God bog om Heidegger: Vi er alle jøder

Hans Hauge i topform over for nymoralister, der vil af med Martin Heidegger, fordi han er for svær og umoderne

Hans Hauges nye bog om Martin Heidegger (billedet) og filosoffens såkaldte sorte hæfter er dels en løs biografi om Heideggers venskaber, sympatier og påvirkninger i årene omkring nedskrivningen af de første bind, og dels en nærlæsning af hæfterne i en genre, han kalder ”nattetanker”. – Foto: Meller Marcovicz/Ullstein Bild/Ritzau Scanpix.
Hans Hauges nye bog om Martin Heidegger (billedet) og filosoffens såkaldte sorte hæfter er dels en løs biografi om Heideggers venskaber, sympatier og påvirkninger i årene omkring nedskrivningen af de første bind, og dels en nærlæsning af hæfterne i en genre, han kalder ”nattetanker”. – Foto: Meller Marcovicz/Ullstein Bild/Ritzau Scanpix.

Her kommer en lille tysklandshistorie i punktform. I 1806 bliver digteren Hölderlin indlagt. I 1883 dør Richard Wagner, og Nietzsches ”Således talte Zarathustra” begynder at udkomme. Den 26. september 1889 bliver filosoffen Martin Heidegger født.

Denne lille tysklandshistorie er skrevet af manden, den slutter med, altså Heidegger. Han så dermed sig selv som den tyske histories kulmination. En sekvens, der altså hedder Hölderlin-WagnerNietzsche-Heidegger. Med en sådan forestilling om sig selv og den tyske ånd tror man gerne, at nutidens historie-løse moralisme er disponeret for enhver fortælling om, at Heidegger ikke længere bør læses. For hvor er Grundloven, Berlinmurens fald, fremskridt og modernitet.

Heidegger skrev denne lille historie i de berømte og berygtede ”Sorte hæfter”, som blev til mellem 1931 og 1975. Heidegger var medlem af NSDAP, det nazistiske parti, fra 1933 til 1945, og i hæfterne, hvoraf de første de seneste år er blevet udgivet, har man fundet enkelte angiveligt antisemitiske udsagn.

Det har fået vor tids sædelighedspoliti – universitetsansatte akademikere – til at frasige sig ham, at kræve ham fjernet fra pensa og til at holde uendelige konferencer, hvor de delvist tilfredse fremstiller enkelte løsrevne citater med den underforståede indstilling, at der fik man endelig bevist Vestens latente racisme.

Alt det både håner og til-bageviser Hans Hauge i sin nye bog om de sorte hæfter. Den er dels en løs biografi om Heideggers venskaber, sympatier og påvirkninger i årene omkring nedskrivningen af de første bind, og dels en nærlæsning af hæfterne i en genre, han kalder ”nattetanker”.

I læsningen af den faktiske tekst som litteratur viser Hauge, hvor svært det er at fastholde Heidegger som antisemit, hvis man besværer sig med filosoffers og litteraters metier: at læse, at forstå og sammenligne del og helhed.

Det er korrekt, at der enkelte gange polemiseres mod en ”verdensjødedom” i de sorte hæfter, men mest som et billede på et generelt problem ved den vestlige modernitet: hjemløshed. Jøderne havde jo faktisk ikke deres egen stat på dette tidspunkt. Dermed er billedet en rigtignok mærkelig, men ikke meningsløs, fortsættelse af Heideggers filosofiske projekt fra mesterværket ”Væren og tid” (1927). Heri læser man, at den vestlige rationalitet er historie- og rodløs og derfor hele tiden tenderer mod at forstå mennesket som noget, det ikke er, nemlig en ting. Metafysikkens historie og teknologiens udvikling har medført en tom rationalitet, der er at ligne med et folk, der ikke har noget hjem. Som Hauge påpeger: Den kritik rammer også oplysningstænkere og andre af Heideggers traditionelle fjender. Den er, kort sagt, en kulturkritik af Vesten som helhed. Eller som Hauge veloplagt påpeger: For Heidegger er vi i dag alle jøder.

Det kan man være uenig i, eller man kan være uden afstand til at forstå det, men at afskrive det som generisk racisme, som mange nutidige postkolonialister gør, er afskyeligt og fordummende.

Denne tænkning dokumenteres videre i Hauges korrekte udlægning af Heideggers racebegreb i de sorte hæfter og i dens parallel til filosoffens eksoteriske værker. Heidegger anerkendte slet ikke racebegrebet, som vi kender det. Hele Heideggers filosofi er et opgør med det, vi kalder subjektfilosofien, og han så sig selv som en udpræget modernitetskritiker. Sørme om der ikke også i de sorte hæfter står: ”Al racetænkning er moderne (…) og bevæger sig inden for opfattelsen af mennesket som subjekt” – alt det, Heideggers filosofi er et langt opgør med.

Som Hauge overbevisende har slået fast i den aktuelle debat her i avisen med Esther Oluffa Pedersen fra Roskilde Universitet, skal man være i stand til at læse tekster, hvis man skal forstå dem. Efter Hauge gælder dette også for Heideggers nattetanker.

Den anden side af det tveæggede sværd er det biografiske element. Hauge har godt nok koketteret med, at han ikke tror på biografisme, men kun bruger det for at spille på modstandernes banehalvdel. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, for som Hauges seneste bøger afslører, nærer han en udpræget tro på åndshistorie som personalia.

Bogen læses dermed også som et langt causeri over jødiske personer, der værdsatte Heidegger, og som Heidegger forsøgte at hjælpe. Både før, under og efter krigen. Hauge minder igen og igen om, at nationalsocialisterne havde travlt med at kritisere Heidegger for ikke at være nationalsocialist. Dermed bliver Hauges biografiske argument en omvending af nutidens: Dengang brød nationalsocialisterne sig ikke om Heidegger, i dag bryder ”antinationalsocialisterne sig ikke om det.” Hvem er mest totalitær?

Hauges grundmistanke er, at modviljen mod Heidegger i dag er resultatet af, at dagens akademikere er positivister og derfor nærer en udpræget modvilje mod dekonstruktion og fransk teori – meget af det, der blev resultatet af Heideggers tænkning.

Skulle man ud fra Hauges relevante bog udvide sin konstruktive horisont for mistankens hermeneutik, synes der nu også gennem hans citater at komme andre dagsordener til syne. Alle ved, at Heidegger ikke var venstreorienteret, og slet ikke troede på køn og race, sådan som nutidens moralister gør. Han troede ikke på storbyen og hyldede i stedet bonden, landlivet og luften. Selv disse præferencer er i antydningens kunst blevet brugt som tegn på Heideggers protofascisme. Han ville bare gerne sidde i sin hytte i det mørkeste Germanien. Nu kan man endelig få skovlen under ham for nu at blive i skovmetaforikken.

Man er formentlig også ligeglad med den konkrete antisemitisme – det er der jo så mange, der er i dag. Det tyder snarere på, at man her kan bruge udgivelsen som løftestang for en generel postkolonial ødelæggelse af den vestlige kanon. Wagner er for længst ødelagt, nu mangler man bare Nietzsche og Hölderlin.

I øvrigt vinder Hauge også på en mere principiel tilgang. Man kan spørge sig selv, hvorfor så mange litterater disse år er som besatte af fænomener, de ikke bryder sig om. Hvorfor spilde sit liv på ting, man ikke kan lide?

Bogen er som altid hos den sene Hauge rodet og til tider ulæselig. Det er skørt, at ord-manden Hauge, der plæderer for – og er en stolt udøver af – læsningens kunst, ikke kerer sig om sin egen skrift, når han driller. ”Hytten og hæfterne” er en svær bog, ligesom Heideggers bøger er det, og det er i orden. Men når nu argumentet er subtilt, når der foregår et trick med metoden i form af biografisk navneleg, og når nu det hele handler om at læse tekster, burde Hauge øve sig i at frembringe samme niveau. Hans modstandere kommer ikke til at forstå, hvad der foregår, selv hvis de ønskede det. Men det gør de selvfølgelig alligevel ikke. Men syntaksens grovhed svækker bogens relevans og objektive kunstneriske og filosofiske kvalitet. Det gør bare ikke, at Hauge har mindre ret. Vi er alle jøder.

Læs interview med Hans Hauge om bogen på