Prøv avisen
Interviewklassiker

Vi glemmer, hvem der gør Danmark rent

Journalist og forfatter Olav Hergel, der i dag arbejder på Politiken.

"Det eneste, der for alvor får mennesker til at vokse, er venlighed," siger journalist og forfatter Olav Hegel bag romanen "Indvandreren"

Det er integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), der – ufrivilligt – får det første ord i journalist og forfatter Olav Hergels nye politiske spændingsroman, "Indvandreren", der udkommer i næste uge:

"Dæmoniseringen er med til at vanskeliggøre mindretallenes forståelse for vort samfund og øger tværtimod de pågældendes følelse af at være marginaliseret. Og det er dødsensfarligt," sagde Birthe Rønn Hornbech i 2006 – året før hun blev minister. Romanens motto er ikke det eneste politikercitat i romanen. Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Pia Kjærsgaard og præsterne Jesper Langballe og Søren Krarup i Dansk Folkeparti spiller hver deres rolle i romanen. Og selvom navnene er ændret i romanen, har Olav Hergel hentet mange af citaterne direkte fra politiske biografer og avisinterview:

"Jeg skriver på virkeligheden, så meget journalist er jeg da trods alt stadig som forfatter. Og langt de fleste af begivenhederne i bogen er også foregået i virkeligheden," siger Olav Hergel, da diktafonen først har fået midlertidig opholdstilladelse imellem os på et af de dyre designborde i Dagbladet Politikens kantine.

I begyndelsen var hovedpersonen i bøgerne også en mandlig journalist, men Rikke Lyngvig blev skabt for at lægge afstand til hans egen person, og i bøgerne arbejder hun som journalist for den fiktive landsavis Morgenavisen Danmark.

Det er dog ingen statshemmelighed, at inspirationen til hans første roman, "Flygtningen", kom fra Berlingske Tidende, hvor Olav Hegel arbejdede som journalist i 18 år, før han fik et skrivebord på Politiken. Mange læste "Flygtningen" som en nøgleroman, som han påbegyndte, før han skiftede job, og det blev mildest talt bemærket, at han flyttede til en konkurrerende avis som resultat af uenighed med Berlingskes linje omkring udlændingestoffet.

"Jeg havde en fremragende tid på Berlingske Tidende, men vi blev bare uenige om dækningen af flygtningestoffet. De ville have mindre, og jeg ville have mere, og så var det mig, der måtte gå. Men det er fem år siden nu, og jeg bilder mig ind, at jeg har det glimrende med alle mine gamle kolleger og chefer.

I øvrigt laver især journalisterne på avisen både stærk og kritisk udlændingejournalistik i dag," siger Olav Hergel, der efter et år på Politiken blev hædret med Cavlingprisen for sine artikler fra landets asylcentre. Og han lægger ikke skjul på, at bøgerne er skrevet som lange debatindlæg i romanform:

"Det er min egen holdning pakket ind i spænding. Og det er helt klart en moraliserende bog. For den handler dybest set om, hvorvidt den borgerlige regering skal begynde at række hånden ud eller fortsætte med at være den krumme lillefinger i Dansk Folkepartis knyttede næve. Det er selvfølgelig sagt før, men det er stadig lige aktuelt."

Samme holdning gennemsyrer debutromanen "Flygtningen" fra 2006, der indtil videre er trykt i 50.000 eksemplarer og filmatiseret med Iben Hjejle i hovedrollen. Også "Indvandreren" er allerede solgt til filmatisering. Måske fordi begge bøger er skrevet med hurtige sceneskift og lige ind til kernen af de seneste års betændte politiske slagsmål: udlændingedebatten.

"Jeg synes selv, at der er stor forskel på mine to bøger. Den første handler om flygtninge. Og den måde, vi har behandlet flygtningene på, er for mig mere slem og entydigt forkert. Jeg siger ikke, at alle skal have asyl, men der skete noget med dem, der kom til at sidde og vente i de danske asylcentre, som var udenfor rimelighedens grænser. Derfor så jeg det mere simpelt. Men når det kommer til indvandrere, er det et helt ufatteligt svært spørgsmål, fordi der er så mange problemer med indvandrere i det danske samfund. Derfor er den nye roman også meget mere nuanceret."

Olav Hergel omtaler alligevel sin nye roman som "450 siders hellige holdninger fra Nordsjælland". Og det er ikke sagt uden selvironi. For han lever i høj grad af at skrive om forholdene for den underklasse, som vi primært har importeret til Danmark fra de muslimske lande, mens han selv bor i en lille villa i et nydeligt villakvarter i Snekkersten tæt ved Øresund.

Til gengæld har de færreste danske forfattere eller journalister været på så mange besøg i landets asylcentre og belastede boligområder som han. For det er der, at han har fundet sine bedste historier under tre forskellige integrationsministre, som han siger:

"Danmark er verdens sværeste sted at være journalist. For vi lever i verdens mest retfærdige land, måske lige efter Sverige, så hvis man skal finde rigtige dramaer i Danmark, er der ikke bedre steder at lede end mellem udlændingene.

Det er her, at man finder historier om landflygtighed, tvangsægteskaber og risikoen for at blive udstødt af sin egen familie, hvis man kysser den forkerte. Og om uvisheden ved at sidde i årevis i vores danske asylcentre. Derfor ender jeg altid der, og det er også det emne, der har afgjort de sidste tre folketingsvalg," siger Olav Hergel, der mener, at vi i det store nationale udlændingeregnskab næsten kun tæller de negative poster med. Det handler den nye roman også om. Og selv i Politikens baggård kan han få øje på skjulte sider af samfundet:

"Forleden stod jeg og røg en smøg ude i avisens lille gårdhave. Jeg skulle lige til at skodde min cigaret ned mellem de andre ulækre, våde skodder, da der kom en sort mand og skulle tømme askebægeret. Han smilede venligt til mig og virkede faktisk tilfreds med sit job."

Olav Hergel holder en lille pause, mens han læner sig lidt frem over bordet. For dét her vil han gerne have med:

"Den side af indvandringen bliver sjældent beskrevet i medierne," kommer det så:

"Selvfølgelig kan man ikke komme udenom, at der er problemer og kriminalitet blandt nogle indvandrere, men jeg synes, at vi glemmer, hvem der gør Danmark rent. Hvem der står op, mens vi andre sover for at passe de rengøringsjob, som ingen andre gider at have.

Selvfølgelig er der også pakistanere og indere, der bliver læger, og det er jo også dejligt. Men der er stadig mange, der gør rent for os, ligesom vi har brug for deres hænder som social- og sundhedsassistenter, når vi bliver gamle.

Det synes jeg godt, at vi kunne ære dem for. Og det er også en af grundene til, at jeg har skrevet "Indvandreren". Men hvis jeg skulle have givet den en mere eksistentiel titel, skulle det være "Tvivl". For den handler om de dilemmaer, vi alle har som mennesker. For man er de valg, man tager, hvad enten man arbejder som journalist, politiker eller rengøringsassistent.

I romanen skaber du et skel mellem "de kristne" og "de anstændige". Bliver du på den måde ikke lige så stigmatiserende over for kristne, som du synes, at andre er over for muslimer?

"Jeg forsøger bestemt ikke at stigmatisere de 90 procent af befolkningen, der er kristne. For det er jeg selv. Men min bog er en klar stigmatisering af de krigeriske kristne, der i dag har samme position som Venstresocialisterne havde i 1970'erne. For det er dem, der styrer den intellektuelle debat herhjemme med de bedste og mest begavede debattører.

Der er ingen på venstrefløjen, der når folk som Jesper Langballe, Søren Krarup og Søren Espersen til knæet. Men derfor er deres kristendom ikke min. Og jeg synes, at de tager fejl. Derfor ærgrer det mig også, at det nærmest kun er Carsten Jensen og Tøger Seidenfaden, der har intellektuelt format til at sige dem imod. For jeg synes, at livet har lært mig selv, at man når længere med venlighed end vrede."

Der er noget i Olav Hergels rare, mandelformede øjne, der ændrer sig, da han tager hul på de erfaringer, der har gjort det lettere for ham at identificere sig med flygtninge og indvandrere. For selvom han er opvokset i Gentofte med en mor, der endda tilhørte kredsen omkring de anerkendte digtere omkring tidsskriftet Heretica, har han måttet slås for at klare sig godt i livet.

"Jeg voksede op med en begavet mor, men hun var meget syg og endte med at tage livet af sig selv. Min far var alkoholiker, så jeg var på røven som relativ ung. Når min mor var psykisk syg, talte hun ikke til mig i lange perioder. Faktisk talte hun ikke til os i 7-8 år, mens jeg var barn, så jeg levede i et hjem, hvor der ikke blev talt til mig. Jeg synes, at jeg oplevede en grundlæggende kærlighed, men der var også nogle helt urimelige svigt fra mine forældres side".

Som 16-årig måtte han tage sin skæbne i sin egen hånd, da moderen begik selvmord:.

"Jeg var bestemt ikke Guds bedste barn i skolen, og jeg var lige på kanten til ryge ind i noget småkriminelt som teenager. Men når jeg ser tilbage på, hvem der har hjulpet mig på plads, er det ikke dem, der har skældt mig ud, men dem, der tog sig af mig.

Min mors bedste veninde sagde for eksempel, at jeg kunne betragte hende som min mor. Og det er hun stadigvæk. Det var også de skolelærere og den socialrådgiver, der troede på mig, som hjalp mig bedst. For det er altid det menneske, der rækker hånden frem, der hjælper en bedst på plads.

Selvfølgelig skal der være konsekvenser, hvis man dummer sig. Men det eneste, der for alvor får mennesker til at vokse, er venlighed. Derfor synes jeg også, at det var ærgerligt, at det kun var en borgmester fra Enhedslisten, der tog ud og snakkede med de drenge, der havde fordrevet den homoseksuelle præst fra Tingbjerg.

Man kan kun fordømme, at det skete. Og alle mødte op i kirken for at støtte præsten, men hvorfor skal venstrefløjen have monopol på at turde at gå i dialog med dem, man ikke forstår? Det forstår jeg ikke."