Katten flader ud og spinder højlydt på sit tæppe. Efter flere års springtur er den vendt tilbage og nyder nu helt åbenlyst sit katteliv i trygge omgivelser.
Den har ikke været særlig meddelsom om de år, den har været væk, men måske har livet lært den et og andet. Og da katte som bekendt har ni liv, er der muligheder.
Dens ejerinde, derimod, må nøjes med ét, men som kattens ni liv oplever hun sit i faser, og nu er hun som 75-årig nået til den fase, de fleste i dag benævner den tredje alder, men som for forfatteren og foredragsholderen Runa J. Kähler slet og ret er alderdommen. Den fase i tilværelsen, hvor en del af livsregnskabet kan gøres op med en – i hendes tilfælde – mild konstatering af, at mennesker bliver bedre med årene.
– Det, synes jeg, er noget af det, livet virkelig har lært mig, at vi med årene bliver mildere, klogere og kærligere. I min omgangskreds har jeg mange eksempler på det, og det oplevede jeg også med min mand. Formentlig fordi man lettere affinder sig med livet, som det er, og at det ikke kan være anderledes.
Og som gammel lærer man langsomhedens velsignelse. At ting tager længere tid, men også giver anledning til at tænke dybere.
– Men der er selvfølgelig også en bagside: Hvis helbredet bliver dårligt, og at så mange af de mennesker, som har betydet noget for én gennem livet, nu er døde.
Runa Kähler holder sig i fysisk form gennem styrketræning og stavgang.
En gang om året tager hun på stilleretræte i Løgumkloster for at finde en åndelig fordybelse, som er med til at præge hendes dagligdag. Den er ellers fortsat arbejdsom. Hver formiddag sætter hun sig til computeren, og foruden forfatterskabet er der de mange foredrag, hun holder – blandt andet om retten til kærlighed, også når man bliver gammel, og om Kähler-keramikfamilien, hun giftede sig ind i.
Så alderdom er i dette tilfælde ikke ensbetydende med stilstand og tommerfingertrillen endsige afventen på afslutning og død.
Alligevel har hun beskæftiget sig i detaljer med sin egen død, og hendes navn er sat på hendes og Hermans gravsten. Han var 30 år ældre og døde for 14 år siden, og for at sikre sig, at skriften blev ens – da stenhuggeren stod for at holde op – valgte hun også at få sat sit navn på allerede dengang.
Blot sådan en praktisk foranstaltning, siger Runa Kähler, der – efter at have læst i Kristeligt Dagblad, at der manglede kroppe til dissektion – har besluttet at testamentere sit afsjælede legeme til Anatomisk Institut.
Så først derefter vil hendes urne blive sat ved siden af Hermans – når den tid kommer.
I denne foretagsomhed omkring sin egen død, som også indebærer testamenteskrivning, ligger der hverken længsel efter eller nogen fascination af døden. Derimod en nøgtern indstilling til livet og dets på et tidspunkt så uafvendelige punktum.
– Det har givet mange gode samtaler med mine veninder om døden. Jeg synes egentlig, alle mennesker har pligt til at tage stilling til, hvad der skal ske, når de dør, ikke mindst da, når man som vi ikke fik nogen børn. Det er i hvert fald en god ting. Nu er det til side. Det er rart ikke at skulle bekymre sig for det mere.
Hun voksede op på det milde Fyn, i en tryg og god barndom med en musisk mor og en udadvendt og afholdt landinspektør som far, med humor og sans for livets lyse sider.
– Han kunne ikke have været andet end fynbo, bemærker datteren, hvis senere forfatterskab i høj grad også er båret af en evne til at fange det underfundige.
Forældreparrets største bekymring var, ifølge Runa – eller Rune, som er hendes døbenavn – åbenbart mest, at det trak ud med at få hende gift. Såvel hendes yngste som ældste søster blev afsat før hende, og Runa blev 33 år og cand.mag. i fransk og religionshistorie, inden denne forældrebekymring lettede.
For da sejlede Herman ind i hendes tilværelse og hjerte. Keramiker Herman J. Kähler, fjerde generation af Kähler-dynastiet, som siden 1839 havde produceret keramik i Næstved og var kendt for sit tætte samarbejde med en række af tidens store kunstnere.
Det var deres fælles interesse for kunsten, der bragte dem sammen, og som i sommeren 1967 fik Herman til at sætte sin frierkurs mod Thurø. Bogstavelig talt. Direktøren for Kählers Keramiske Værksted var sejlsportsmand og ejer af en velpoleret mahognibåd, og Runa havde netop bosat sig på Thurø efter studieårene med de mange rejser til Paris.
Året efter, i 1968, blev de gift. Han var 63, hun lidt over det halve, og hvad mente forældrene så om denne enorme aldersforskel?
– Ikke noget. De var begejstrede for Herman, for han var jo på mange måder deres samtidige. Med ham kunne de snakke om alt det, de selv havde oplevet.
Forfatteren Runa J. Kähler har udgivet 21 titler, og nummer 22 – en essaysamling – er på vej. Hendes mest kendte bøger handler om Herman, "Gammel kærlighed" og "Han hed Herman".
– Han blev min skæbne, og jeg hans skæbne, siger hun, og det blev et liv med op- og nedture. En årelang familiefejde resulterede i 1969 i, at Herman Kähler blev fyret efter 30 år som direktør for virksomheden.
– Det var en fejde, der gik generationer tilbage, et rigtigt Kain og Abel-drama, med masser af misundelse, fordi Herman fik meget omtale i begyndelsen af 60'erne. Det var der andre, der ikke kunne tåle, og Herman var konfliktsky, og ville helst bare passe sit laboratorium og sin ovn og troede, at det var nok, selvom han længe blev truet med fyring. Han kunne simpelthen ikke forestille sig, at det kunne komme så vidt.
Efter fyringen bosatte parret sig på et husmandssted ved Præstø, hvor Herman Kähler etablerede et nyt værksted.
– Vi måtte begynde forfra og lavede det hele selv, men det var også spændende. Jeg solgte keramik på torvet, og vi havde flere rejser til Østen sammen, blandt andet til Filippinerne, hvor Herman arbejdede en måned på et keramikværksted.
Herman blev manden i hendes liv. Hendes livs kærlighed, som det også var svært at se ældes, da den store aldersforskel satte sig igennem, og ægtefællen blev syg og måtte på plejehjem.
– Men han bar det meget fornemt, skænkede vand til de gamle damer og trak stolene ud for dem. En rigtig gammel kavaler, siger hun og smiler.
I barndomshjemmet på Fyn gik man i kirke en gang imellem, sådan som det var almindeligt på den tid i det bedre borgerskab. Sit egentlige kirkelige engagement fik Runa Kähler først, da hun på Odense Katedralskole kom med i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse (DKG).
– Det kom til at præge mig meget og har gjort det hele livet. Det var et kulturåbent fællesskab, hvor vi traf mange af tidens unge digtere, og hvor jeg samtidig også lærte at gå i kirke.
Kirkegang har siden udgjort et fast element i hendes liv.
– Efter at jeg er blevet enke, er det blevet meget mere. Der kommer mange enker i kirken om søndagen, og jeg nyder det! I gudstjenesten bliver man rettet til, holdt til, der hvor man gerne vil holdes til, af evangeliet – og så er der fællesskabet.
Det sidste ikke det mindste. Onsdag formiddag deltager hun i den ugentlige kirkecafé.
– Og det vil jeg ikke undvære. Her har vi et utroligt godt fællesskab. Vi er så gode ved hinanden, understreger hun, og tilføjer et godt råd om at begynde at gå i kirke, hvis man flytter til et nyt sted i landet og mangler en omgangskreds. Det fandt hun netop selv i fællesskabet i Sankt Nicolai Sogn, da hun for nogle år siden flyttede fra sin landsby og ind i centrum af Kolding.
Den fortsat meget aktive Runa Kähler ville som barn være "bogskriverske", når hun blev voksen.
– Jeg var begavet med en frodig fantasi, og i modsætning til andre voksne forsøgte mine forældre ikke at stoppe mig, når jeg fantaserede om, at der boede mennesker i transformatortårnene og så videre. De forstod at værdsætte det værdifulde i et barns fantasier.
Som 10-årig debuterede hun i en kronikkonkurrence, udskrevet af "Onkel Niels" på det daværende Fyns Tidende.
– Den handlede om min bedste sommerferieoplevelse, om hvordan man var nødt til at trække med sin cykel op ad Jordløse Bakker ved Haarby og så til gengæld kunne køre på frihjul ned.
14 år senere fik hun nogle prosadigte med i det prestigefyldte kulturtidsskrift "Hvedekorn", men ellers skulle der gå mange år før hendes første bog. Den lod vente på sig til 1977.
I sit forfatterskab eksperimenterer hun med form og indhold, og i hendes kærlighedsromaner lader hun de elskende få hinanden til sidst. Det har været mønsteret for de seneste af dem.
– I det virkelige liv går det jo desværre ikke altid sådan, men jeg vil mine personer det bedste. Måske er det min lille private protest mod alt det ulykkelige og onde, der ellers sker i verden.
– Vi må ikke glemme, at kærligheden findes, og at vi mennesker også kan være gode ved hinanden. Det er i hvert fald, hvad jeg selv har oplevet.