Prøv avisen
Teater

Sublimt værk viser teateret som middel til empati med et helt unikt erkendelsespotentiale

6 stjerner
Christian Lollike og Sigrid Johannesens bearbejdning af ”En fortælling om blindhed” er ikke en behagelig oplevelse. Men den grænseoverskridelse, der finder sted, bliver aldrig for meget og hele tiden lige nok til, at de holder fast i publikum, som på billedet ses liggende på feltsenge, iført briller og høretelefoner, mens skuespiller Simon Mathew styrer gennem oplevelsen. – Foto: Emilia Therese/Aarhus Teater.

At leve sig ind i fiktionen får en helt ny betydning i teaterinstruktør Christian Lollikes formidable omsætning af José Saramagos’ ”En fortælling om blindhed”

At leve sig ind i en roman. Den følelse kender de fleste. Vi har evnen til at leve os ind i en historie, når den er tilpas rørende, fængende, spændende, relevant, velfortalt. Men netop dette udtryk, at leve sig ind i noget, får en helt ny betydning i teaterinstruktør Christian Lollikes formidable omsætning af portugisiske José Saramagos ditto formidable roman fra 1995, ”En fortælling om blindhed”.

Nobelprisvinderens litterære formsprog er fornemt bearbejdet, så romanens kakofoni-kaos kommer til udtryk gennem lys, lyd, stemmer og stemning.

Forestil dig, at du holder for rødt ved et fodgængerfelt på en helt almindelig dag. Pludselig forsvinder dit syn, og du omsluttes af et hav af mælkehvid blindhed. Du er patient i en uforklarlig, uhelbredelig og samfundsomstyrtende blindhedsepidemi, de kalder hvidhedssygen. Du, og alle de andre smittede, sendes i karantæne på et sindssygehospital, hvor en indre og ydre kamp snart vil udspille sig mellem civiliseret (med-)menneskelighed og rædselsfuld selvfornedrelse. Du er en karakter i denne – i disse tider ikke helt utænkelige – fiktion, og du kan ikke løbe væk.

Vi står i foyeren sammen. Vi går ind i scenerummet sammen. Vi lægger os på feltsengene ved siden af hinanden, sammen hver for sig. Men idet vi ifører os briller og høretelefoner, hopper vi ned i kaninhullet. I dette hjernerum, et lydligt lokale, er vi helt alene med vores følelser af kontroltab og latent angst. Her er vi kun os selv nærmest, med superskærpede sanser, som dirrende afventer, hvad de skal udsættes for.

Skuespiller Simon Mathew er den køligt observerende spilmester og foley-lydkunstner, der styrer os igennem oplevelsen med en kold, kynisk, djævelsk drilsk fortællerstemme. En lang række andre skuespillere har også lagt stemmer til, og de indfører os i sind og skæbner hos de mennesker, vi angiveligt er i rum med i fiktionen.

Vi befinder os i et såkaldt binauralt lydunivers skabt af retningsbestemt tre-d-lyd. Metal vælter omkuld i umiddelbar nærhed af min briks, et menneske slæber sig over gulvet, rotter skraber mod beton med spidse kløer, og menneskeskæbner tvinger sig ind på den indre nethinde. Er han lige her, eller spiller mine sanser mig et puds? Er det lyden af en kniv, der drejer i et hvidkål, eller en desperat kvindehæl i en mands knæskal? Lyseffekter lader mig føle, at dagene går, nogen bevæger sig omkring og over mig.

I århundreder har kunstnere arbejdet på at skabe den ultimative billedlige indlevelse, oplevelsen af at lade sig opsluge og nedsynke i repræsentationen og glemme kunstværkets kunstighed. Men forestillingen her viser os, at virtual reality-teknologier og tre-d- og fire-d-biografer alligevel ikke kan hamle op med de billeder, hjernen selv kan fremmane.

Jeg lever mig ind. Jeg er, tænker, oplever og erkender som mig selv, men er på besøg i en fremmeds skæbne. Det kunne være en kz-lejr. En flygtningelejr. Et felthospital for coronapatienter i Brasilien. Jeg er en blind, som ser uden at se.

Christian Lollike og Sigrid Johannesens bearbejdning af ”En fortælling om blindhed” er ikke en behagelig oplevelse. Men den grænseoverskridelse, der finder sted, bliver aldrig for meget og er hele tiden lige nok til, at de holder os fast. Med ”En fortælling om blindhed” står Lollike og hans hold for en fornyelse af den dramatiske udtryksform med skabelsen af et sublimt, sofistikeret værk, et middel til empati og et medie med et helt unikt erkendelsespotentiale.