Når man kalder sit mammutværk i seks bind med mere end 4000 sider tekst for ”Min kamp”, er det klart, at der på en eller anden måde også må være en kobling til Hitler, der i 1925 udgav en selvbiografi med samme titel.
Det er der også.
I det sjette og sidste bind af Karl Ove Knausgårds roman handler ikke mindre end 400 sider om manden, der var årsag til Anden Verdenskrig, nazismen og udryddelsen af seks millioner jøder.
Men hvor mange enten har udpeget Hitler som den ultimativt afstumpede eller den radikalt onde, er det en anden og i virkeligheden mere provokerende tolkning, man finder i Knausgårds bog.
Og det er den, der er omdrejningspunktet for lektor i teologi ved Aarhus Universitet, David Bugge, der er medredaktør og bidragyder til en ny bog, ”Knausgård i syv sind”, som sætter fokus på de filosofiske og teologiske sider af forfatterskabet.
”Knausgård gør det grænsesprængende, at han finder lighedspunkter mellem sig selv og Hitler. For eksempel har de begge en stærk kærlighed til deres mor, mens de hader deres far. De er optagede af kunsten og den selvforglemmelse, den rummer mulighed for. Og så er de begge lidt kejtede over for kvinder og det seksuelle, har ikke så meget humor, men er tværtimod præget af stor alvor. Den opmærksomme læser kan ligefrem selv se mange flere ligheder, når han har læst sig frem til bind seks - og på den måde er man som læser selv med til at nærme sig en forståelse af Hitler indefra og er dermed også mere åben overfor en tolkning af ham som menneskelig. Og man ophæver på den måde skellet mellem Knausgård og Hitler og mellem Hitler og sig selv,” siger David Bugge.
Men det er en provokerende tilgang, også for Knausgård selv.
”Bare det at nærme sig Hitler er svært. Knausgård fortæller, at han fik en ven til at købe Hitlers selvbiografi til sig, fordi han skammede sig over at gøre det selv. Han følte også ubehag ved at sidde med bogen og begynde at læse i den. For vi er vokset op med et Hitler-syn, hvor det er næsten umuligt at gå til ham uden at gøre det i lyset af alle de ugerninger, han var skyld i. Det vil sige, at vi heller ikke kan læse hans bog, der er skrevet før 1930'erne, uden at eliminere alle de eventuelle positive træk, der måtte vise sig. Men Knausgård insisterer på, at han vil forsøge at læse Hitler på ny. Og han viser gennem sin læsning, at Hitler faktisk var et menneske, og til hans menneskelighed hører også den stærke etiske bevidsthed, han baserer sin ideologi på.”
Men Knausgård gør det også tydeligt, at til denne etiske bevidsthed hører en opdeling af verden i et ”vi” og ”de” eller et ”os” og ”dem”. Og at det netop var dette ”vi”, Hitler var så dygtig til at gøre tillokkende som et fællesskab, mange gerne ville være en del af.
”Men for at det 'vi' kunne bestå, skulle der være nogle, der var udenfor - et 'de'. Og det blev jøderne. Til sidst blev de ikke engang et ”de” længere, men et ”det”, og så var deres menneskelighed suspenderet, og vejen banet for masseudryddelser. Nu var jøderne ikke længere mennesker med navn. Det var kroppe, reduceret til tal.”
Og så kunne man igen tænke, at dette var en undtagelse. At Hitler, nazisterne og den store modstandsløse masse var en undtagelse. Men her peger David Bugge på, hvor radikal en tænker og forfatter Knausgård er.
For opdelingen i 'os' og 'dem' - og senere 'det' - er ikke forbeholdt Hitler eller nazisterne. Det er ifølge Knausgård formlen for alt menneskeligt. Også for vores egen tilgang til Hitler og nazisterne, som vi uvilkårligt gør til et 'de'.
”Vi er så bange for det forskelsløse, eller for at forsvinde selv, siger Knausgård, og derfor sætter vi hele tiden forskelle op. På den måde sikrer vi, at vi hver især er en del af et 'vi', så vi da i det mindste har en identitet i kraft af dette - i modsætning til 'de andre'. Og det er så grundlæggende menneskeligt, så vi slet ikke kan lade være. Vi gør det hele tiden. Se bare debatten omkring flygtningeproblematikken. Der er et 'vi' og et 'de' på begge sider af debatten. Og inden for vores fag - hører jeg til den fløj eller den fløj? Og er jeg en af dem, der kan lide Knausgård eller ej? En af dem, der har indset, at vi altid inddeler i 'os' og 'dem' - eller en af de andre? Vi kan slet ikke lade være - for det hører med til det at være menneske.”
Og i denne opdeling af 'os' og 'dem' handler det også om at blive set, siger David Bugge.
”For 'vores kamp' handler i virkeligheden ofte om dette: at blive set. Og det kæmper vi for hele livet. I forholdet til vores forældre, vores elskede, på vores arbejde og i alle livets relationer. Blikket er derfor også et gennemgående tema i Knausgårds forfatterskab. 'Bliver jeg nu set?' - og helst mere end de andre. Vi er ganske enkelt bange for at forsvinde. Bange for den forskelsløse ophævelse af 'os' og 'dem' Det ligger som en urangst i os.”
Og her kommer, hvad man kunne kalde Knausgårds teologi i spil. For Knausgård peger på, at det kun er Guds kærlige blik, eller nåden, der kan give os fred i den evige kamp, vi befinder os i som mennesker.
”Det er kun Guds blik, der rummer den styrke. Det er det eneste, der befrier mennesket for altid at stræbe efter at se eller at blive set. Det er Gud, der som den eneste kan ophæve alle forskelle. Som kan tilgive alle. Og gøre alle lige. Kristendommen er derfor hos Knausgård noget, der bryder radikalt med menneskets øvrige forestillinger. Derfor er det også netop ophævelsen af ethvert menneskeligt opstillet 'vi' og 'de', der hos Knausgård beskrives som 'nåde'. Kristendommen handler for Knausgård netop heller ikke om, at man skal forstå den eller gribe den. Den handler i stedet om at blive set eller at blive grebet. Af Gud. Og for mennesker er kristendommen på den måde ifølge Knausgård både u-realiserbar og u-trolig. Man kunne måske formulere det på den måde, at i kristendommen er mennesket aldrig subjekt, men altid objekt - eller rettere: dativobjekt, på dansk hensynsled” siger David Bugge.
At læse Knausgård teologisk har været meget inspirerende for David Bugge. Han føler sig meget beslægtet med nordmandens kristendomsforståelse, men har også selv konstateret, at det slet ikke er nemt at nærme sig Hitler - selv ikke når det som i hans tilfælde jo sker gennem en anden forfatter.
”Jeg har selv genlæst Hitlers 'Mein Kampf' for at sætte mig bedre ind i Knausgårds læsning, og bare det at skulle indrømme, at han faktisk ikke skriver helt håbløst, virker næsten blasfemisk. Men det gør jo bare Knausgårds pointe endnu stærkere: Alle mennesker opdeler uvægerligt i 'os' og 'dem'. Modsat Gud, der i den forstand er u-menneskelig, fordi han forskelsløst elsker alle. Selv Hitler, som i virkeligheden også er dig og mig. Ja, selv os, når vi gør Hitler og nazisterne til et 'de'. Og når man momentant får et indblik heri, åbenbares det, hvor grænsesprængende kristendommen er. Og hvor stor en befrielse det er, at en anden tager over - og overvinder al modstand og alle grænser.”