Hver uge fyldte Leonardo da Vinci sine notesbøger med spørgsmål og påmindelser til sig selv: Hvorfor er himlen blå? Hvorfor gaber mennesker? Beskriv en spættes tunge. Få en ekspert i hydraulik til at forklare, hvordan en lås fungerer. Iagttag en gås’ fødder. Gå ned til voldgraven ved slottet og betragt guldsmede for at se, om deres vinger bevæger sig synkront eller hver for sig.
Det var netop denne umættelige nysgerrighed, der gjorde Leonardo da Vinci til et af verdenshistoriens største genier. Det siger den amerikanske forfatter og historiker Walter Isaacson, hvis storbiografi om den ikoniske italienske kunstner, videnskabsmand og opfinder, ”Leonardo da Vinci”, for nylig udkom på dansk.
”Leonardo da Vinci hungrede efter at vide alt om verden og skabelsen, og hvordan vi mennesker passer ind i den. Han var fra naturens side højt begavet, men hans geni udsprang mest af alt af hans nysgerrighed og hans forestillingsevne. Han havde et forbavsende lille ego og indsamlede viden for sin egen personlige fornøjelses skyld snarere end med det formål at blive berømt og feteret,” siger han.
Den 66-årige Walter Isaacson, der er tidligere direktør for tv-stationen CNN og redaktør for ugemagasinet Time, har specialiseret sig i biografier af genier og renæssancemænd, og han er forfatter til værker om blandt andre Apple-stifteren Steve Jobs, politikeren og opfinderen Benjamin Franklin og videnskabsmanden Albert Einstein. Modsat mange andre store genier var Leonardo da Vinci en mand, som almindelige mennesker kan vove at lade sig inspirere af, understreger han.
”Hvis vi ser på eksempelvis Albert Einstein, så fungerede hans hjerne på et overnaturligt plan, som en almindelig dødelig umuligt kan stræbe efter. Leonardo da Vinci var mere menneskelig, og hans geni var tillært. Han begik aritmetiske fejltagelser, havde svært ved at gøre ting færdige og var ikke særlig god til teoretiske koncepter. Han var til gengæld fabelagtig til at eksperimentere og til at forstå naturen ved at genkende mønstre på tværs af forskellige discipliner. Eksempelvis så han det samme mønster i hvirvlende vand, hjerteklappernes bevægelser og Jordanflodens brusen ved Jesu fødder. Hvis vi træner os selv til at være nysgerrige og standse op og observere de ting, vi ser omkring os, kan vi også lære at se mønstre og få nye åbenbaringer og blive mere kreative,” siger han.
Leonardo da Vincis tendens til at lade sig distrahere og efterlade sig ufærdiggjorte projekter og eksperimenter skal ikke betragtes negativt, tilføjer den amerikanske forfatter:
”Nogle kritikere mener, at hvis han ikke havde brugt så meget tid på at studere anatomi eller bygge en flyvemaskine eller dissekere det menneskelige øje, så ville han have malet flere mesterværker. Men han havde ikke skabt ’Mona Lisa’ og ’Den sidste nadver’, hvis ikke han havde været interesseret i de mønstre, som han observerede på tværs af kunst og videnskab, og hvis han ikke havde været besat af at kortlægge hver en nerve og muskel, der bevæger menneskets læber. Uden alt dette ville han blot have været en mesterlig kunstmaler og ikke et skelsættende geni.”
Leonardo da Vincis baggrund som den uægte søn af en fattig bondepige fra landsbyen Vinci og en gift notar fra Firenze spillede en rolle i hans udvikling som fritænker, siger Walter Isaacson.
”Det var en fordel for ham, at han var født uden for ægteskabet, så han slap for at få en formel uddannelse og at blive notar som sin far og bedstefar. Det satte ham fri til at blive selvlært, og han undgik at få sit hoved fyldt med middelalderlige lærdomme. Han blev det, som han selv betegnede som ’erfaringens og eksperimentets discipel’. Samtidig kom det ham til fordel, at han blev født samme år – 1452 – som Gutenberg begyndte at sælge masseproducerede bøger,” siger han.
Walter Isaacson bygger sin biografi på de notesbøger, som Leonardo da Vinci efterlod ved sin død i 1519. De godt 7200 notesbogsider er fyldt med kort, anatomiske skitser, modeller til nye maskiner og våben, portrætter, geometriske mønstre, videnskabelige observationer og arkitektplaner. Leonardo da Vinci inkarnerer idealet om renæssancemennesket, siger Isaacson.
”Han beskæftigede sig med billedkunst, arkitektur, anatomi, astronomi, geologi, teater, våbendesign, teknologi, botanik, matematik, ingeniørkunst og meget mere. Han var også et menneske, der på mange måder føles som en mand af vor tid: Han var homoseksuel, venstrehåndet, vegetar og kendt i Firenze for sin forkærlighed for korte lyserøde og lilla kjortler. Han var også venlig, udadvendt og meget populær. Firenze i 1400-tallet var forbløffende tolerant og mangfoldig, og på den måde var han født på rette tid og rette sted,” siger han.
Leonardo da Vinci var også ”lidt af en kætter”, tilføjer Isaacson.
”Han elskede religiøse malerier og kunst, men han tørstede også efter at lære om naturvidenskab. Så han studerede eksempelvis fossiler og konkluderede, at de modbeviste den bibelske fortælling om syndfloden. Selvom han ikke var religiøs, havde han en ærbødighed over for den skønhed i den kristne lære, som han beskrev i sine malerier, og han var åndelig på sin egen måde,” siger han.
Et af Leonardo da Vincis best berømte værker, ”Den vitruvianske mand”, skildrer, hvordan mennesket var skabt i Guds billede som en del af et kosmos eller et større hele, siger Walter Isaacson.
”Den mand, som står i midten af tegningen, er et selvportræt af kunstneren, der forsøger at finde ud af, hvordan han passer ind i universet. Han står der nøgen og blottet over for kosmos. Det er et værk af ekstraordinær skønhed og åndelighed,” siger han.