Prøv avisen

Vi er ét, men ikke ens

U2 – her forsangeren Bono og bassisten Adam Clayton – og deres tekster er både god poesi og teologi, mener Jakob Brønnum. – Foto: Mike CoppolaGetty ImagesAFP.

U2s tekster rummer store teologiske dybder, mener teolog Jakob Brønnum, aktuel med Verden ifølge U2

Forfatteren og teologen Jakob Brønnum træder ud af toget i Københavns Lufthavn og tænder sin pibe, mens han vinker længere nede på perronen.

Til daglig bor han 550 kilometer oppe i Sverige, men han er stadig redaktør på Præsteforeningens Blad, og det er ham selv, der har foreslået, at vi mødes her, så han kan bruge rejsen i metroen på vej ind til byen på at blive et før et møde i Præsteforeningen.

LÆS OGSÅ: U2-gudstjeneste trak fulde huse to gange

Når emnet er om noget så urbant som U2, kunne omgivelserne heller ikke være bedre end at mødes i en lufthavn med al dens poesi af efterladte kuffertvogne og travle skridt i alle retninger. For uanset hvor folk rejser hen, vil man med stor sandsynlighed have hørt om verdensbandet U2 og dets karismatiske forsanger, Bono.

En amerikansk præsident har engang kaldt Bono for verdens mest magtfulde lobbyist, og den irske rocksanger har heller aldrig været bange for at være politisk med sine budskaber om en grønnere og mere fredelig verden. Men Bono er også en god teolog, mener Jakob Brønnum, der er aktuel med bogen Verden ifølge U2 lyst og længsel.

Bogen analyserer U2s tekster ud fra en litterær og egentlig også en teologisk vinkel, og det kan det kendte rockband sagtens bære, siger Jakob Brønnum, da vi kører op ad rulletrapperne mod metroen.

Allerede da U2 udsendte The Joshua Tree i 1987, kunne jeg høre, at de havde en særlig dybde. Men det var faktisk først med albummet All that you cant leave behind, der udkom i 2000, at jeg ikke længere kunne ryste rockbandet af mig, og de følgende år gik jeg for mig selv og tænkte over de tekster, siger Jakob Brønnum, der debuterede som U2-fortolker i en kronik her i avisen i 2007.

På det tidspunkt havde jeg kigget længe nok på de tekster til, at der begyndte at komme teologiske strukturer ud af dem for mig, forklarer Jakob Brønnum, der senere udvidede de tanker med et bidrag i bogen Rockprofeter på forlaget Alfa (2008), men stoffet blev ved med at vokse i ham, så nu er det blevet til en hel bog, der alene handler om U2s tekstunivers i bandets 12 album.

Rockgenren lider som kunstart af, at der skrives så lidt om teksterne. Pointen for mig har været, at U2s tekster ikke alene er god poesi, men at de også af en eller anden mærkværdig grund er temmelig god teologi. Man møder ikke nogen letsindig frikirketeologi, der ikke er grundfæstet i en viden om traditionen og troen. Hvordan Bono har samlet den viden op, ved jeg ikke, men det er den dybde i teksterne, der har gjort arbejdet med dem så inspirerende, siger Jakob Brønnum og tilføjer:

Det er skægt, at det stadig kan komme bag på mange mennesker, at U2 er kristne. En englænder eller en amerikaner ville nok også nemmere kunne genkende de ord, der kommer direkte fra de kendte bibeloversættelser, end en dansker ville kunne. Men meget af det teologiske gods i teksterne ligger også skjult, så man skal finde det, og jeg har selv gravet flere hundrede bibelreferencer frem i teksterne.

Og Bono, der skriver teksterne, er særligt glad for Davids salmer, kan man se. Der er 15-20 referencer til Davids salmer i de sange, jeg har læst, siger Jakob Brønnum, da vi sætter os ind i den førerløse metro på vej mod centrum:

Jeg synes, at man kan se en udvikling i teksterne fra de tidlige album, hvor Bono var mere evangelisk åbenmundet og politisk. Flere gange har det ligheder med den sydamerikanske befrielsesteologi fra 1960erne, 1970erne og 1980erne, mens han mod de senere album beskæftiger sig mere med individet og det personlige ansvar i sine tekster.

Et eksempel på, hvordan Bono lod sig inspirere af befrielsesteologi i sine tidlige sange kan man ifølge Jakob Brønnum finde i en sang som Pride (In the Name of Love), der både indeholder en slags Jesus-skikkelse og et oprør mod magthaverne.

Bonos senere tekster er til tider meget moralske og til tider meget eksistentielle og rettet mod det enkelte menneske, men de kan også bare høres som poptekster, som man kan lade passere. For teksterne består ofte af en række løsrevne billeder, men pludselig kan der komme et direkte citat fra Matthæus-evangeliet om Jesu fristelse i ørkenen i en sang som Vertigo fra albummet How to Dismantle an Atomic Bomb fra 2004, så man pludselig forstår, at der er en tale om en kompleks teologisk tanke midt i en popsang, der oven i købet også er udgivet i en dansemiks-version.

Kan man tale om, at U2 på den måde også er fulgt med tidsånden med mere fokus på individet end på fællesskabet?

Der er ingen tvivl om, at Bono altid har været eminent til at aflæse tidsånden. Det betyder ikke, at fællesskabet er borte fra horisonten. Men det betyder, at Bono skriver U2s tekster fra et stadig mere postmoderne afsæt, hvor mennesket orienterer sig mere i forhold til sig selv end i forhold til samfundet og traditionen.

Bonos tekster er dog også mærket af den tid, de er skrevet i, mener Jakob Brønnum:

Jeg har dedikeret bogen til alle mine egne og sammenbragte børn, fordi det er gået op for mig, at jeg ikke kan skrive om de her ting uden samtidig at fortælle om kulturhistorien. For når Bono skriver om DDR i 1980erne, ved min søn på 14 år jo ikke, hvad det handler om, hvis han ikke har hørt efter i historietimerne hvad man jo ikke umiddelbart kan gå ud fra.

Og så er der som sagt en hel del teologi i teksterne. En sang, The First Time fra albummet Zooropa (1993), der reelt er en kritik af kirkens mangel på fokus på kærligheden mellem de enkelte mennesker, er med sine tre vers struktureret efter trosbekendelsens tre led og smækfuld af bibelreferencer, som om Bono ville sige det er ikke evangeliet, jeg kritiserer, men måden, det bliver praktiseret på.

U2s mest kendte sang, som et stort amerikansk musikmagasins læsere oven i købet har kåret til de seneste 25 års bedste sang, One, indfanger en form for kerne i hovedbudskabet i U2s poetiske tekster, mener Jakob Brønnum:

I den sang får Bono sagt noget meget vigtigt: We are one, but we are not the same. Og selvom man skal passe på med at trække alt for firkantede budskaber ud af poesi, tror jeg godt, at man kan sige, at Bono mener, at verden bliver et bedre sted, hvis mennesker udøver kærlighed mellem hinanden med fuld respekt for hinandens integritet. Det er hans hovedbudskab. Og jeg tror også, man kan sige, at den tanke har en teologisk bund for ham. For selvom sangen One er en af de mindre åbenbart teologiske sange, er jeg overbevist om, at han har hentet sin inspiration i Paulus brev til Efserne, hvor Paulus gentager én Gud, én herre, og så videre. Bono bruger også det sproglige mønster fra Efeserbrevet, inden han slutter med at sige, at vi er ét, men ikke ens. Og det er jo en genial måde at beskrive på, hvordan man kan elske andre med respekt for deres forskellighed, siger Jakob Brønnum, lige inden metroen når byens kerne i al dens mangfoldighed.