Vi hænger på hinanden

Ingen må glemme, at vi har et ansvar for os selv og hinanden, for dyrene og kloden, skriver Mickey Gjerris i 52 tankevækkende korte tekster

Mickey Gjerris er teolog og lektor i bioetik ved Københavns Universitet og klummeskribent her på avisen og har blandt meget andet været medlem af Det Etiske Råd i en årrække.
Mickey Gjerris er teolog og lektor i bioetik ved Københavns Universitet og klummeskribent her på avisen og har blandt meget andet været medlem af Det Etiske Råd i en årrække.

Det begyndte egentlig på Facebook, hvor han lavede opslag med helt indlysende sandheder. Som folk ikke desto mindre reagerede på, kommenterede og dermed animerede Mickey Gjerris til at arbejde videre med. Som han skriver i sit forord til bogen ”Skildpaddetanker – fra en foruroliget verden”: ”Tanken med at dele dem, dengang og nu, er at se, om andre kan genkende dem, både som indlysende og glemte.”

Det kan vi sagtens. Mødet mellem egne erfaringer og Mickey Gjerris’ er et mildt slag i mellemgulvet, hvor man kort knækker sammen, men også retter sig lidt mere end før, når man har fået pusten igen. Og her bør det retfærdigvis siges, at selvom skibet er ladet med et ansvar, der kan forekomme tungt, så bliver Mickey Gjerris aldrig moraliserende. Han er først og fremmest menneskelig.

Og det er en af styrkerne ved hans bog. At han konstaterer, at vi skal tage mere ansvar. For hinanden, for kloden og for dyrene. Og at vi skal handle på vores værdier, så afstanden mellem vores idealer og vores handlinger, mellem det, vi siger, og det, vi gør, den såkaldte kognitive dissonans, ikke bliver for stor. Men han fortæller os ikke hvordan. Det må vi selv finde ud af.

Mickey Gjerris er teolog og lektor i bioetik ved Københavns Universitet og klummeskribent her på avisen og har blandt meget andet været medlem af Det Etiske Råd i en årrække.

De etiske spørgsmål optager ham naturligvis meget, og han er ikke ked af at gentage sit næstekærlige budskab og angribe forbrugersamfundet, konkurrencestaten og det liv i den materielle overhalingsbane, som vi efterhånden betragter som en menneskeret. Det sker fra vidt forskellige vinkler i tekster, der for eksempel handler om at sørge over idolers død, om glæden ved tidsfordriv, om frygten for det storslåede og om de helt store spørgsmål her i livet: tro, det gode og det onde, døden, løgnen, begæret, ensomheden og kærligheden.

Men det kan ikke undgå at give de 52 små tekster i Mickey Gjerris’ bog et gentagende præg, ikke mindst når det gælder vores venner dyrene og deres velfærd, heller ikke selvom de fleste af teksterne er tænksomme, fyldt med humor og maner til eftertanke, uanset om referencerammen bliver udgjort af K.E. Løgstrup, Spiderman, Camus eller science fiction-romaner. Om end man kan indvende, at Mickey Gjerris’ budskab om, at vi hænger på hinanden, at vi skal blive ved med at dele ud af os selv og se ud over vores egen næsetip, næppe kan gentages tit nok.

Som han skriver i sin tekst om at være ens bag alle forskelle: ”Men jeg tror fuldt og fast på, at jo mere jeg kan se mig selv i den anden, jo mere har den anden mulighed for at se sig selv i mig. Og det er vel et meget godt udgangspunkt for at stifte fred. Det er jo ikke, fordi de metoder, vi benytter i øjeblikket, synes at virke særlig godt. Så hvor galt kan det gå?”