Nora Krug samler på nazigods. Den tyskfødte tegner holder af at støve rundt på rundt på loppemarkeder efter de ting, mange af hendes landsmænd ikke vil se på. Gamle stilehæfter med hagekors i, nationalromantiske sort-hvid fotografier og Hitlerjugend-samlekort. En karikaturtegning af en jøde med overdimensioneret næse og små briller er også røget også ned indkøbsnettet.
”Disse ting er historiens vidner, for mig i hvert fald. Mine bedsteforældre efterlod mig ikke med mange sådanne beviser for, hvordan det var at leve under nazistyret. Og på en måde erstattede det at gå på loppemarkeder over hele Tyskland den arv, jeg har følt, at jeg manglede,” siger hun uden at blinke.
Alle dimserne er blevet affotograferet og indgår som ”bevismateriale” i erindringsbogen ”Heimat” (hjemstavn), der netop er udkommet på dansk. I bogen tegner, klippeklistrer og fortæller Nora Krug sig gennem opdagelsen af sin egen familiehistorie og prøver at sætte ord og billeder på den skyldfølelse, der følger med et tysk statsborgerskab. Og samtidig forsøger hun at stykke en national identitet sammen af ”tyske” ting: en tørret edelweiss-blomst, et stykke schwarzbrot, et Leitz-ringbind. Skovenes mørke og flodernes brusen.
”Hvordan kan du vide, hvem du er, hvis du ikke forstår, hvor du kommer fra?”, lyder den overordnede præmis i ”Heimat”, og titlen er valgt meget bevidst.
”Da den udkom i Tyskland var forlæggerne meget nervøse over den titel, for der ligger så meget i dét ord, som kan misforstås. Men vi endte med at holde fast i det for at tage det tilbage,” siger hun.
Da interviewet finder sted er Nora Krug i Danmark for at lancere bogen og holde foredrag på Nationalmuseet, hvor vi har lånt et lokale, ligeledes fuldt af finurlige gamle ting. En udstoppet babysæl stirrer på os fra en vindueskarm, og Nora Krug mener, den er smuk. Da hun får øje på den danske udgave af bogen på mahognisofabordet, spørger hun forsigtigt, om hun må låne den og sende et billede hjem til familien.
Nora Krug blev født i 1977 ind i en sydtysk familie hjemmehørende i Karlsruhe. Hun bosatte sig som ung i New York, USA, for at arbejde som tegner. Her mødte hun en jødisk mand, de blev gift og fik en datter for fire år siden. Det var i mødet med ham, men også New York generelt, at det blev mere og mere presserende at tage livtag med fortiden, fortæller hun.
”Når man er tysker i udlandet føler man, at man repræsenterer sit land og sit lands svære fortid. Man er ude af den komfortzone, hvor alle omkring én har den samme historie, og man ikke har brug for at reflektere over den. Men da jeg flyttede ud, følte jeg et stærkt behov og også et ansvar for at grave dybere,” siger hun.
I bogen beskriver Nora Krug situationer, hvor hendes ophav er blevet tydeligt, på dybt ubehagelig vis. Hvordan hun er blevet spyttet på på gaden, da hun gik og talte tysk med en ven i et russisk kvarter i New York. Men også hvordan en medstuderende engang refererede til en anden medstuderende som et ”jødesvin” i håb om hendes tyske sympati.
”At bo i en by, der har været destination for mange af de jødiske flygtninge, gør dig samtidig mere opmærksom på din arv, end hvis du var flyttet til Seattle eller Midtvesten. Jeg er ofte blevet konfronteret med negative stereotyper omkring mit land, mit sprog, lyden af sproget. Og det gjorde mig meget usikker på, hvordan jeg kunne fortælle historien rigtigt, som tysker. For det skulle ikke være den samme stereotype fortælling om Tysklands rolle i krigen set udefra. Men det skulle for alt i verden heller ikke være en offergørelse.”
Hendes værste frygt har hele tiden været, at nogle skulle opfatte bogen som en retfærdiggørende forklaring eller en undskyldning.
”Det har aldrig været ment som en undskyldning!,” siger hun og læner sig frem i stolen.
”En undskyldning er at bede om tilgivelse. Men man ikke kan bede om tilgivelse for de uhyrligheder, tyskerne begik under Anden Verdenskrig. Tilgivelse er noget, man kan give andre, men man kan ikke bede om det. Så bogen har langt mere handlet om at forstå, hvilke spor krigen har sat i Tyskland og tyskerne indtil nu. Og hvad det betyder for tysk kulturel identitet i dag. I hvert fald for mig.”
Nazisterne gjorde krav på mange kulturelle symboler, som er svære at ”rense”. Den røde fluesvamp, for eksempel, som har været brugt i tyske børnebøger fra gammel tid, blev af nazisterne gjort til et symbol på jøderne.
”Når man går i skoven og finder smukke svampe, tror man, at de er gode at spise. Men de er giftige og kan slå en hel familie ihjel. Jøden er sådan en svamp,” skrev Nora Krugs farbror i et stilehæfte fra 1939, dekoreret med små tegninger af svampe mellem grønne grantræer.
Farbroderen deltog senere i krigen og faldt. Nora Krugs egen far voksede op i skyggen den afdøde heltebror, og det ene spor i bogen følger hans opvækst i den lille landsby Külsheim.
”Min far havde en ulykkelig barndom, og der er mange måder at slette minder på. Ligesom man slettede hagekors fra fotografier efter krigen, så lider min far også af forsætligt hukommelsestab,” siger Nora Krug.
Bogens andet spor følger moderens slægt og især morfaderen, der overtog et kørelærerfirma fra sin jødiske chef kort før krigen, fordi chefen måtte ”væk”. Kun 15 procent af alle tyskere var rent faktisk medlemmer af nazistpartiet. Var morfaderen én af dem? Eller skjulte han virkelig sin jødiske chef i baghuset, som familiehistorien går?
Detektivarbejdet har ført Nora Krug vidt og bredt omkring i arkiver og glemte kister på støvede lofter til familiemedlemmer, der ikke vil kendes ved hende. Det tyske familiealbum, som er den undertitel ”Heimat” har fået, udkom sidste efterår i Tyskland, og modtagelsen har været god, siger Nora Krug og snupper en croissant fra stablen på sofabordet.
”Ved du hvad, vi er jo blevet undervist rigtig meget i tysk historie i skolen. Men vores historielærere spurgte os aldrig, hvordan vi havde det med vores historie. Men du er nødt til at tale om følelser, når du taler om historien. Historien er jo oplevet, og de oplevelser er det stof, vores følelsesliv er gjort af i dag. Det kan være svært at bruge ordet ’traume’ om nazitiden fra et tysk perspektiv, for det lyder, som om vi er ofre, og det er vi ikke. Men det var et traume, og er det stadig i nutidens Tyskland. Vi er så dybt usikre på vores kulturelle identitet, hvem vi er, hvem vi kan tillade os at være, hvad vi burde være. Men hvis vi ikke tør gå ind i historien på et personligt og følelsesmæssigt plan, så kan vi ikke løse det spørgsmål om, hvem vi er,” siger hun og gør holdt et øjeblik.
”Og, hvis vi ikke løser det, er det farligt, for så overlader vi svaret til det ekstreme højre. For de er de eneste, der har brugt ordet ’Heimat’. Og jeg vil så gerne vise, at man sagtens kan tage ordet i sin mund og samtidig have et kritisk blik på fortiden.”
Det skal mange tyskere stadig lære, inklusive hende selv, siger hun.
”Vi er nødt til at kunne forholde os til vores kulturelle arv. Vi gør det på et rationelt plan, men vi tillader ikke os selv at udtrykke kærlighed til den kunst, de tanker og den natur, der har formet os, og det er et problem. Jeg ved ikke, hvordan det er i Danmark, men jeg tror, det for alle er svært at slå bro mellem national stolhed og et kritisk tilbageblik på historien. Det er også svært i USA.”
Nora Krug elsker det tyske brød. Et udpræget tysk ord som ”waldumrauscht” (omgivet af brusende skov). Varmedunke, UHU-lim og Han-saplast-plaster. Men hun har stadig svært ved at bruge ordet ”kærlighed” om måden, hun føler for sit hjemland.
”Det er sjovt... Det eneste tidspunkt, hvor jeg virkelig føler mig stolt, er, når jeg i New York læser et eller andet om Tysklands arbejde med at huske fortiden. Initiativer, der skal minde os om holocaust. Så har jeg det sådan: ’Nej, hvor er jeg stolt af mit land!’, men det er tydeligvis af de forkerte grunde. Jeg er glad for at lytte til Bach, men jeg kan ikke associere ham med national stolthed. Det, jeg holder af, er minder fra barndommen. Gåture i helt bestemte landskaber, mad, jeg har spist med familien, så bliver jeg emotionel. Jeg kan bare ikke sige, at jeg har kærlighed til mit land på en større kollektiv skala. Og det er jo nok meget naturligt, for jeg har aldrig oplevet, at man fejrede tysk kultur på nationalt plan. Det gjorde man bare ikke.”
Det er for sent for hendes generation, sukker hun. Men der er håb for fremtiden.
”Jeg har lige læst op af bogen på mit gamle gymnasium i Karlsruhe, og det var meget interessant og også opmuntrende. Jeg spurgte eleverne, hvordan de havde det med deres arv. Og de svarede, at de ikke føler, at de er skyldige, men at de føler sig ansvarlige. At det er op til dem at huske, at vi lærer af fortiden og sørger for, at det ikke sker igen. Det var rørende, og de var så velartikulerede omkring det, at jeg blev fyldt af håb. Skyld paralyserer os, eller det kan gøre os defensive, som jeg har set én højreekstremist skrive: ’Jeg er træt af at føle mig skyldig.’ Der skal vi helst ikke hen, men jeg tror på, at de unge kan varetage det ansvar for at huske.”
I tv-serien ”Halløj på Badehotellet” siger hotelejeren Basil Fawlty i skikkelse af John Cleese ”Don’t mention the war”, da der kommer tyskere på besøg. Tiden gør det lettere at tale om krigen, siger Nora Krug.
”Jeg ved, at der er blevet skrevet lignende bøger i min forældres generation, men de har været mere anklagende. De var, forståeligt nok, meget kritiske over for deres egne forældre og det, de havde gjort. En generation ekstra tilbyder distance, og distancen tillader en nærmere inspektion af, hvad der skete. I mit tilfælde har distancen både tidsmæssigt og geografisk hjulpet mig til at komme tættere på, end mine forældre kunne være kommet. Jeg kan være mere objektiv, fordi man følelsesmæssigt er længere væk fra sine bedsteforældre end fra sine forældre. Plus, mine forældre havde ikke de samme teknologiske hjælpemidler, som jeg har i dag,” siger hun.
Noget andet er, at meget af det arkivmateriale, hun har brugt, først er blevet tilgængeligt inden for de senere år, og der dukker jævnligt opklarende dokumenter op om store kulturpersonligheder, filosoffer og politikere. En af dem, der er blevet sat i et knap så gunstigt lys på grund af nylige brevfund, er maleren Emil Nolde. Fundet af hans antisemitiske breve har blandt andet fået Tysklands kansler, Angela Merkel, til at tage et Nolde-maleri ned fra sit kontor. Nora Krug forstår hende udemærket.
”Det politiske og det personlige kan ikke adskilles for mit vedkommende, jeg har svært ved at se på en kunstner, jeg ved har været nazist, uden at tænke på nazismen. Jeg kan da godt forstå, at man ikke på sit personlige kontor har lyst til at omgive sig med kunst, der får én til at føle ubehag, jeg ville selv have fjernet det. Museer er noget andet. Det er offentlige rum, der skal favne alle aspekter af historien. Vise historien og få os til at reflektere kritisk over den. Vi skal da vise kunsten frem på museer, men der påhviler os også et stort ansvar for at kontekstualisere den kunst.”
Lave gode udstillingstekster for eksempel. Eller grundige introduktioner til klassiske børnebøger med tvivlsomt indhold i nutiden, lad os bare sige ”Tintin i Congo”, som ifølge Nora Krug bør sælges i ”voksenafdelingen”, i hvert fald den gamle udgave med meget stereotype tegninger af sorte mennesker.
Nora Krug fortsætter sin egen museumsvirksomhed med at gå på loppemarkeder og skovle ind af memorabilia fra en virkelig ikke særlig komfortabel fortid. Hun arbejder lige nu på en udstilling, der skal rejse rundt i Tyskland og give et indblik i, hvordan researchprocessen til bogen har været. Men først skal hun lige færdiggøre en Europa-turné sammen med datteren.
”Min samling er blevet ret stor, større end hvad der er med i bogen. Og jeg fortsætter med at samle. En del af mig har nok også, rent personligt og uafhængigt af bogen, et ønske om at ’redde’ disse genstande, for de falder ofte i de forkerte hænder. Folk over hele verden samler på disse ting af de forkerte grunde. Og nu, hvor der er et skift i generationerne, og mange ting kommer ud af husene, er chancen der faktisk. Vi må gå på loppemarkeder, indfange disse ting, give dem til arkiverne. Og tage os tid til at se på dem.”