Vi har alle en identitet i klemme i tidens store kamp

Idéhistorikeren Mikkel Thorup forsøger med sin nye bog at sende en overbliks-drone ind over vor tids heftigste debat-slagmark: identitetspolitikken. Men den har lidt svært ved at navigere gennem al røgen og alle eksplosionerne

Professor i idehistorie Mikkel Thorup, Aarhus Universitet
Professor i idehistorie Mikkel Thorup, Aarhus Universitet. Foto: Søren Vendelbo.

En af vor tids mest glohede debatter handler om identitetspolitik. Er højtråbende og aggressive minoriteter ved at forskyde samfundet (og sproget!) i en ny og for det store flertal underlig og uønsket retning? Eller er der tale om mange små storme i mange små glas vand, hvor en borgerlighed, der er tømt for egne idéer, gør totalitære spøgelser ud af rimelige krav fra mennesker, der falder uden for ”normalen”, som den hidtil er blevet opfattet?

Det er ikke let at greje, men nu gør Mikkel Thorup, professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet, et ihærdigt forsøg med bogen ”Kampen om identitetspolitik – en samtidsidéhistorie”, der udkommer i dag, fredag.

Med sympati for minoriteternes anliggende

Når det gælder identitetspolitik, er debat-slagmarken så fyldt med røg og støj, at man kan drømme om en bog, der siger: Ro på! Nu tager vi den helt forfra, og så udruller vi, såvel historisk som systematisk, hvad det dér identitetspolitik er for noget, og hvor det kommer fra. På en måde er det også den bog, Thorup gerne vil skrive, og med sin enorme belæsthed er han velkvalificeret til opgaven. Men identitetspolitik er også noget, der ikke synes at give plads til neutrale og ophøjede positioner (det er en af dens pointer. Vi taler alle altid fra et bestemt sted), og Thorup indrømmer gerne, at han selv er venstreorienteret med stor sympati for minoriteternes anliggende, og at han anser mange af de kritiske bøger om identitetspolitik, af for eksempel Marianne Stidsen og Henrik Dahl for at nævne nogle hjemlige eksempler, som alarmistiske grænsende til det underlødige og rablende.

Det gør hans bog til en svær balancegang mellem overblik og analyse på den ene side og partsindlæg på den anden side, og Thorup er også selv ramt af de hidsige affekter, der er karakteristiske for debatterne om identitetspolitik. Han kan have svært ved at skjule sin væmmelse ved positioner som Stidsens, men han vælger (man er vel professor) at kanalisere den ud i akademisk nedladenhed. Det gør den dog ikke kønnere, og bogen skæmmes af til tider at spalte sig ud i serier af mini-anmeldelser af bøger, der får en hård medfart, uden at Thorup gør sig større ulejlighed med at påpege argumentatoriske brister eller faktuelle fejl. ”Kampen om identitetspolitik” bliver derfor over store stræk lige så kaotisk og følelsesbetonet som det emne, den gerne vil overflyve. Men lad os se, hvad vi kan hente ud af dens mere ædruelige passager:

Identitetspolitikken opstår i USA i 1960’erne og 1970’erne i skikkelse af nye sociale bevægelser, der fokuserer på den diskrimination i forhold til race, køn og seksualitet, der kan gøre et rent formelt lighedsideal (”vi er jo alle mennesker”) svært at realisere. Selv om identitetspolitikken dermed har sin oprindelse på venstrefløjen, er det en gennemgående pointe for Thorup, at den ikke kun er et venstrefløjsfænomen. Slogans som ”Make America great again” og ”Det Danmark du kender” er lige så meget identitetspolitik. Helt fra begyndelsen finder vi også en venstrefløjskritik, der frygter, at identitetspolitikken vil spalte den progressive fællesfront ud i mange mindre elementer og dreje fokus væk fra kampen mod økonomisk og politisk ulighed.

Politik er noget, vi er

Når identitetspolitikken bliver så dramatisk, skyldes det, at den ”eksistentialiserer” det politiske. Politik er ikke bare noget, vi gør indimellem, hvorefter vi kan trække os tilbage til det private og almenmenneskelige. Det private er også politisk. Politik angår ikke kun interesser og omfordeling. Den angår, hvem vi basalt set er. Den smelter sammen med vores fundamentale eksistentielle ”udsathed” i tilværelsen. En god pointe hos Thorup er, at de politiske ideologier mister deres tiltræknings- og sammenhængskraft fra 1980’erne og frem. Marked og teknokrati tager over, og som politiske borgere henvises vi til ”dybere lag” end de ideologiske. Det medfører en fokusering på moral eller rettere moralisme med en tendens til udskamning og dæmonisering af politiske modstandere. Herhjemme kender vi det fra Poul Nyrups proklamation af ”moralens årti”. Man kan også se en tendens til "kulturalisering": folk slutter for eksempel op om kristendommen som et symbol på kulturel identitet snarere end religiøs tro. Dermed får kristendommen pludselig en naturlig binding til konservativ identitetspolitik, hvor den for ikke så mange årtier siden stod politisk mere frit, i hvert fald i dansk sammenhæng.

En tredje effekt af ideologiernes tilbagetog er videnskabeliggørelsen af debatpositioner. Man taler i stigende grad ud fra ”fakta”, ”evidens”, ”det, der virker” med videre. Hvor der førhen var et åbent rum mellem det, der var tilfældet, og det man ville politisk, prøver man nu at lukke diskussionen. Det synes dog at have den modsatte effekt, hvor alle så begynder at bombardere hinanden med ”alternative” eller ”egne” fakta.

Frygten for identitetspolitikken og ”det woke” har at gøre med et mere generelt ubehag ved det moderne samfund og dets uoverskuelige udviklingstendenser. Så længe ”alle ligner mig” og ”alt er, som det altid har været”, kan man tænke såvel politik som personlig identitet i et stabilt perspektiv. Men når alt bliver flydende og usikkert, kan ubehaget lindre sig selv ved at slå ned på enkelte fænomener. Så får vi ifølge Thorup forstørrelsen og genbrugen af anekdoter omkring forbud mod mexicaner-hatte, og vi får det, han kalder ”abstrakte anekdoter”, udsagn uden forankring som ”Det hedder ikke længere fed men vandret udfordret”.

Den løst forvaltede identitet

På det mest basale plan har identitet altid en inderside (hvordan føler jeg mig som mig selv?) og en yderside (hvordan ser og anerkender de andre mig?). I de traditionelle samfund blev identitet forvaltet af kollektive fortællinger og overgribende strukturer; nogle mennesker blev favoriseret frem for andre, men de færreste var i tvivl om, hvem de var, og hvor de var placeret. I nutidens samfund er både inder- og yderside mere skrøbelige og prekære. Identitet er mindre ”færdigpakket” end tidligere, samtidig med at der er et krav om at tage sin personlighed med ud i det offentlige rum og på arbejdspladsen. Der er en større fordring om andres anerkendelse, samtidig med at de kollektive normer, der skal levere ressourcer til denne anerkendelse, hele tiden er til forhandling og i opbrud. Anskuet på denne måde er det ikke så sært, at der kommer noget overophedet og eksplosivt over små situationer og sammenstød, også fordi medierne ifølge Thorup kan have en tendens til at bruge forargelse som forretningsmodel.

Identitetspolitikken savner endnu det rum for dialog, forhandlinger og kompromisser, der i de bedste perioder har præget den klassiske interessepolitik. På den baggrund er Thorup også kritisk over for tendensen til at importere amerikanske debatter til Danmark. Han citerer en britisk journalist for følgende udsagn: At dele internet med USA er ligesom at dele stue med et næsehorn!  

Mikkel Thorup ender sin bog i en lidt resigneret tone. Han kan ikke tilbyde nogen løsning. Måske fordi han heller ikke er sikker på, hvad problemet er. For identitetspolitikken er både en ”ting i sig selv”, og samtidig er den symptom på en hel masse andet. Han sætter dog sin lid til de små usynlige forandringer i det daglige, på arbejdspladserne og i småbørnsfamilierne. Og hvad angår den rolige og besindige bog om identitetspolitik, må vi nok bare sige: Drøm videre!

Mikkel Thorup: Kampen om identitetspolitik – en samtidsidéhistorie. 303 sider. 299,95 kroner. Klim.