Morgenerne er de bedste. Madrid er ikke vågnet endnu, der er lang tid til frokost, og Mario Vargas Llosa er lysvågen. Det er tilmed mandag, så det er romandag. I går var det artikeldag.
”Jeg skriver hver dag. Altid om morgenen. Jeg går tidligt i gang og holder først frokostpause klokken 15. Vi spiser sent i Madrid. Klokken 16 sidder jeg igen ved skrivebordet. Hvis det er søndag, skriver jeg artikler til aviserne. Alle andre dage er helliget min aktuelle roman.”
Det er også morgen her i Aarhus. Udstyret med en hjertelig latter og et klart blik er 83-årige Llosa klar til at indtage festivalen LiteratureXchange som hovednavn. Han er en verdensborger af den gamle skole: belæst, beleven og berømt i hele verden som nobelpristager og frontmand i det sydamerikanske litterære mirakel.
Takket være navne som nu afdøde Gabriel Garcia Marquez (Colombia), Carlos Fuentes (Mexico), Jorge Luis Borges (Argentina) og altså Llosa (Peru) selv, talte alle om ”magisk realisme” og en type litteratur, der beskrev politisk undertrykkelse og menneskelig sanselighed på en måde, verden ikke havde set før. Det var i 1980’erne. Nogle årtier senere er madrileneren Llosa en gang om året tilbage i Peru, hvor han stillede op til præsidentvalget i 1990 for centrum-højrepartiet Frente Democrático, men føler sig ellers hjemme i hele verden:
”Det var først, da jeg flyttede til Paris i 1970’erne, at jeg opdagede, at jeg var en latinamerikansk forfatter. Da jeg boede i Peru i 1950’erne og 1960’erne, anede jeg ikke noget om, hvad der foregik i Equador, Chile, Argentina. Vi læste franske og engelske forfattere, men ikke hinanden. Det var først i Frankrig, at jeg mødte mine kolleger hjemmefra og opdagede, at vi havde et fællestræk i måden, vi beskrev den menneskelige natur på. Vi var åbenbart på samme tid begyndt at skrive ambitiøse bøger, der omfavnede ikke kun det lokale liv i Latinamerika, men som havde bud til en langt større verden. Vi så den store verden i den lokale, ja, Latinamerika kunne være en totalitet.”
Llosa vil altid have Paris, men heller ikke her blev han hængende. Siden blev det London, så Barcelona, og nu altså Madrid, og er hjemmehørende alle steder, hvor han kan skrive og læse i fred. Hans over 50 titler, hvoraf mange er romaner, udvikler sig altid på samme måde, fortæller han:
”Jeg møder en person, læser noget, opfanger en stemning, som er stimulerende for at skabe historier. Men jeg ved ikke, hvorfor bestemte erfaringer er kraftfulde, og så mange andre slet ikke er det. Det kan jeg ikke forklare. Efter idéen eller indtrykket er kommet til mig, tager jeg noter, overvejer, laver en plan for forløbet – inden jeg begynder at skrive. Og når jeg så er i gang, kan jeg sagtens kaste mine planer fra mig, men de er altid afgørende for mig for at komme i gang.”
Sådan er hans aktuelle dobbeltroman på dansk, ”Vejen til Paradis”, også blevet skrevet. Den handler om den verdensberømte kunstmaler Paul Gauguin og hans noget mindre verdensberømte, ja, snarere uretfærdigt ukendte mormor, Flora Tristan. De tos livshistorier som henholdsvis kunstner og socialistisk kvindesagsforkæmper kører parallelt i romanen, som blev anmeldt til fem stjerner her i avisen i sidste uge.
Bi- og hovedpersoner kan sagtens skifte pladser i skriveprocessen, siger Llosa, selvom han altså har et skema for romanslagets gang, inden han begynder:
”Jeg bliver ofte overrasket, når jeg skriver. En biperson kan overtage handlingen og blive ’helten’, ligesom en person, som jeg troede ville være afgørende, lidt efter lidt kan blive sekundær. Processen er på samme tid meget kompliceret og enkel.”
”Jeg researcher altid meget, ikke som en historiker, men jeg gør det for at få baggrund og miljø ind under huden. Jeg har denne realistiske manér – jeg vil være præcis i beskrivelser af natur og miljøer, om man nu er i byer eller på landet eller i junglen. Farver og detaljer skal være realistiske. Men derudover opfinder jeg meget,” siger Llosa.
Dér, hvor han ikke opfinder noget, er om søndagen. Dagen, hvor der skrives artikler og ikke fiktionsprosa. Llosa følger den politiske udvikling nøje og bidrager til debatten som både aviskommentator og forfatter til essaysamlinger, hvoraf ”Notes on the Death of Culture” (2015) er en af de kendteste.
Tidligere i år trak han sig som præsident emeritus i International PEN efter en kraftig kritik i den spanske avis El Pais af den velrenommerede forfatterorganisation. Dens catalanske afdeling kræver, at den spanske regering løslader to catalanske uafhængighedsaktivister, som siden 2017 har siddet varetægtsfængslet.
”Det er en skam, at en organisation som International PEN, der udmærker sig i sin forsvarskamp for menneskerettigheder og ytringsfrihed, tilslutter sig de løgne udbredt af catalansk PEN, en militant gruppe i den catalanske uafhængighedsbevægelse,” skrev Llosa blandt andet.
Han er arg modstander af enhver form for nationalisme og uddyber:
”Vi ser desværre en renæssance for populismen og nationalismen. Disse fænomener er sygdomme i det demokratiske system, men er praktisk taget alle vegne nu. Det er meget bekymrende for eksempelvis den demokratiske proces i tredjeverdenslande, hvor korruptionen er udbredt. Kommunismen er forsvundet, og demokratiet har sejret, men desværre nu i en populistisk variant.”
”Vi troede, at USA var immun over for populisme og nationalisme, og det troede jeg også om England. Jeg har boet der længe, og et fænomen som Brexit var komplet utænkeligt før i tiden. Jeg var meget overrasket, da Trump blev valgt, men vi burde have vidst det. Der er intet land, hvori demokratiet er givet. Alle institutioner er skrøbelige, og alle demokratier kan blive ustabile ved populismens fremkomst. Problemet er, at vi kan ødelægge den fortsatte styrkelse af Europa, det mest ambitiøse og positive projekt i verden. Det er meget vigtigt, at den vestlige verden er til stede i fremtiden. Verden kan ikke undvære os, for vi må aldrig glemme, at det et privilegium for os at leve med frihed og lighed. De fleste lande i verden har aldrig oplevet så stor frihed, så ekspansionen af europæiske idéer må fortsætte.”
Llosa var tidligere kommunist – men kun medlem af partiet i ét år, som han siger med en høj latter, og dét, der fik ham på bedre tanker, var virkeligheden. Han så på nært hold, hvordan Castros revolution ikke førte til det planlagte paradis i Cuba, og så besøgte han det daværende Sovjetunionen i 1966. Én uge var nok, så tog han hjem, erindrer han:
”Jeg havde læst Jean-Paul Sartre intenst og troede på ham, når han sagde, at Sovjetunionen, når alt kommer til alt, repræsenterer fremtiden. Jeg opdagede, at han tog fuldkommen fejl, og jeg begyndte at læse Albert Camus i stedet for. Han har nemlig ret i, at når man eliminerer moral i politik, så tager volden over. Siden har jeg set mig selv som liberal.”
På ét område savner han imidlertid Sartre og hans tid. Dengang læste man bøger og debatterede idéer, erindrer Llosa med et strejf af nostalgi i de klare øjne. Bøger betød noget, ord betød noget, bogstaver var liv og død. I dag er det anderledes, og derfor mener den peruvianske Nobelpristager, at man ikke kan forstå populismens genkomst uden at inddrage en større kulturel strømning:
”Vi ser i øjeblikket noget nyt udspille sig for vore øjne. Der er ensartede kulturelle forandringer i mange lande på samme tid. Kulturlivet har fået langt større plads end tidligere og når ud til mange flere end før, hvor kulturen var forbeholdt en elite. Men den kultur, der nu er populær, er frivol, banal og overfladisk. Billeder har antaget en altomfattende betydning og har reduceret betydningen af idéer. Den nye kultur er nok mere demokratisk, for den når ud til flere mennesker, men er også langt mere flygtig. Idéer hænger snævert sammen med bøger, mens billeder hænger sammen med skærmen, og det er vor tids problem. Når borgere stopper med at læse, trues demokratiet. Hvis et demokrati skal være ægte, og borgerne skal deltage i det, er idéer og bøger essentielle. Billeder, derimod, skaber en overfladisk kultur, som meget nemt kan manipuleres af ondsindede kræfter.
Pessimist er Llosa dog ikke, og igen støtter han sig til sine ligesindede i litteraturen, når han skal forklare hvorfor:
”Vi har ikke ret til at være pessimistiske. Jeg er stor beundrer af Karl Popper, en stor frihedstænker, og sidste gang han kom til Spanien, få måneder før han døde (i 1994, red.), blev han spurgt om det samme. Og han sagde – og jeg er enig – at mange ting er dårlige i denne verden. Men hvis man bliver pessimist af dette, må man huske, at aldrig i menneskehedens lange historie har vi haft det bedre end nu. Vi har besejret sult, sygdomme, og vi har alle de nødvendige instrumenter til at skabe en fantastisk verden. Det må man huske, hvis man undertiden mærker, at man er ved at blive pessimistisk.”