Penge kan ikke købe lykke, er der nogen, der siger, og afslutningen på Lotte Kaa Andersens krise-trilogi er med til at sætte en fed streg under det udsagn.
Hvor det i det foregående bind, ”100 dage”, især var en ulmende ubalance mellem ejendomsmægleren Kaare, hans småsnobbede hustru, Caroline, og deres indadvendte teenagesøn Lukas, der bar fortællingen frem, så er den hyppigste stemme nu den søgende Cille. Romanen indledes med, at hun bryder sammen i bilen på vej til lufthavnen og forlader sine to ferieklare børn på bagsædet, og som i de to foregående bind er også den nye ”Syv sind” fortalt i små kapitler med fortællere fra de tre familier. Desværre er Cille bare ikke verdens bedste fortællerstemme.
Når ikke Cille tænker tilbage på den både dragende og kvalmefrembringende affære med småklamme Martin fra børnenes skole eller tager på pilgrimsrejse på Caminoen, så står det hele lidt i stampe, og hun er ikke ene om at befinde sig i en limbo-tilstand. En af romanens andre hyppige stemmer, Line, føler sig fanget i Dubai. Hun har fået en ny mand, Peter, og sammen er de på grund af hans arbejde installeret i et fint hvidt emirat-hotel, hvor der ikke mangler noget. Jo, det skulle da lige være lidt indhold i livet. Line shopper i luksusmalls og får lækker pedicure, mens hun kæmper med varmen og iagttager de tilslørede kvinder, men mest af alt længes hun efter Peter og sine børn i Danmark og ærgrer sig over, at hun ikke er faldet til.
Både Line og Cille dvæler ved deres omgivelser. Cille satiriserer jævnligt over de nordsjællandske overklassefruer, mens Line dagdrømmer om de arabiske kvinders liv, og desværre bliver deres beskrivelser en anelse fortærskede og minder mere om fyldstof end egentligt indhold.
Flere steder udpensler dialogen en pointe og bliver et middel for plottets fremdrift, og det er aldrig kønt. Her skændes Cille og Ask for eksempel om et jobtilbud: ”– Jeg kan ikke svigte min egen og børnenes fremtid med åbne øjne, det ville være at forråde alt, hvad jeg står for. – Og hvad med mig? Jeg fulgte med dig til Hellerup, selvom jeg i flere år var ved at blive kvalt herude. Vi flyttede hertil, fordi du havde en drøm om et helt bestemt hus på en helt bestemt vej med en helt bestemt type naboer.”
Replikkernes opsummerende natur bliver noget kunstig, men det er trods alt kun skønhedsfejl her og der.
Anderledes forfriskende er det, når mægler-Kaare overtager med en dynamisk og øretæveindbydende tone. Kaare er hurtige penge og styr på sagerne, synes han selv, men egentlig er han og hustru Carolines ægteskab efterhånden så skævvredet, at han drømmer sig tilbage til en gnidningsfri affære med hviderusseren Svetlana. ”Hellere konge i et lorteland end lort i et kongeland” er hans motto, og sådan går det over stok og sten, så man faktisk småklukker ad hans ”larger-than-life”-attitude.
Lotte Kaa Andersen forstår at skrue en opbyggelig roman sammen, så læseren ender trygt og godt, når de sidste sider vendes. Undervejs taber hendes historie imidlertid fremdrift og skal tilføres uskøn benzin i form af plotdrevet dialog og udpenslende beskrivelser.
Det er ærgerligt, for det er ikke svært at se, at Lotte Kaa Andersen skriver fin og til tider stærkt underholdende realisme, der nærmer sig ”pageturner”-stadiet.