Hvad gør man, hvis man er vred og forarget over samfundets indretning, over kapitalismen, politimagten, fremmedgørelsen og kirkens rolle som en del af fundamentet for det borgerlige samfund?
Man besætter da en kirke. Det var i hvert fald det, en gruppe aktivister gjorde for 50 år siden, da de indtog Hjardemål Kirke omkring 13 kilometer nordøst for Thisted.
Koret og skibet er fra 1200-tallet, mens et usædvanligt højt tårn fra det 16. århundrede kan ses viden om i landskabet. Fra tårnet rullede besætterne et banner ud med påskriften ”Alverdens folk, foren jer”, og på døren blev der – som der er tradition for – slået et manifest op, der blandt andet krævede adskillelse af stat og kirke.
Når først Kirkeministeriet var nedlagt, hed det i teserne på kirkedøren, ville mange nye trossamfund opstå, og aktivisterne forventede, at mangfoldigheden af trossamfund ville arbejde for en styrkelse af FN’s menneskerettighedserklæring og ”hjælpe med til at bremse USA’s imperialistiske voldspolitik i Sydøstasien og den øvrige verden”.
Sådan gik det så ikke.
Besættelsen af Hjardemål Kirke var beregnet til at vare en uge, fremgår det af en udarbejdet proviantliste. Herefter skulle den barrikaderede dør igen åbnes for egnens beboere, som skulle inviteres til en andagt efter en ny liturgi komponeret af besætterne, der i øvrigt også ville bruge noget af tiden på at skrive en ny udgave af Bibelen.
De lokale var ikke ganske tilfredse med initiativet og tog samme dag sagen i egen hånd. De skruede ganske enkelt kirkedøren af hængslerne og genindtog kirken, og det kunne måske været gået rigtigt galt, hvis ikke en større politistyrke var blevet udkommanderet til Hjardemål.
Aktivisterne havde tilbragt en del af sommeren i Thylejren, som egnens beboere i forvejen havde et noget anstrengt forhold til, og lejrens ledelse tog hurtigt afstand fra aktionen, der endte med et retsligt efterspil og 25 dagbøder af 20 kroner.
De fleste – også på venstrefløjen – var kritiske over for begivenheden. Mange var vrede over, at en kirke blev besat på denne måde, og en forbløffet præst i nabosognet, pastor Georg Langekjær, var ”tillige overordentlig forbavset over den udviste kirkelige interesse. Bare den ville gøre sig gældende om søndagen”.
Hjardemål-aktionen er emnet for en udstilling på Museum Jorn i Silkeborg.
Det er ikke en stor og spektakulær udstilling. Eksempler på plakater udarbejdet i forbindelse med aktionen har ingen påfaldende eller udtalt kunstnerisk kvalitet. Som det må være tilfældet med fortællinger om begivenheder af denne art, udgøres en væsentlig del af materialet af forskellige former for dokumentation som manifester og korrespondance – og så er der filmen, som vi vender tilbage til.
Men hvorfor beskæftiger et kunstmuseum sig overhovedet med Hjardemål-besættelsen? Fordi politiske aktioner – ”happenings” – sagtens kan være kunstværker, og ikke udelukkende, fordi kredsen af aktivister, der var en del af et avantgardistisk kunstnerisk miljø i København, selv opfattede aktionen som en kunstnerisk handling. Også kunstinstitutionen har anerkendt begivenheden som et kunstværk. Spørgsmålet er, om det er et godt kunstværk?
Aktionsformen lå i tiden. Et halvt års tid tidligere havde Bjørn Nørgaard med flere gennemført ”Hesteofringen” på en sneklædt mark i Kirke Hyllinge, hvor en udlært slagter gjorde en ende på Røde Fanes (tidligere kendt som Tulle) lidelser efter et langt og slidsomt liv i dansk landbrugs tjeneste – haserne var nedslidte – og året forinden var en nøgen Lene Adler Petersen gået gennem Børsen med et hævet kors i aktionen ”Den kvindelige Kristus”.
Bjørn Nørgaard deltog ikke i besættelsen af Hjardemål Kirke. Han var lodret imod aktionen, hvilket kan siges at ligge fint i tråd med den optagethed af den kristne tilværelsestolkning, der ligger i en meget stor del af hans værker. Men han var dog en så god kammerat, at han påtog sig at køre til København med en pressemeddelelse til Ritzaus Bureau.
I dag er det navnlig den cirka 60 minutter lange film om aktionen, der står som værket; fortællingen om besættelsen af Hjardemål Kirke.
Det er ikke en æstetisk særligt god film, præget som den er af en tilstræbt amatørisme og en slags collageprincip, der kun i sekvenser for alvor fanger interessen.
Men den urolige kameraføring afspejler en vifte af følelser som spænding, naivitet, ungdommelighed, angst og overmod. Ordensmagten lånte en helikopter af forsvaret, antagelig for at have overblik over de mange mennesker – forsamlet omkring kirken – og i filmen er den genstand for en tilbagevendende interesse fra aktivisternes side, som: Har de virkelig sendt de grønne baretter fra ’Nam for at nedkæmpe os? Wow!
Hjardemål-aktionen var et mislykket kunstværk, fordi alt for meget skulle puttes i det. Hele fortællingen om det repressive danske samfund, rydninger af besatte huse, sammensværgelse mellem kirke og statsmagt for ikke at glemme krigen i Vietnam. Og fordi aktionen automatisk ville udløse konfrontation og ikke dialog, når en flok langhårede københavnere invaderede en kirke, mennesker i lokalsamfundet havde et forhold til. Det var deres kirke. Udstillingen rummer også små tv-klip. Det er fra før dialekternes erodering, og det er pudsigt og sørgeligt i dag at erkende, at man faktisk har vanskeligt ved at forstå, hvad thyboerne siger.
Men udstillingen er vedkommende, fordi den er en fortælling om en af de mange konfrontationer, der plager selv et udstrækningsmæssigt lille land som vores. I nyere tid eksempelvis fordomme mellem jyder og københavnere. Mellem dem, der egentlig synes, at landbruget skulle afskaffes, fordi det lugter, at det ville være pænere med ”vild” natur, og at det er synd for dyrene – og så landmænd, der gerne vil dyrke jorden, så også bymusene kan finde føde i supermarkedernes kølediske. Mellem tilstræbt kosmopolitiske individer og bevidst nationalromantiske og lokalt fællesskabsorienterede kredse. Mellem kritikere af indvandringen og venligboere, kødspisere og veganere og det med klimaet. Og så videre og så videre. Alle de konflikter, der afløser hinanden og pumper benzin i debatdanmarks motor.
Hvor man undertiden kan mærke hensigten og bliver forstemt over, at fordommene over for næsten og den måde, budskaberne udtrykkes på, måske egentlig er et fravalg af samtale, fordi det blot er vigtigere eller nemmere selv at fremstå som indehaver af de rigtige holdninger.
