Vi er alle sammen venstreorienterede fra øvre middelklasse

Kulturlivet er for konformt , mener skuespilleren Hassan Preisler, som har opfordret politikerne til at gribe ind over for de danske kunstnere

Skuespiller Hassan Preisler foreslår, at armslængdeprincippet for en stund bliver ophævet, så politikerne kan lave en ny struktur i fordelingen af midlerne og få andre mennesker ind i udvalgene. –
Skuespiller Hassan Preisler foreslår, at armslængdeprincippet for en stund bliver ophævet, så politikerne kan lave en ny struktur i fordelingen af midlerne og få andre mennesker ind i udvalgene. – . Foto: Scanpix.

Hvad er der galt med kunsten i Danmark?

Den udvikler sig ikke. Kunstnerne består af en lille kreds af personer, der minder om hinanden, og det afspejler sig i publikum. Vi er alle sammen venstreorienterede fra den øvre middelklasse. Det bliver elitens fortællinger om eliten. Hvis vi endelig laver forestillinger om andre segmenter end vores eget, bliver det i udstrakt arm og i tredjeperson, fordi vi ikke ved noget om det, der fore-går udenfor. Jeg bliver bekymret for demokratiet og repræsentationen i kunsten, når vi minder så meget om hinanden i teater- og film-miljøet.

Hvordan kommer meningsfællesskabet til udtryk?

Det kommer til udtryk i alle fortællingerne, hvor det aldrig er overraskende, hvem der er de gode og de onde, og hvad der er rigtigt og forkert. Man kunne dårligt forestille sig en version af ”Tartuffe”, hvor den onde Tartuffe er en flygtning, som tvinger sig ind i den velmenende Orgons bolig for at overtage den. Man ville blive betegnet som fascist, hvis man lavede den fremstilling. Kunsten skal kontinuerligt skabe debat, og derfor mener jeg også, at vi som kunstnere skal skubbe til os selv og i højere grad være i kontakt med dem, der ikke ligner os selv: Højreorienterede, jyder, fattige og folk med indvandrerbaggrund.

Hvilke reaktioner ville der komme, hvis man som dramatiker skrev et stykke, der var kritisk over for indvandringen?

Dramatikeren Jakob Weis sagde på kulturmødet på Mors, at hvis man som dramatiker skrev et ikke-ironisk, positivt-indstillet stykke, der skildrede Dansk Folkepartis succes, så ville man være færdig i den danske teaterbranche. Jeg har også selv stået på scenen til Kunstfondens årlige seminar på Koldinghus og til kulturmødet på Bornholm og forsøgt at adressere problemet, hvor jeg efterfølgende blev omtalt som neoliberalist og nationalfascist. Hvis jeg et øjeblik må idolisere mig selv, så ser jeg mere mig selv som en ”whistleblower”, der forsøger at gøre opmærksom på de uretfærdigheder, jeg ser indefra. Til branchens forsvar vil jeg sige, at der i alle små enheder hersker en ensretning, hvor man bliver utryg, hvis nogen forsøger at gå i en anden retning.

Hvordan er problemet opstået?

Min far er fra Pakistan, men min mor stammer fra en kulturradikal overklassefamilie. I mit barndomshjem kom en masse af de store kulturradikale koryfæer, og jeg har set, hvordan man i efterkrigstiden havde en forestilling om, at kunsten skulle være opbyggelig. Det har jeg stor forståelse for, men i dag har opbyggeligheden og de gode idealer ændret sig til noget stædigt, insisterende og diktatorisk.

Hvilke konsekvenser har det for kunsten?

Når jeg eksempelvis skal lave en teaterforestilling, så skal jeg sende ansøgningen til et udvalg, hvor jeg ved, hvordan de ser ud, hvor de bor, og oftest også hvilket parti de stemmer på. Hvis jeg ønsker at få del i midlerne, bliver jeg nødt til at tilpasse mine ord, så de tilfredsstiller de her mennesker. Men det drejer sig ikke alene om udvalgene, det gør sig også gældende, når man skal mødes med en skuespilchef, en filmkonsulent eller et dramaturgiat.

Er de værker, du efterlyser, ikke bare fraværende, fordi de ikke har kunstneriske kvaliteter?

Det vil man garanteret kunne finde mange eksempler på, men der findes også meget kunst, som bliver støttet per automatik. Kan man sige, at det er kvalitet, fordi det var det, vi gjorde i går, i forgårs og de sidste årtier? Det vil undre mig, hvis der ikke findes en eneste højreorienteret historie i Danmark, som er værd at fortælle.

Hvad er løsningen?

Jeg kunne godt tænke mig, at armslængdeprincippet for en stund blev ophævet, og at politikerne greb ind for at lave en ny struktur i fordelingen af midlerne og få andre mennesker ind i udvalgene. Vi kunstnere kommer ikke frivilligt til at afstå vores magt og positioner. På samme måde som vi har nævningeting i retssystemet, bør vi hive almindelige mennesker ind i de forskellige udvalg, så de har en bred og folkelig sammensætning.

Er det ikke en god idé at holde fast i armslængdeprincippet, så politikerne ikke blander sig i kunsten?

I Danmark bliver vi forskrækkede, når politikere blander sig i kunst og kultur. Det er bare ærgerligt, at vi kunstnere ikke er opmærksomme på vores egen politiske undertrykkelse af bestemte holdninger. I virkeligheden har vi givet os selv mundkurv på. Vi bør gøre oprør mod os selv for kunstens skyld.