Prøv avisen

Vestjyder står i kø for at høre poesi

Den 5. september åbner Klaus Rifbjerg en ny sæson af ”Poesi på en torsdag” i Holstebro. Her læser han op under en kulturfestival i København. – Foto: Marie Hald.

Odin Teatret i Holstebro har stor succes med en månedlig poesiaften. I næste måned fejrer Poesi på en torsdag jubilæum sammen med Klaus Rifbjerg

Normalt sælges digtsamlinger i meget små oplag, men i Holstebro langer boghandler Ole Rabjerg fra Arnold Buscks Boghandel den ene digtsamling efter den anden over disken.

Det sker i et omfang, så kolleger landet over måbende ser til. Han er en af de boghandlere, som sælger mest poesi, og det skyldes udelukkende Poesi på en Torsdag.

Det er en helt speciel poesiaften, som holdes en gang om måneden i den mørke årstid, og som normalt samler op mod 200 mennesker og ofte flere. Hver gang er det med deltagelse af en ny digter, som læser egne værker, og med et program, som efterhånden har fået en kendt og elsket form.

LÆS OGSÅ: Teater om at miste den, man har allermest kær

Poesi på en Torsdag begyndte i 2007, og torsdag den 5. september fejres et jubilæum. Denne aften modtages digter nummer 50, og det bliver nestoren over alle, nemlig Klaus Rifbjerg. Han kommer i godt selskab. Blandt de tidligere deltagere har været digtere som Henrik Nordbrandt, Benny Andersen, Jørgen Leth, Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og prins Henrik. Sidstnævnte er bedst kendt i en anden rolle, men i oktober 2012 var han den fejrede poet, der læste sine egne digte på fransk.

Det er Odin Teatrets huskomponist Frans Winther, som fik idéen til Poesi på en Torsdag, og som siden har været en af hovedkræfterne sammen med Odin Teatrets koordinator Ulrik Skeel. Frans Winthers interesse for poesi begyndte med et alvorligt biluheld:

Jeg havde det uheld eller held at jeg som niårig blev kørt ned af en bil og derfor måtte tilbringe to måneder i en hospitalsseng med benet i stræk. Jeg kunne ikke røre mig, og da tiden skulle gå med noget, kom der for alvor gang i min læsning. Jeg læste alt, inklusive digte, og det har jeg gjort lige siden. Jeg har et langt og ukompliceret forhold til poesi.

Frans Winther og Ulrik Skeel fejrer ikke kun digterkunsten, men også digterne. Hvis det på nogen måde er muligt, bliver digterne bedt om at tage toget til Holstebro og ankomme dagen før, og det har langt de fleste både kunnet og villet.

Digterne modtages på banegården, og det er altid en spektakulær begivenhed. Der er champagne og levende musik på perronen, og enten medvirker nogle af Odin Teatrets egne skuespillere, eller også medvirker gæstende skuespillere fra et fjernt og fremmed land. Det er ikke en modtagelse, digterne er vant til, og selvom de ofte bliver meget generte, vænner de sig hurtigt til virakken. Jørgen Leth havde således ikke noget imod at blive kysset af fem unge piger, der kom fra hver sit land.

Fra stationen bliver digteren kørt til Odin Teatret, hvor en bedre gourmet-middag venter, og når det bliver sengetid, står et af Odin Teatrets gæsteværelser klar, pyntet med blomster og frugt. Dagen efter er der et mindre arrangement på Holstebro Gymnasium & HF, hvor digteren læser et par af sine digte, og derefter er der frokost på Rådhuskroen i Holstebro, hvor krovært Thyra Blaabjerg for år tilbage selv arrangerede en række velbesøgte forfatter- og digterarrangementer.

Månedens digter får så lov at hvile et par timer, før det om aftenen går løs med Poesi på en Torsdag. Den foregår næsten altid på Knudsens, som er en nyrestaureret teatersal på gågaden midt i Holstebro.

LÆS OGSÅ: Teatret, der satte Holstebro på verdenskortet

Digteren starter altid med at læse et digt op, før han eller hun bliver præsenteret. Det er for at understrege, at poesien kommer før kunstneren, og det gjaldt også, da prins Henrik var på besøg. Han kom ikke som prins, men som kunstner.

I løbet af aftenen er der forskellig underholdning. Digteren læser flere digte, og lektor Gerd Schmidt Nielsen fra Holstebro Gymnasium fremfører et poetisk essay om aftenens digter, hvor hun på behændig vis fører digteren rundt i sit eget værk.

Der er musik ved Ensemble MidtVest, Orkesterefterskolen eller andre lokale kræfter, eller også underholder Odin Teatrets eget husorkester. Det har normalt teatrets argentinskfødte sangerinde Irene Skeel i front og spiller den ene smægtende sydamerikanske kærlighedssang efter den anden.

Som et fast punkt findes vinderen i månedens digtkonkurrence, hvor alle opfordres til at gå i skrivebordskuffen, finde deres digte og sende dem ind.

Vi får ganske mange digte tilsendt, og de er gennemgående af høj kvalitet, siger Frans Winther.

En kendt holstebroer læser sine yndlingsdigte, og som et af aftenens højdepunkter læser en herboende iraner digte af den persiske 1100-talsdigter Omar Khajjâm. Han var en kendt matematiker og astronom, men skrev også formfuldendte vers, hvor han blandt andet hylder et godt glas vin. Han blev genopdaget i England i 1800-tallet og blev blandt andet oversat til dansk af Lemvig-digteren Thøger Larsen.

Omar Khajjâm er interessant, fordi han repræsenterer en del af islam, som er meget lidt dogmatisk og derfor er en kontrast til den del, vi altid hører om, siger Frans Winther.

Digtene, som kaldes ru-bâijât, læses på originalsproget farsi, og selvom de færreste forstår indholdet, får de alligevel noget ud af det.

Vi vil gerne vise, at et digt har en særlig kvalitet som lyd. Omar Khajjâms digte er ekstremt flotte. De er ren musik, siger Frans Winther.

De to herrer fra Odin Teatret har en række samarbejdspartnere, hvor boghandler Ole Rabjerg fra Arnold Busck er en af de vigtigste. Han møder hver gang med et stort udvalg af digtsamlinger og har altid en række gode tilbud med. Det er ikke meget, han tager med sig hjem igen.

Digtsamlinger af Benny Andersen, Søren Ulrik Thomsen og andre kendte navne sælger sig selv, men de knap så kendte sælger også, siger han.

Ole Rabjerg finder det afgørende, at publikum får lov at møde digterne og dermed får et personligt forhold til dem. Det kan han mærke på salget.

Det er klart, at jeg sælger mange digtsamlinger af en digter, som er til stede. Så benytter folk sig af muligheden for at få den signeret, forklarer han.

Publikum har en meget bred sammensætning.

Der er folk i alle aldre, fra helt unge til ældre, og det finder jeg utroligt opløftende, siger Ulrik Skeel, som råder interesserede til at være hurtige, når billetsalget starter.

Når vi har et kendt navn, får vi hurtigt udsolgt, og vi må kun lukke 250 ind, siger han.