Selvbiografisk fortælling om depression er voldsom og intens læsning

Peter Øvigs nye bog er både voldsom læsning og voldsomt vedkommende med sit dobbeltportræt af en forældre- og en børnegeneration med meget forskellige livsvilkår. Der er samtidig megen opbyggelighed og fællesmenneskelig solidaritet at hente

Bogen rummer et stort livsdrama, hvor Peter Øvig både konfronteres meget direkte med sin mors lidelse ved selv at blive ramt af den og bliver reddet af en behandlingsform, han byggede en del af sin ungdoms identitet op på at undsige.
Bogen rummer et stort livsdrama, hvor Peter Øvig både konfronteres meget direkte med sin mors lidelse ved selv at blive ramt af den og bliver reddet af en behandlingsform, han byggede en del af sin ungdoms identitet op på at undsige. Foto: Iben Gad.

I sin nye bog, ”Min mor var besat”, har journalisten og forfatteren Peter Øvig, der har skrevet dokumentariske bøger om blandt andet Blekingegadebanden, hippie-bevægelsen og bz’erne, vendt sig mod sit eget liv og sin egen baggrund. Han har gjort sin egen barndom og ungdom, levet i skyggen af en mor, der var både depressiv og ekstremt opmærksomhedskrævende, til et dokumentarisk emne. Ud over at se tilbage i sin egen erindring har han søgt aktindsigt i journalerne fra moderens mange indlæggelser og interviewet gamle venner, kollegaer og naboer til sine forældre.

Som det er fremgået af den enorme opmærksomhed, der er blevet bogen til del, allerede inden den udkommer i dag, blev forfatteren selv ramt af depression under arbejdet. Det havde han været før i lettere grad, især i de ”tomme perioder”, hvor opmærksomheden omkring én bog var døet ud og arbejdet med den næste endnu ikke begyndt. Og det var vel ikke så sært, hvis han blev berørt af det følsomme stof.

Depressionen viser sig imidlertid denne gang at eskalere voldsomt til en form for paranoid sindssyge, hvor hans kæreste og hans venner til sidst må kæmpe for at tvinge ham til indlæggelse på Rigshospitalet, hvor han først får det bedre efter en serie elektrochok.

Det sidste er en behandlingsform, han selv altid har følt stor aversion imod og kritiseret i sine tidlige bøger, hvor han var påvirket af den såkaldte antipsykiatri. Bogen rummer på den måde et stort livsdrama, hvor Øvig både konfronteres meget direkte med sin mors lidelse ved selv at blive ramt af den og bliver reddet af en behandlingsform, han byggede en del af sin ungdoms identitet op på at undsige.

Det er voldsom og intens læsning, og hvis man skal være kynisk, kan man sige, at det redder bogen, at Øvig selv bliver syg. Jeg er ikke sikker på, at historien om hans mor i sig selv havde været interessant nok, selvom han prøver at almengøre den.

Under arbejdet finder han ud af, at påfaldende mange andre kvinder i forældrenes omgangskreds og blandt hans jævnaldrendes forældre led af ”dårlige nerver” og blev ramt af både alkoholisme og pillemisbrug i 1960’erne og 1970’erne.

Det virker som en hel ”bevægelse”, jævnfør hvordan Øvig tidligere har skrevet om bevægelser. Her er det blot dem, der var for gamle til at komme med i ungdomsoprøret, født i 1920’erne og 1930’erne, vokset op med en helt anden tids normer i det gamle knaphedssamfund; de kommer selv til at nyde godt af velstandsbølgen og leve i materielle forhold, de dårligt havde kunnet forestille sig som unge, og så må de måbende, måske med lige dele rædsel og misundelse, se deres egne børn kaste sig ud i et liv med fri sex og alt muligt andet, der endnu mere radikalt end velfærdssamfundet modsiger de normer, de selv er vokset op med.

Øvigs historisk-psykologiske tese er, at især kvinderne, der går alene derhjemme og tager den hårde tørn med børnene, bliver fanget i dette normsammenstød. De får ikke udfoldet deres evner og kommer til at lide af ”ulevet liv”.

Det kan lyde som en oplagt fortolkning, men Øvig gennemspiller også her en klichépræget kulturradikal grundfortælling om det indeklemte småborgerlige liv bag de ligusterfascistiske hække. Og ironisk nok relativeres tesen jo af, at Øvig set udefra får et maksimalt tilfredsstillende liv med masser af selvrealisering og anerkendelse og skøn kæreste og dejlige børn og masser af gode venner, der er klar til at være der for ham, selv da han rammes af depressionen. Måske lader tilværelsen sig bare ikke stille op på formler for levet og ulevet liv. Måske kan selv nok så megen succes ikke mætte eksistensens sult og jagten på mening.

Bogen bliver da også mod slutningen nuanceret og tvivlende på en sympatisk facon. Øvig indrømmer, at han reelt ikke aner, om hans mor blev syg på grund af individuelle traumer (hun havde selv en hård barndom), historiske livsvilkår eller kemiske ubalancer i hjernen. Selv opsøger han dusinvis af psykologer og behandlere, også af den mere alternative slags, og alligevel er det til sidst kun elektrochok, der kan hjælpe ham.

Jeg føler altid et lille ubehag, når folk holder offentlige opgør med deres afdøde forældre. Det kan sagtens have sin berettigelse, også fordi det kan hjælpe andre mennesker, der har stået i tilsvarende problemer. Men en vis form for selvretfærdighed ligger på spring: Skyld og svigt, det var noget, man havde i gamle dage, nu er der en ny dag, hvor vi visker tavlen ren og selv vil forblive skyldfri.

Man savner en erkendelse af, at vi alle er mennesker, der nok kan håbe det bedste, men alligevel vil fejle på den ene eller den anden måde. Øvig når gennem bogen til en form for forsoning med sin mor og kan til sidst skrive den tale, som han ikke magtede at holde til hendes begravelse. Han ser hende ikke længere kun som det dæmonbesatte monster, men også som et menneske, der sled og slæbte for sine børn og prøvede at gøre det så godt som muligt, selvom sygdommen forfulgte og plagede hende.

Næsten mellem linjerne er der også et smukt portræt af Øvigs far, der blev hos sin kone gennem alle årene. Øvig begriber ikke, hvordan han kunne holde det ud. Men han møder også hos nogle af dem, han interviewer, en livsindstilling, der er farvet af pligtfølelse, og hvad der kan ligne resignation i yngre menneskers øjne. Man kunne ikke drømme om at forlade en syg ægtefælle, siger én til Øvig. Man fandt sig til rette og glædede sig over de små ting i hverdagen.

Til sidst i bogen er der et fremragende efterskrift ved vennen Niels Mosumgaard, der var en af dem, der støttede og fik Øvig indlagt. Han stiller skarpt på netop generationsforskellen: Hvor forældrene orienterede sig efter traditionen, var han og Peter eksistentialister; mening i tilværelsen var noget, man selv skulle præstere, blandt andet gennem selvbetragtning og selvoptagethed, og med årene blev det netop mere og mere et ræs efter at præstere, udleve sit fulde potentiale, blive ”autonom”, få fod under eget bord, rig og berømt, en offentlig og tydelig person.

Peter Øvig bliver i vennekredsen ”the man who made it”, han har realiseret det, de alle drømte om som unge, mens Mosumgaard måtte nøjes med, som han selv skriver, at blive til privat. Alligevel bliver Øvig syg, og den præstationsorienterede eksistentialisme bliver dementeret ad to omgange: Det er kæresten og vennerne, der elsker Peter for den, han er, og ikke fordi han skriver og er berømt, der må træde til og hjælpe ham, og i næste omgang er det elektrochokket, der frelser, en behandlingsform helt uden for den enkeltes kontrol og vel reelt uigennemskuelig. Den virker, uden at man helt kan forklare hvordan.

Vi er alle afhængige af kræfter uden for vores kontrol, menneskelige så vel som ikke-menneskelige. På den måde har generationerne ikke noget at lade hinanden høre, og derfor er der megen opbyggelighed og fællesmenneskelig solidaritet at hente i de dramatiske historier i ”Min mor var besat” og dens efterskrift.

Læs interview med Peter Øvig om bogen på