Vi er forbundet med verden, fortiden og de andre. Og nu er vi ved at genopdage det

I et kælderlokale på Glyptoteket i København er opstillet nogle ægyptiske grave, hele anlæg med minutiøse og kunstnerisk og håndværksmæssigt fremragende ting, der havde med den dødes liv at gøre, eller som kunne anvendes af den døde i efterlivet.

Vi er vant til at synes, at udvikling fører fremad, til noget bedre. Sådan tænker det moderne, og sådan tænker sandelig det sekulære, for nu er menneskeheden omsider nået dertil, at vi er fri for religiøsitet, evigt liv, tradition og i det hele taget alt det, der flytter menneskers fokus væk fra det dennesidige liv og det materielle. Men man står der på Glyptoteket og føler en art sørgmodighed og beskæmmelse på sin tids og sin kulturs vegne. Dengang i oldtiden gjorde man så meget ud af sine døde og troede så inderligt på et liv efter dette, at alle disse anstrengelser og omkostninger blev gjort for at tage vare på de dem for at vise dem omsorg.

Hvad gør vi moderne, angiveligt oplyste, mennesker? I langt de fleste tilfælde betydeligt mindre, og er det ikke en fattigere og mindre åndfuld kultur, der skøtter så lidt om de døde og alene eller fortrinsvis er optaget af at sikre de bedst mulige vilkår for én selv, mens man er her på jorden?

I en roman af den kirgisiske forfatter Djingiz Ajtmatov, "Vigesporet. I dag er også i morgen" (1981), er et afgørende tema, at erindring må være ukrænkelig, hvis mennesket skal bevare sin menneskelighed. Romanens stærkeste billede på den erindringsløshed, som umenneskeliggør os, er legenden om mankurterne, et folk, der bliver udsat for en særlig form for tortur og mister enhver erindring og dermed er uden identitet.

Selvfølgelig kan Ajtmatovs roman læses som en protest mod sovjetregimet. Men på et dybere niveau drejer romanen sig om at hævde det evigtgyldige, det fælles og dog individuelt forskelligartede over for enhver nivellerende likvidering af erindring og identitet. For uden erindring bliver alle ens og bundet til øjeblikket.

Således kan yngre mennesker i romanen ikke forholde sig til død og begravelse, de har ingen måder at håndtere sådan noget på, de har ingen spor at gå i, fordi de ikke kender nogen religiøse ritualer. Men hvis død blot er noget, man skal have overstået hurtigst muligt og mest smertefrit, så man kan komme tilbage til karrieren og indtjeningen, har heller ikke livet nogen værdi. For da har man gjort både den døde og sig selv ringere end et menneske.

Men hvis man lytter godt efter blandt tidens tegn, er der imidlertid også noget, som peger i en anden retning. Se nu allehelgen. Nærmest år for år bliver allehelgen vigtigere for befolkningen, flere og flere går i kirke, og medierne beskæftiger sig mere med det – og vel at mærke ikke kun i den amerikaniserede udgave.

Og hvad er det, allehelgen drejer sig om? Ikke mindst at mindes dem, der kom før os, og i hvis spor vi følger. En bevidsthed om en sammenhæng mellem før og nu, traditionens betydning for nuet, og de dødes – forgængernes – betydning for os, både personligt og på et mere omfattende niveau. En større bevidsthed om, at vi ikke har skabt os selv, men er blevet til ud af noget andet: Gud, traditionen og vores nære og kære, alle de relationer, vi er et produkt af, og som vi indgår i. En længsel efter at se sig selv som en del af noget, der er større end blot én selv, at være forbundet med verden, med fortiden og med de andre.

Spørgsmålet er, om det, vi oplever i disse år, ikke er et begyndende opbrud fra fikseringen på jeget, i en erkendelse af hvor fattigt og utilstrækkeligt et livssyn og en livsførelse, som udelukkende eller primært tager sigte på én selv og éns øjeblikkelige behov, er? Vi ér virkelig forbundet med verden, fortiden og de andre, og nu er vi ved at genopdage det.

I klummen ”Relief” sætter sognepræst og litteraturhistoriker Anders Thyrring Andersen kritiske spørgsmålstegn ved de dominerende opfattelser i tidens kultur- og samfundsdebat.