Det er kun tre år siden, han døde, men hans tid føles allerede lidt fjern.
Philip Roth, født 1933 lidt uden for New York i en jødisk familie med rødder i Østeuropa, var den vel nok største romanforfatter i det 20. århundrede i den engelsktalende verden. Hans over 30 værker handler tematisk om det mest basale: religion, sex, identitet, psykologi, historie og døden.
Det har andre forfattere også skrevet om, men ingen så vedholdende, ja nærmest manisk, som Roth, og slet ingen med samme stemme som ham. Hans litterære stil og romanernes tone var og er uforlignelig. Hvis der findes blindtest i læsning, skal man kun to sætninger ind i hans bøger, så ved man, at man er kommet hjem til Roth-land.
Nu udkommer så den længede ventede første biografi om forfatteren, som brød igennem med og blev millionær på historien om ”Portnoys genvordigheder” i 1969, og som sluttede på den absolutte top med tre romaner om USA i efterkrigstiden og fire om døden – inden han gik på selvvalgt pension og brugte sine sidste år på at læse klassikere i lejligheden på Manhattan og i sit 1800-tals hus i Connecticut.
Roth har selv valgt sin biografiforfatter Blake Bailey og arbejdede sammen med ham i processen, så ”Philip Roth. The Biography” er den officielle version af forfatterens liv. Det er en klassisk fra vugge-til-grav-biografi, alt er med, og det hele er ekstremt velskrevet og -researchet. Solid angelsaksisk levnedsskildring, fortalt ærligt og levende, men uden regulære nyheder for kendere af bøgerne. Og selvfølgelig er det hele styret af den altid kontrollerende Roth – det skal man huske som læser af Bailey, som tidligere har skrevet store biografier om forfatterne John Cheever og Richard Yates.
Bogen handler om en normbryder, der hele sit liv kæmpede for at blive fri og leve et liv på egne præmisser, men som konstant stødte ind i udefrakommende krav. Krav, der blev transformeret til kunst i Roths mange selvbiografiske romaner, hvor alt, selv den mindste lille fornærmelse, kunne bruges.
I begyndelsen kom kravet fra toneagivende rabbinere i New York, der ville have den rebelske Roth til at rette ind efter udgivelsen af Portnoy og skrue ned for sin kritik af dobbeltmoral i det jødiske middelklassemiljø.
Midt i karrieren kom kravet fra især ekskonen Claire Bloom, der vakte skandale med en selvbiografisk skildring af sit ægteskab med Roth, som hun opfattede som en manipulerende, narcissistisk og konstant utro kvindehader.
Til sidst kom kravet om at rette ind fra kroppen selv med døden pustende ham i nakken. Roths uforlignelige intelligens var skarp til det sidste, men kroppen svigtede, og ud af denne fundamentale splittelse mellem kød og bevidsthed skabte Roth, som med alle tilskikkelser i sit liv, stor litteratur i form af den sidste romanserie om døden (”Enhver” er den mest berømte fra denne sene fase).
Roth var ingenlunde en forfulgt uskyldighed, og hans hensynsløshed har gjort mange ondt. Men som drivende mekanisme og fra et blødende sår løber en majestætisk strøm af forurettethed i forfatterskabet. Roths store spørgsmål er: ”Hvorfor?” På et privat plan: Hvorfor er rabbinerne, kvinderne, antisemitterne, anmelderne, Nobelkomitteen (han fik aldrig den store pris, og biografien gør klart, hvor ondt tavsheden fra Stockholm gjorde), forlæggerne, ja selv døden, ude efter mig? Hvorfor mig?!
Og på et generelt plan: Hvorfor er vi mennesker her på Jorden? Hvorfor fødes vi, hvorfor dør vi, hvorfor tager vi fejl, hvorfor lider vi, hvorfor gør Gud ikke noget?
”Hvorfor?” er Roths mellemnavn, og hans forfatterskab er et ekstremt energisk forsøg på igen og igen at undersøge den menneskelige eksistens. Velvidende, at det store svar ikke nødvendighvis manifesterer sig, men også velvidende, at selve undersøgelsen er livgivende.
Som hans alter ego Nathan Zuckerman siger i romanen ”Amerikansk Pastorale”: ”At forstå andre mennesker rigtigt er ikke, hvad livet handler om. Det er at misforstå dem, der er livet, at tage fejl og tage fejl og tage fejl, og så, efter moden overvejelse, at tage fejl igen.”
Når Philip Roths tid blot tre år efter hans død synes lidt fjern, skyldes det to forhold. Det ene er, at forfatterfiguren: ”gammel hvid mand, der skriver en roman om året, og som offentligheden lytter respektfuldt til” er, om ikke faldet i unåde, så dog ingenlunde normsættende længere. Hvor meget fylder Rifbjerg få år efter sin død? Debatten om identitetspolitik, privilegier, MeToo og opkomsten af de sociale medier – der ér ikke en fælles offentlighed længere som på Roths og Rifbjergs tid – har flyttet fokus væk fra den klassiske forfatterfigur fra det 20. århundrede.
Roth selv så meget lidt frimodigt på fremtiden, hvad digitaliseringen angår, og forudså allerede i 2010 i et interview her i avisen, at faldende koncentrationsevne og nettets atomisering ville medføre romanens død.
Det andet forhold, der bidrager til, at Roth-æraen synes fjernere, har med psykologi og selvudvikling at gøre. Dengang Roth lancerede psykoanalyse og introspektion som bærende temaer i sin litteratur, var selvudvikling noget helt nyt. Det var i 1970’erne, og det kulturelle mellemlag havde fået tid og råd til at kigge indad og se den smukke navle i et årti, der meget passende blev døbt ”The Me Decade”.
Roth var Knausgård længe før Knausgård, en manisk mester udi introspektionen, der sprøjtede skelsættende titler som ”Mit liv som mand” ud til en selvoptaget samtid.
Men som kulturkritikeren Janan Ganesh gør opmærksom på i en indsigtsfuld kommentar om Philip Roth i sin avis The Financial Times, flyder bogmarkedet nu om stunder over med titler, der er dårlige aftapninger af Roth-romaner. De brede lag vil have selvhjælp, mens de dannede nu er rykket videre og vil have kritik af selvhjælp, læse Brinkmann og se ”Guru” på DR 2.
Roth har i dét perspektiv sejret sig selv ihjel. Men det ændrer ikke på ”The Facts”, som en af hans bøger hedder:
Han skrev langt bedre end stort set alle andre i det 20. århundredes romankunst.
I ”læst udefra” skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.