”Elizabeth Strout er det modsatte af litterært blær. Hendes skrivekunst har intet ego, og de sætninger, hun skaber, tjener hendes personer og ikke forfatteren selv.”
Sådan skrev anmelderen fra avisen The Guardian, da Strouts roman ”Jeg er Lucy Barton” udkom i England, og hun har fuldkommen ret. Strouts storhed ligger i det små. I den lille drejning, som en dialog mellem familiemedlemmer kan tage. I den minimale uoverensstemmelse mellem vores egen selvopfattelse og andres syn på os. I den tilsyneladende ubetydelige forskel, der ligger i at vokse op på en gård og i en lille by.
Nu udkommer Elizabeth Strouts efterfølger til ”Jeg er Lucy Barton” i dansk oversættelse, og de to bøger supplerer hinanden. I den første roman løb tre handlinger sammen i en perfekt enhed. Dels beretningen om den unge titelperson Lucys fattige opvækst på en gård ved byen Amgash i delstaten Illinois. Dels hendes held med at blive forfatter på Østkysten i 1980’erne. Dels hendes forsoning med moderen på et hospital i New York.
I ”Alt er muligt” er vi tilbage i det landlige miljø i Illinois (og ikke i Maine, som der står i forlagets bagsidetekst). Bogen består af en samling løst sammenknyttede novelleforløb om personer i byen Amgash, som i vekslende grad har kendt Lucy og Barton-familien.
For eksempel handler ”Skiltet” om den tidligere landmand og nu pensionerede pedel Tommy Guptill fra den lokale skole, som i tilbageblik husker, hvordan Lucy som lille gemte sig i klasselokalet for at nyde stilheden og for at slippe for at tage hjem. På nutidsplanet besøger pedellen Lucys bror, Pete, som stadig bor på familien Bartons husmandssted, og sammen taler de om, hvordan Tommys gård i sin tid brændte ned, og hvordan Lucys og Petes far måske/måske ikke var impliceret i branden (som måske også var et tegn fra Gud, tænker Tommy i novellens fabelagtige indre monolog).
I en anden novelle – ”Søster” – vender den voksne Lucy hjem til Amgash (hun er på forfatterturné og kommer forbi egnens hovedby Chicago) og besøger broderen, Pete, i deres barndomshjem. Deres søster Vicky kommer også forbi, og et lavmælt drama udfolder sig. Pete er den svært introverte, Vicky er den voldsomt overvægtige, og Lucy er den smarte storbydame, ”the one that got away”. Eller hvad? Suges hun ikke som så mange andre tilbage til barndommens grusvej og er aldrig rigtig flyttet væk?
Elizabeth Strout er blevet sammenlignet med landsmændene Anne Tyler og Marilynne Robinson, og mange læsere, også her i landet, har for længst fundet frem til hende. De vil ikke blive skuffet over den nye bog, selvom alle fortællinger ikke er lige mageløse.
I Strouts landlige og lavmælte litteratur betyder steder og navne kolossalt meget (hendes tidligere bøger har titler som ”Olive Kitteridge” og ”Amy og Isabelle”), men som andre store forfattere evner hun i hver bog at finde det universelle i det partikulære. Vi er så at sige alle vokset op i Amgash, Illinois.
Selv er hun født i Portland, Maine, og har om sit forfatterskab tidligere sagt: ”Det er ikke ’godt’ eller ’ondt, der interesserer mig som forfatter, men den menneskelige eksistens’ dunkelhed og vore livs vedvarende mangel på perfektion.”
Hvis man mangler læsestof til sommerferien, er de to bøger om Lucy Barton – ”Jeg er Lucy Barton” og ”Alt er muligt” – oplagte at gå i gang med. De er på et politisk plan præcise undersøgelser af den i vor tid definerende modsætning mellem by og land. Og på et eksistentielt plan er de spejle, hvori man ser livet i et nyt lys.