Ondskab er allevegne. Den nedbryder vores sjæle og udfordrer vores tro på menneskeheden. Og selve det, at den eksisterer, får orkaner, global opvarmning, epidemier og finanskrak til at forekomme små i sammenligning.
Men i en moderne tidsalder præget af partipolitisk mudderkastning, moralsk relativisme og teologisk undvigelse er vi blevet åndeligt dovne og useriøse omkring vores granskning af ondskaben og dens væsen. Det har dystre konsekvenser, og derfor er vi nødt til at ændre, hvordan vi taler og tænker om ondskab.
LÆS OGSÅ: Lars von Trier taler om ondskab i kirken
Det siger den amerikanske politiske teoretiker og forfatter Alan Wolfe, der i sin kritikerroste nye bog Political Evil. What It Is and How to Combat It (Politisk ondskab. Hvad det er, og hvordan det kan bekæmpes) afsøger moderne politisk ondskab og gør op med tidens hang til at forenkle dens natur.
Vi er først og fremmest nødt til at indsnævre fokus, fremfører Alan Wolfe, der til daglig er professor i statskundskab og leder af forskningscenteret Boisi Center for Religious and Public Life på Boston College i delstaten Massachusetts.
Ondskab diskuteres alt for ofte på et for højt abstraktionsniveau, hvad enten det er en religiøs diskussion om Guds væsen eller en filosofisk debat om universets naturlige orden. Der er tidspunkter, hvor diskussioner om ondskabens teologi eller metafysik er passende. Men der er også tidspunkter, hvor de står i vejen for at finde ud af, hvad vi skal gøre, når vi konfronteres med terrorister, der flyver passagerfly ind i højhuse, eller uniformerede massemordere, der dræber og voldtager sig til etnisk renhed, siger Alan Wolfe.
LÆS OGSÅ: Hvor kommer det onde fra? (kristendom.dk)
Og en del af løsningen er ifølge Wolfe, at vi ophører med at tale om ondskab generelt og i stedet fokuserer på politisk ondskab: overlagte onde handlinger folkemord, etnisk udrensning, terrorisme, tortur begået af stater og bevægelser mod uskyldige mennesker i strategiske bestræbelser på at opnå konkrete politiske mål.
De, der praktiserer politisk ondskab, er ikke vanvittige, men snarere skræmmende rationelle. At se bort fra onde handlinger begået af isolerede enkeltindivider og i stedet fokusere på den ondskab, som har politiske hensigter, giver os en måde at svare igen på. Vi kan granske de politiske mål og reagere på dem. Det er nemmere at ændre handlinger, end det er at ændre mennesker, konstaterer Alan Wolfe.
Dertil kommer, at ondskab og politik er en særligt giftig cocktail, understreger han.
Onde individer med en stat eller en bevægelse bag sig kan gøre langt mere skade end de, der står alene, bemærker han.
Ondskab er blandt verdens ældste filosofiske og teologiske gåder. Tænkere, digtere, kunstnere, forfattere, komponister, videnskabsfolk og teologer har igennem århundrederne forsøgt at forklare dens tiltrækningskraft og dens vedholdenhed, påpeger Alan Wolfe, der blandt andet fremhæver religiøse tænkere såsom kirkefaderen Augustin og reformatoren Jean Calvin, hvis teologiske system betoner den ondskab, som mennesket har nedarvet i kraft af arvesynden.
Også politisk teori er spækket med betragtninger om ondskab. Men mens toneangivende tænkere såsom Hannah Arendt, Reinhold Niebuhr, Arthur Koestler og George Orwell i midten af det 20. århundrede var stærkt optaget af at granske de mørke sider af den menneskelige natur, så er diskussionen i dag fattig og forenklet til sammenligning, mener Alan Wolfe.
Der var en ægte moralsk alvor omkring den politiske ondskabs natur i totalitarismens tidsalder, hvor folk reflekterede dybt over blandt andet nazismen og stalinismen. I dag er vi blevet useriøse i vores tænkning. Vi har mistet vores evne til at genkende politisk ondskab og taler om det gode og det onde på rigide, sekteriske og ubehjælpsomme måder, konstaterer han.
Og del af forklaringen på denne nationale overfladiskhed har ifølge Wolfe at gøre med arven fra 1960ernes ungdomsoprør, hvor amerikanerne og andre vesterlændinge begyndte at dyrke sig selv mere end Gud. Det blev indledningen til en periode, hvor amerikanerne groft sagt afviste tidligere tiders strenge former for religion og i stedet begyndte at abonnere på en moralsk relativisme ude af stand til at rumme begreber som synd og frelse.
Det var en ekstremt optimistisk tidsalder, hvor psykologisering og fokus på selvet erstattede teologiske overvejelser, men det, som kom ud af det, var, at vi blev ude af stand til at håndtere politisk ondskab, siger han.
Samtidig har vi en farlig tendens til at sætte al politisk ondskab i samme bås, siger Alan Wolfe, der understreger, at det er afgørende at sondre imellem forskellige typer af rædsler og ikke at forfalde til overdramatiseringer. Wolfe, der identificerer sig selv som politisk til venstre for midten, kritiserer eksempelvis den store, celebre Red Darfur-kampagne mod folkemordet i Sudans Darfur-region.
Kampagnen var alarmistisk og overdrev fuldstændig konflikten i Darfur. Det var ikke folkemord; det var borgerkrig. Definitioner betyder noget. Det skabte falsk håb blandt ofrene om, at hjælpen var vej. Det forlængede endda volden, fordi forventningen om en snarlig vestlig intervention tilskyndede alle sider til at fortsætte kampen. Jeg mener, at vi i Vesten har en moralsk forpligtelse til at hjælpe dem i nød, men vi er også nødt til at bevare et klarsyn og bruge de rette etiketter. Ellers sløves vores sanser, bemærker han.
Han er også kritisk over for ideen om, at ondskab lurer i alle menneskers hjerter, og at vi alle er medskyldige i verdens rædsler i kraft af vores relative ligegyldighed.
Vi er besatte af ondskab, men mangler perspektiv. Almindelige mennesker har ikke for vane at plyndre og dræbe for at fremme deres verdenssyn, ligesom det også forplumrer debatten at sige, at vi alle er medskyldige i klodens rædsler i kraft af vores relative ligegyldighed. Vi er nødt til at fokusere på dem, der har den politiske magt til forårsage masselidelse og massedød, siger han.
Alan Wolfes svar på, hvordan politisk ondskab bør gribes an, er en moralsk realisme, der kombinerer pragmatik med etik. Det indebærer blandt andet, at verdens ledere skal være villige til at tale med deres fjender og danne uskønne alliancer, hvis det giver en strategisk fordel.
Vi er nødt til at besvare politisk ondskab med politik. Det er ikke et moralitetsspil, hvor verden er inddelt i det gode og det onde. Vi må altid have for øje, at politisk ondskab krænker de førende vestlige religioners centrale principper og politiske filosofier, men vi må også forholde os rationelt til de forhold, som den finder sted under, og reagere derefter, konstaterer han.
Selvom Alan Wolfe betegner politisk ondskab som den største trussel mod verden i dag, så understreger han samtidig, at den relativt sjældent tager bopæl i vores samfund.
Det er højst usandsynligt, at den type omfattende inkarnerede ondskab, som verden oplevede i totalitarismens tidsalder i det 20. århundrede, vender tilbage. Nazismen og stalinismen var et resultat af en kombination af ganske særlige historiske vilkår såsom Første Verdenskrig, hyperinflation og den store depression, og det er usandsynligt, at det vil ske igen. Verden er en anden i dag, konstaterer han.
STORT TEMA: Ondskab tværreligiøst set