I sit hovedværk fra 1960, ”Masse og magt”, som han puslede med i 30 år, angreb forfatteren og nobelpristageren Elias Canetti forholdet mellem individ og masse fra alle mulige og umulige vinkler. Blandt andet undersøgte han noget, han kaldte ”nationale massesymboler”, ud fra den forestilling, at de europæiske nationer særligt adskiller sig fra hinanden ved de samlende symboler, deres medlemmer ubevidst føler sig mest hjemme i. Eller snarere følte sig hjemme i i første halvdel af det 20. århundrede, for nationale massesymboler forandrer sig over tid – heldigvis, som han skrev.
For englænderne, som dengang ifølge Canetti besad den mest stabile nationalfølelse af alle, var det definerende samhørighedssymbol havet, fundament for Englands globale magtstilling, det hav hvis bølger englænderen ifølge egen nationalsang ikke bare besejlede, men beherskede. Englænderen var om noget individualistisk, så han så sig som skibets kaptajn, ikke blot menigt medlem af besætningen. Omvendt var hans forestilling om det ideelle hjemmeliv det modsatte af havets evige omskiftelser og præget af vaner og regelmæssighed i lænestolen foran pejsen.
For tyskerne var massesymbolet ikke overraskende hæren, men set som en ”marcherende skov”. Ikke en urskov i al dens uigennemtrængelighed, men den mørke, ”uniformerede” granskov med ens træer på lige rækker.
”Det rigide og parallelle ved de opretstående træer, deres tæthed og antal, fylder tyskerens hjerte med dyb og hemmelighedsfuld glæde.”
Sådan er det givetvis ikke længere, intet folkeslag har vel været ude for en så omfattende omkalfatring i den nationale selvforståelse som de siden 1945 afmilitariserede tyskere.
Videre hos Canetti er hollændernes massesymbol diget, hvormed de sikrer deres land for havet, schweizernes bjerget (den armerede bankboks, tænker man), spaniernes matadoren, jødernes udvandringen fra Egypten og franskmændenes Den Franske Revolution – hvad ellers.
Efter at jeg for 25 år siden stødte på Canettis symboler under arbejdet med bogen ”Ofrets århundrede”, har jeg fra tid til anden grundet over, hvad et tilsvarende dansk massesymbol, historisk og aktuelt, kunne være. Flaget? For patetisk. Grisen? Må vi være her! Ikke engang i skikkelse af stegt flæsk og persillesovs.
Nu tænker jeg, at det kunne være landsbyen, vort mytiske udgangspunkt og ur-hjemsted, hvorfra ”vores verden går”. Nærmere bestemt landsbyen som en drøm om lighed. Lighed er stort i en dansk sammenhæng. Frihed har aldrig haft den samme appel som lighed, den tryghed, der synes at ligge gemt i det fælles. Man ser det for tiden i forhold til coronabekæmpelsen – den vaccinerede landsby midt i en turbulent verden!
Århundredernes landsbyer så langt tilbage, som øjet rækker. Bosættelserne. Landsbyfællesskabet, hvor det blev afgørende, at alle gårde havde lige andel i den gode og dårlige jord, hvorfor jorden inddeltes i hundreder af lange, smalle agre, så alle gårde havde andel i alle slags jord. Det var langt fra økonomisk rationelt og gav årligt anledning til armlægninger i landsbytinget over, hvornår der skulle høstes, for når kornet var modent i den ene ende af en ås, var det stadig grønt i den anden. Men det var rationelt ud fra en lighedsbetragtning, og det afgjorde sagen.
Jorden ejedes ganske vist af nogle længere oppe i samfundet, kaldet herremænd, men der herskede lighed i landsbyen. Det var en subaltern, altså underordnet almuelighed, som ytrede sig som social kontrol. Hvordan verden så artede sig hinsides landsbyskellet, var en anden sag.
Senere kom landboreformerne. Initiativet til dem groede ikke frem i landsbyerne, men kom fra oven, fra godsejerne, som ønskede større udbytte af ejendommen. Landsbyer blev revet over af gårdudflytninger, men lighedsforestillingerne levede videre i højskole- og andelsbevægelser. Endnu senere drog folk modvilligt, men dog gerne mod byerne, og gjorde, hvad de kunne for at få landsbyen med sig på forskellig vis, herunder fagforeninger.
Forskelsløshedens princip
I et moderne, demokratisk, individualiseret samfund som dagens er lighedsargumentet stadig stærkt, omend anderledes. Politisk og ”værdimæssigt” står landsbyens hobbit-liv stadig stærkt i den kollektive bevidsthed. Det politiske parti, der i vores demokratiske sammenhæng er bedst til at formulere en lighedsstrategi, vinder slaget. Før Første Verdenskrig var det andelsbevægelsens Venstre, derefter blev det fagbevægelsens Socialdemokrati, som formulerede velfærdsstaten som lighedens apoteose.
Argumentatorisk er dagens politik stadig forankret i en forestilling om lighed i meget højere grad end frihed, men det demokratiske samfund er et andet end det historiske. Vi danskere er stadig meget optaget af lighed. Men kun tilsyneladende.
For det er i praksis ikke så enkelt med lighed. ”Lighed for loven” kan alle enes om. De fleste er også enige om ”lige muligheder” – i princippet. Men er der skabt ”lige muligheder”, opstår det problem, at ikke alle uden videre er i stand til at udnytte dem. Det leder nogle til at mene, at man oven i ”lige muligheder” politisk må skabe lighed, også hvad angår det, som kan sætte alle i stand til faktisk at udnytte dem.
Med et sådant princip om at skabe ”lige udkomme” holder lighed op med at være en moralsk værdi og dermed en sammenhængskraft og bliver til et magtpolitisk instrument.
Ad den vej er der eksempelvis på uddannelsesområdet opstået den umulige situation, at mange kommer i gymnasiet og senere på universitetet, selvom de ikke er skabt til det, ligesom det har ført til idéer om kvotering på en række andre områder – det sociale, det kønslige og etniske. Kvotering betyder principielt, at man går udenom de bedst egnede.
Derved åbenbarer lighed sig som en utopi, som aldrig vil gå op. Vi er forskellige, allerede fra naturens hånd. Nogle er født med et godt hoved, andre ikke. Nogle med gode hænder, andre ikke. Nogle er smukke og tiltrækkende, andre ikke, man kan leve fedt af at ”se godt ud”.
Hvordan udligner man disse forskelle? Det kan man ikke. Ifølge lighedsideologien er alle lige meget værd. Sådan er det bare ikke i den virkelige verden, hvor der på givne områder altid vil være nogle, der er ”bedre” end andre.
Men forskelsløshedens princip tromler af sted, især til venstre for den politiske midte. Der findes ikke den minoritet, der ikke har en ligestillingssag ud fra princippet om, at alle har ret til alt, og alle er lige gode. Tænkt sådan fører lighedsargumentet til nivellering og afskaffelse af alt, hvad der bare kan minde om hierarki. Dermed er systemet ude af stand til at sætte de bedste til det, de er bedst til.
Vi vil være særlige
Det viser sig imidlertid, at alt ikke stopper med det demokratiske velfærdssamfunds løfte om ”lige anerkendelse” til alle, som blandt andre filosoffen G.W.F. Hegel ellers forestillede sig. Han så det som ”historiens afslutning”. Men når der hersker lighed, er lighed ikke længere nok. Så vil ”jeg” skille mig ud og have ”særlig anerkendelse” for at være mig. Det er lige så menneskeligt, som hierarki er menneskeligt.
I rettighedsvelfærdsstaten – den kurante udgave af den danske landsby – er grundprincipperne, at ”alle er lige gode” og ”alle har ret til alt”. Det politiske ræsonnement bag var i sin tid, at hvis man gav den enkelte ”alt”, ville denne mene, at alle andre også skulle have ”alt”. Der ville opstå social empati eller solidaritet eller loyalitet, eller hvad man vil kalde det.
Det holdt imidlertid ikke i praksis – som følge af trangen til særlig anerkendelse, der dukkede op. Får vi ”alt”, hvad vi har brug for af velfærdsstaten, vil vi have mere. Vi vil ikke være lige med alle andre, vi vil være særlige.
Dermed bliver det lighedsbaserede samfund uventet et præstationssamfund, hvor den indbyrdes konkurrence mellem medlemmerne kan blive meget hård, og hvor eksempelvis udskilningen af karrieremæssigt svagere, der tidligere skete i underskolen, nu først kommer i voksenlivet.
Hvis ”lige muligheder” realiseres, bliver det – uanset alle forestillinger om social arv – sværere at tilskrive det sociale årsager, at man sakker bagud. Men eftersom det er en helt uacceptabel erkendelse, iværksættes ”offerets strategi”: Det er ikke den enkeltes skyld, det er samfundets.
Hvis systemet da ikke vælger at klare problemet ved at svække kravene i uddannelsessystemet i retning af den laveste fællesnævner, for eksempel ved uden anden påviselig grund at ændre karaktersystemet, så alle består. Derved bliver alle dummere.
Så hvor lighed ellers handler om at få alle op på niveau med de bedste, aldrig det modsatte, driver alle med brugen af laveste fællesnævner som politisk sigtepunkt mod den lavere ende af spektret.
Dermed er vi kommet langt væk fra landsbyens forestillingen om lighed. Her skulle man yde, før man blev accepteret som medlem af fællesskabet. Der var ikke automatisk lige anerkendelse til alle, man skulle i dén grad gøre sig fortjent til den. I vores demokratiske samfund er den lige anerkendelse automatisk, man skal ikke nødvendigvis yde andet end at være til.
Det var grunden til, at det demokratiske samfund af tænkere som Hegel blev set som ”historiens afslutning”: Der var ikke mere at komme efter. Men nu viser det sig, at det først er der, anerkendelseskampen for alvor begynder, i form af den hierarkiske kamp for ”særlig anerkendelse”, som den grasserende krænkelseskultur og identitetspolitik er et aktuelt udtryk for.
Dén er importeret fra Amerika, ikke groet frem i vores egen landsby, men nu, hvor den er her, er den kommet for at blive. Og den rammer lige ind i den danske lighedsneurose.
Henrik Jensen er historiker og forfatter og skriver essays og anmeldelser i Kristeligt Dagblad.