Prøv avisen

Vi drives af både hjerte og hjerne

Torben Guldberg mener, at alle mennesker har brug for en balance i livet mellem tro og viden, for videnskaben alene tegner et 'smukt, men goldt verdensbillede'. Foto: Søren Staal.

Det videnskabelige verdensbillede kommer til kort, når man står over for døden og kærligheden, mener forfatter Torben Guldberg, der har skrevet to roste romaner om 1000 års europæisk kulturhistorie

Hvad ville der ske, hvis man ikke kunne dø? Vitterligt ikke kunne. Lige meget, hvor meget man gik i krig, hvor mange smitsomme sygdomme man udsatte sig for, og hvor mange mennesker man gjorde til sine fjender. Hvad ville der ske, hvis ens største ønske var at forlade det jordiske liv, og jorden ikke ville slippe sit greb?

Det spørgsmål spøgte i forfatter Torben Guldbergs hoved efter at have hørt den britiske digter Scott Martingell fremføre den simple sætning:

LÆS OGSÅ: Forrygende epos om kærlighed og fortællekraft

Jeg er træt. Det har været et langt årtusinde.

Her udsprang idéen til en udødelig romanfigur, der ville rejse gennem historien og kristendommens udvikling i det seneste årtusindes Europa. For at lære kærligheden at kende det, der er fælles for alle mennesker, det, Jesus gjorde til kristendommens fundament. Med den indsigt håber Den udødelige endelig at kunne slippe taget i verden og få fred.

Rejsen blev til to romaner begge med de varmeste anbefalinger fra Kristeligt Dagblads anmeldere. Den første: Teser om eksistensen af kærlighed udkom i 2008 og strækker sig fra år 1500 til 2000, og den anden: Sange om udødelighed dækker den første halvdel af årtusindet fra år 1000 til år 1500 og udkom for nylig. Hvert kapitel er et århundrede og fokuserer på nogle af de vigtigste bevægelser i de pågældende perioder. Fra vikingetidens heltesagn og de voldsomme slag om dominans i Norden til nyere tid med kapitalisme og markedskræfternes rasen.

Hele tiden leder Den udødelige efter det menneskelige i verdens gang. Leder efter kærlighedens drivkraft og aftryk i historien.

For hvad ville sådan en gammel mand have på hjerte? For mig er det indlysende, at det ville være nogle af de helt store emner: liv, død, kærlighed og eksistens, som han ville gide bruge kræfter på at tale om. Og jeg havde så selv mest lyst til at dykke ned i kærligheden, siger Torben Guldberg, der mener, at følelsen af kærlighed med alderen bliver mere altfavnende end i ungdommen:

Jeg oplever, at gamle mennesker bekymrer sig meget mere om andre end sig selv. For med alderen får man en bredere verdensforståelse, man har mødt flere mennesker. Så hvis man ellers får lov at lykkes med sit eget liv, så vil der være en naturlig bevægelse udad. Man holder af på en bredere måde, end man kender det fra parforhold.

Og Den udødeliges alder gjorde ham ikke kun til en mere troværdig kærlighedsfortæller for Torben Guldberg. Den var også en nødvendighed for, at han overhovedet kunne få hul på sit ambitiøse skriveprojekt. For selvom forfatteren har en stor interesse i både historie, religion og filosofi, var det ikke nok at videreformidle de store tankers udvikling. Torben Guldberg havde brug for at give fantasien frit spil inden for virkelighedens rammer og sprang derfor ind i genren magisk realisme.

Min fantasi tænder, når virkeligheden får et tvist. Det hænger sammen med, at det først bliver rigtig interessant lige på den anden side af, hvad vi ved og kan forklare med fornuften, siger Torben Guldberg og giver et eksempel fra Teser om eksistensen af kærlighed. Videnskabsmanden Ole Rømer (1644-1710) opdager lysets hastighed og skriver til sin kæreste, at han ønsker at blive en fiksstjerne på din himmels firmament. Et citat, der i Torben Guldbergs udlægning af oplysningstiden med den fiktive person Hans Bogø bliver langt mere konkret end bare flotte ord.

Men selvom magien har fået plads i virkelighedens verden med en udødelig hovedperson som guide, har bøgerne alligevel krævet en del historisk research for at underbygge detaljerigdommen. Dog ikke så meget benarbejde, som man skulle tro, siger Torben Guldberg med et smil fra den anden side af et lille københavnsk cafébord.

Det vigtigste var at læse tilstrækkeligt mange historiske bøger til at slette sporene fra Hollywoodske storfilm, hvor en person fra Shakespeares tid enten er rig og klædt i det store skrud af silke og guld eller fattig med malede sorte tænder og et beskidt sprog.

Jeg skulle have korrigeret nogle af alle de stereotyper, som jeg tror, mange har med fra blandt andet barndommen. Sædvanligvis, når man hører om vikinger, er det svulmende muskelbundter med køller, der dårlig nok kan tale, siger Torben Guldberg og griner:

Gennem min research blev de mennesker, og det var skønt at opdage, at de jo nok har kunnet tænke nogenlunde de samme tanker, som jeg kan i dag. Men alt omkring dem har set anderledes ud, så tankerne er blevet formuleret anderledes ud fra anderledes billeder. På den måde har jeg prøvet at menneskeliggøre noget, der ligger så langt fra mig som 1000 år. Kårene udvikler sig, men jeg har prøvet at skille den menneskelige kerne ud fra samfundsstrukturen, siger han og tilføjer, at han også har kunnet bruge sin baggrund som skuespiller og den indlevelsesevne, han har trænet gennem det tidligere hverv.

Forståelsen for, at det moderne menneske har mere til fælles med en viking, end man måske som regel tænker over, har givet Torben Guldberg et nyt evolutionsperspektiv. Han mener, at mennesket gennem hele det seneste årtusind og frem til i dag har haft og har brug for både den sansede verden, som videnskab og fornuft former. Og den åndelige verden, hvor menneskets tilværelse kan få mening og få plads til de store spørgsmål. Begge aspekter af livet er det, der driver mennesket fremad gennem historien, men i nutiden dominerer kun den ene halvdel: videnskaben.

Religion beskæftiger sig med nogle ting, som har svære kår i dag. De store mysterier liv og død, meningen med livet, livets oprindelse og gør det på en måde, der taler til det indre, til følelseslivet. Og det er en større del af vores hverdag, end vi normalt gør os klart. Vi bliver opflasket med videnskab og rationalitet og bruger det som forklaringsmodel på de mest absurde ting en gang imellem, siger Torben Guldberg.

Forfatteren forstår dog godt, hvorfor det er så let at fatte tillid til videnskaben, der gennem det seneste årtusinde har ændret næsten alt i den menneskelige tilværelse. Det er let at stole på ting, der kan måles og vejes, men videnskab alene former et smukt, men goldt verdensbillede. For når ting skal kunne bevises, skal de kunne sanses, og videnskaben handler derfor udelukkende om den ydre verden.

Jeg har interesseret mig for astronomi helt fra lille, og så ryger man jo ind i The Big Bang. Og dér synes jeg, at det er helt tydeligt, at ved videnskabens grænse står fuldstændig de samme spørgsmål, som religion prøver at beskæftige sig med. Det er mødet mellem det indre og det ydre, siger Torben Guldberg.

Det moderne menneske søger efter forfatterens opfattelse lige så meget en mening med livet nu som i middelalderen eller romantikken. Og sorgen ved et tab i familien er ikke blevet mindre, efter at lægevidenskaben har givet sygdomme navne.

For Torben Guldberg betyder det, at jagten på en balance mellem det videnskabelige og det åndelige rækker ud over hans bøger, ud over Den udødeliges søgen efter kærlighed som tilværelsens drivkraft og ind i hans eget liv.

Religion bliver misbrugt, så det er den kraftige slagside, som det bestemt er fornuftigt at tage afstand fra. Men det er i dag også blevet til et irrationelt had, fordi, ja, religion kan være destruktivt, men det kan videnskaben jo også med atombomben og teknologi, der virkelig kan ødelægge. Så jeg mener, at man i sit eget liv bør acceptere, at man er konfronteret med eksistentielle grundtemaer, og at man er bange for døden. Og hvis ikke jeg finder noget at støtte mig op ad og have tillid til ligesom til videnskaben så vil jeg blive ved med at være bange.

Forfatteren mener derfor, at tro er en uomgængelig del af alle menneskers liv, fordi alle har brug for et sted at stille de største spørgsmål og et sted, hvor følelser og tanker kan finde et hjem.

Jeg har svært ved at tro for troens skyld, jeg har svært ved at overtage dogmer, bare fordi de eksisterer på forhånd. Men jeg er åben for, at jeg kan have oplevelser, der gør dogmerne relevante. Og at jeg beskæftiger mig med de samme grundspørgsmål som religionerne, fordi det er det, der giver mening, når man skal udvikle sig som menneske, siger Torben Guldberg.

Forfatterens overvejelser bliver til Den udødeliges, da han i slutningen af Sange om udødelighed spejder ind i fremtiden og anden halvdel af det 20. århundrede. En periode, hvor oplysning og rationalitet blev menneskenes mantra måske på bekostning af deres egne sjæleliv:

Der skulle komme en tid med mennesker, der så udad som aldrig før, og som derfor ikke tillagde deres indre verden nogen sandhedsværdi. Mennesker, hvis følelser og drømme de ikke havde noget at sige om, som de regnede for sandt. Mennesker, der var nødt til at regne tro og håb og syner og forelskelser og inspirationer for undtagelser, for en brist i deres rationelle verden, ja, sågar i dem selv.

Den manglende tro på kærlighed til sine medmennesker og tillid til, at det indre liv også har værdi for samfundet og kan inspirere mennesker til at drive verden fremad, får Torben Guldberg til at kalde Jesu kærlighedsbudskab revolutionerende for mennesket og verdenshistorien. For det rummer en menneskeforståelse, der netop er altfavnende, og som har vist sin holdbarhed frem til i dag. Og en kærlighedsforståelse, der rækker langt ud over den snævert romantiske og bliver den drivkraft, som Den udødelige søger på sin rejse gennem Europas historie. For at elske, når det er sværest, er menneskets største udfordring.

Jesus bliver, da han hænger på korset, udsat for den voldsomste modsætning til kærligheden, og han vender alligevel den anden kind til, han flygter ikke. Så det bliver en kærlighed, som rummer sin modsætning, rummer død, vold og den krig, vi fører mod hinanden, siger Torben Guldberg og peger på, at det både er en næstekærlig og rationel tilgang til ens medmennesker.

Hvis man ser helt usentimentalt på det, bliver medfølelse netop en følelse af at være med hinanden. Vi er her samtidig, det kommer vi ikke udenom, og det mest fornuftige både historisk og i dag er at være ordentlige ved hinanden. Vise næstekærlighed.

julie.hansen@k.dk

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelser af Guldbergs to romaner påk.dk/kultur