker at farve garn og at væve og kan i virkeligheden godt lide de mange timer ved væven i selskab med mine egne tanker, siger hun.
Mange af billedtæppernesprænger de firkantede rammer, som normalt afgrænser et tæppe, og vokser collageagtigt ud over kanten. Det vidner ikke blot om en dygtig håndværker, der formår at gå nye veje, men også om en kunstner og et menneske, der har brudt med alt for snævre rammer.
Åse Frøyshovs far var præst i pinsekirken i Hamar, og hun voksede op i et pietistisk miljø, hvor den eneste kunst var billederne af Jesus og englene og billederne i Bibelen.
Det var helt utænkeligt, at jeg kunne blive kunstner. Vi levede et strengt menighedsliv, hvor jeg ikke kunne gå i biografen, hvor dans var forbudt, og hvor alkohol var helt udelukket. Det var alt for farligt at komme på kunsthøjskolen, og jeg var ikke den, der gjorde oprør. Jeg var den søde pige, der aldrig sagde nej til min mor og far, fortæller Åse Frøyshov.
Hun kritiserer ikke sine forældre, når hun taler om dem, og interessen for håndarbejde har hun da også fra sin mor, selvom den strenge opdragelse også her satte sig på tværs.
Min mor lærte mig tidligt at strikke, men tre pinde hver dag a 100 masker i ret og vrang på et håndklæde i lyst bomuld var alt for meget for en lille pige, fortæller hun. Maskerne satte sig fast på de svedige pinde, og jeg trak og trak i strikketøjet for at få det langt nok. Først da jeg fik lov at lave dukketøj, blev min skabertrang opfyldt, og jeg fik strikket en dukkegarderobe af dimensioner.
Forældrene sørgede for, at hun lærte at spille klaver, selvom det måske var med en bagtanke, fordi hun så kunne spille til møderne i menigheden, og de lod hende få en uddannelse som lærer.
Det blev hendes vej ud af det pietistiske miljø. Hun blev nemlig gift med en dansk skolelærer og boede fra 1964 til 1969 på Bornholm, i Sønder Dalby og i Ballerup, og opholdet i Danmark satte hende fri. Hun mødte den danske teolog Ebbe Thestrup Pedersen, der slog sprækker i hendes fundamentalistiske opfattelse af kristendommen. Hun lærte, at man godt kan tage et glas vin eller en snaps en gang imellem uden at ryge direkte i helvede.
Jeg havde vænnet mig til reglerne derhjemme og lært, hvad der var synd, og jeg var langt over 20, før jeg første gang smagte alkohol, siger hun.
I Danmark søgte hun ind på Kunsthåndværkerskolen i København, men fik afslag, fordi hun var norsk statsborger. Så blev hun dansk statsborger og søgte igen, men fik afslag, fordi hun nu faldt for aldersgrænsen.
Så søgte hun ind på Kunsthåndværkerskolen i Oslo, blev optaget som 26-årig og flyttede hjem til Norge, hvorefter hun blev skilt fra sin danske mand. Senere blev hun norsk statsborger igen og var ked af at aflevere sit danske pas.
Kunsthåndværkerskolen hjalp Åse Frøyshov til at finde sin rette hylde, men hun turde ikke være sig selv over for familien.
Jeg skjulte i alle årene mit sande jeg som kunstner, men fik mine følelser ud i billedtæpperne. Jeg lavede billeder af mig selv på korset og på flugt, siger hun.
Som ældre er hun ved at finde et naturligt ståsted.
Jeg har nået en alder, hvor jævnaldrende begynder at dø, og så tænker man på, hvad der skal ske bagefter. Får man det evige liv, man har hørt om siden barndommen? Er helvede til, eller er det ikke? Man må have en tro, og det begynder at komme til udtryk i mine værker. Når man er blevet hjernevasket i så mange år, kan man ikke bare lægge det fra sig. Jeg tror, der findes en Gud, men jeg orker ikke at høre på en naiv udlægning, siger Åse Frøyshov, som i løbet af efteråret skal lave en messehagel til en af de store norske domkirker.
Knud Jakobsen er freelance-journalist.
Åse Frøyshov