Prøv avisen

Vestjyske kirker overlevede med nød og næppe

Videbæk Kirke, der ligger mellen Ringkøbing og Herning, lukkes frem til november for at blive udvidet med 100 pladser. (Foto: Jørn Deleuran/Scanpix 2010) Foto: Jørn Deleuran

Det nye bind i Nationalmuseets serie om Danmarks kirker fokuserer på området omkring Ringkøbing

Dynamitten var et fint redskab til at bortsprænge middelalderkirker i Vestjylland i slutningen af 1800-tallet. Landsbykirkerne har været i så elendig stand, at man næppe begriber det. Tre eksempler på meget slidte og misligholdte kirker gives der i det nyeste hæfte af "Danmarks Kirker, Ringkøbing Amt".

Det drejer sig om kirkerne i Flynder, Møborg og Nees. I 1930'erne til 1950?erne gennemgik kirkerne hovedrestaureringer, der fik dem til at stå som smukke middelalderkirker for vore øjne i dag. Med rekonstruerede eller nybyggede tårne, der markerer sig i landskabet.

Det er ikke mange middelalderlige bygningsdele eller inventarstykker, der findes tilbage i Vestjylland og Thy. Granitten er selvfølgelig uopslidelig. Der er ganske gode fonte, endda også rester af fonte fra andre kirker. Den smukke ottekantede font i Flynder er et importarbejde fra Nederlandene. Farven er ifølge teksten forsøgt afrenset. Vel næppe bare forsøgt; der er ikke farvespor tilbage. Et enkelt romansk tympanon står nu i kirkediget i Flynder, som en af to illustrationer nr. 58. Det er en svipser. Men ellers holdes den sædvanlige høje standard i værket. Der foretages valg, man kan diskutere til dommedag. Således hvorfor man ikke har oversat eller i det mindste gengivet den latinske tekst på sandstensepitafiet for Thomas Maltesen Sehested og Anne Lunge i Flynder Kirke. Om man skal diskutere indskriftsdetaljer og renæssancegravminder så indgående, som det sker. Måske skulle man i højere grad beskrive og noteføre.

Hæftet er fuldt af pudsige historier. I Flynder Kirke findes en fin gravsten over Christen Juel, Anne Lunge og Kirstine Lunge – samt over den gode hund "Sepres", en krøllet helt, idet den vækkede sin herre, admiralen, for at advare om en fjende, der nærmede sig. I Møborg Kirke fremhæves den uhyggelige gravsten med knokkelmanden, slanger og tudser, en særlig markant europæisk type.

En anden og moderne historie knytter sig til pulpituret i Flynder Kirke, der i 1892 udsmykkedes af portrætmaleren Kristen Bjerre. Han brugte modeller fra sognet, der kunne genkendes som apostlene.

I 1909 ønskede menighedsrådet simpelthen billederne borttaget. Det skete ikke. Men det var da sikkert også sin sag at se sig selv eller sin nabo som Judas Iskariot, eller malerens kone som Johannes, på kirkens pulpitur.

Nu er billederne inkorporeret i orgelfacaden. Et forsøg på at være med på noderne i slutningen af 1800-tallet var ellers de hyppige malede kopier af Thorvaldsens skulpturer i Københavns Vor Frue Kirke. En udpræget lavprisløsning. Endelig er det glædeligt, at redaktørerne kortfattet nævner Torvald og Eigil Westergaards gravsten, idet de netop var med til at højne standarden for den kirkelige brugskunst i Vestjylland på et tidspunkt, da man havde nået et lavpunkt og et nedslidningspunkt, der var kritisk.

Det er et dejligt hæfte med masser af detaljer, men først og fremmest en materiel historie om Vestjyllands storhed, nedgang og genfødsel.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Danmarks Kirker, Ringkøbing Amt, hæfte 11, Flynder, Møborg, Nees, ved Thomas Bertelsen, Birgitte Bøggild Johannsen og Mogens Vedsø. 148 sider. Nationalmuseet.