Verdensberømt filosof: Vi har en moralsk pligt til at bevare håbet

Den verdensberømte filosof Axel Honneth beskriver vores tid som den mørkeste, han har oplevet. Det sociale liv er truet af en økonomisk tænkning, der mangler blik for vores gensidige afhængighed. Men han fastholder troen på, at udviklingen i det lange løb går den rigtige vej

Axel Honneth, der fylder 70 år i år, er Habermas’ efterfølger på Johann Wolfgang Goethe Universitet i Frankfurt. Han er i dag tillige professor ved Columbia University i New York. – Foto: Pascal Perich/Contour/Getty Images

Vi skal egentlig tale om hans nye bog.

Den tyske filosof Axel Honneth har for nylig udgivet bogen ”Anerkennung. Eine europäische Ideengeschichte” (”Anerkendelse. En europæisk idéhistorie”). Foreløbig kun på tysk. I bogen udfolder den verdensberømte tænker endnu en gang det begreb, der har slået hans navn fast som uundgåeligt, når det handler om at finde frem til de afgørende forudsætninger for vores selvrealisering og det gode liv.

Anerkendelse er nemlig ifølge Honneth et nøglebegreb, når det gælder udviklingen af både den enkelte og af samfundet.

I sin nye bog beskriver Axel Honneth, hvordan dette begreb dog opfattes forskelligt alt efter, hvilken filosofisk og kulturel tradition man kommer fra. Med en mere negativ klang i den franske tænkning end i både den engelske og den tyske. Men det vender vi tilbage til senere.

For som han sidder der i hjørnekontoret i den historiske bygning i Frankfurt ”Institut für Sozialforschung”, rammen for Frankfurterskolens tænkere siden 1930’erne, virker det mere oplagt at indlede med at spørge den nu 69-årige filosof om hans syn på den tid, vi lever i lige nu. Frankfurterskolens tænkere har nemlig altid været optaget af at forholde sig kritisk og normativt til deres samtid. Fra Max Horkheimers og Theodor Adornos tænkning i 1930’ernes Tyskland til Jürgen Habermas, der blev den anden generations fyrtårn fra 1960’erne og frem, og hvis professorat Honneth overtog i 1996.

Tænkerne fra Frankfurterskolen har derfor altid haft ord som ”frigørelse” og ”magtforhold” som omdrejningspunkt for deres teorier, hvilket også gælder Honneth.

”Hvis jeg kort skal sige, hvad der primært bekymrer mig ved vores tid, er det, at den økonomiske tænkning invaderer alle sfærer i det sociale liv. Det er for mig at se en stor udfordring, for det påvirker både vores syn på hinanden, på os selv og på samfundet som sådan. Man kunne sige, at klimakrisen er mere alvorlig. Men den hænger sammen med denne idé om, at det afgørende i tiden er de økonomiske interesser eller profitmaksimering. Når vi har så store problemer med at kæmpe imod klimaforandringerne, hænger det jo også sammen med netop den tankegang. Det er blandt andet meget tydeligt her i Tyskland, hvor for eksempel bilindustrien kæmper imod forandringer, og regeringen er mest optaget af at sikre arbejdspladser,” siger Axel Honneth, der ud over at være tilknyttet instituttet i Frankfurt, som han indtil for nylig var direktør for, også er professor ved Columbia University i New York.

Axel Honneth har sat sig til rette i hjørnesofaen på kontoret. Han er i Frankfurt fire måneder om året, resten af tiden opholder han sig i USA. Han hader at flyve, fortæller han, og ville ønske at der gik tog mellem de to verdensbyer. Om det så tog 60 timer, ville han foretrække togturen. Men nu er der heldigvis nogle dage tilbage i Tyskland, inden turen igen går via luftrummet over Atlanterhavet.

Honneths teori om anerkendelse læses ikke kun af filosoffer og sociologer. Hans tænkning har fundet vej til en bred vifte af professioner som for eksempel lærere, pædagoger, socialrådgivere og psykologer. For den handler især om, hvordan vores omgang med hinanden er altafgørende. At den gensidige anerkendelse kan få os til at blomstre som enkeltindivider og som samfund. Men at manglen på samme kan være ødelæggende, både for selvet og for demokratiet. Og det er den trussel, han lige nu oplever på grund af den økonomiske tænkning, der ifølge Honneth gennemsyrer vores tilgang til os selv og hinanden.

En tilgang, han nu genfinder inden for alle de tre sfærer, Honneth opererer med i sin teori om anerkendelse: den private, den retslige og den solidariske, der blandt andet dækker kulturelle og arbejdsmæssige fællesskaber.

”De er alle karakteriseret ved forskellige former for anerkendelse. I familien eller den intime sfære handler anerkendelse om din erfaring af at blive elsket og af selv at elske. I den politiske sfære eller civilsamfundet handler anerkendelse om at blive anerkendt som en person med retsmæssig status, en, der har sin egen stemme, og som har mulighed for at gøre den gældende. Og i den tredje sfære ligger anerkendelsen i løftet om, at man bliver set som en kompetent bidragyder til den materielle reproduktion af samfundet. Som jeg ser det, er den gensidige anerkendelse nu truet i alle tre sfærer,” siger Honneth og uddyber:

”Med den økonomiske tænkning bliver den enkelte reduceret til, eller set som en, der udelukkende er styret af ønsket om egen nyttemaksimering. Men hvis man for eksempel i privatsfæren opfattes som en, der primært er optaget af selv at få det meste ud af parforholdet eller familien, at få øget sit eget velbefindende, så vil det ødelægge de former for gensidig anerkendelse, som vi ellers normalt forbinder med den sfære. Og det samme vil være gældende i de to øvrige sfærer. Hvis man anses for at være en, der først og fremmest er optaget af at forbedre sine egne forhold i samfundet, politisk og på arbejdsmarkedet, så bliver man ikke længere set som en, der er i vedvarende kommunikation med andre om at finde frem til det fælles gode, eller som en, der bidrager til det.”

Derfor er den økonomiske nyttetænkning også en udfordring for demokratiet, påpeger Honneth.

”Der er selvfølgelig forskellige opfattelser af, hvad der kendetegner et demokrati. Men hvis man mener, at demokratiet først og fremmest er defineret og konstitueret ved at tillade alle at deltage i en kollektiv eller demokratisk ’viljedannelse’, så er demokratiet truet af tidens nyttetænkning. For så ser man ikke længere den anden som en partner i forhold til at finde frem til den her fælles vilje, men ser i stedet vedkommende som en, der er drevet af egoistisk nyttemaksimering. Endda som en mulig konkurrent for ens egen.”

Axel Honneth er i sin socialfilosofiske tænkning dybt inspireret af landsmanden G.W.F. Hegel (1770-1831) og dennes tanker om, at ikke kun den enkeltes bevidsthed, men også hele samfundet udvikler sig med fortløbende fremskridt i historien, og at denne udvikling altid sker i en gensidig afhængighed og vekselvirkning mellem mennesker.

Ifølge Honneth er det kampen om den sociale anerkendelse, der er drivkraften i denne udvikling i vores tid, eller rettere i hele den periode, vi kalder moderniteten. Det vil sige den del af historien, som afløser efter det standsmæssige og feudale samfund, og hvor individets frisættelse kommer i fokus. Og blandt modernitetens fremskridt nævner Honneth blandt andet homoseksuelles rettigheder, kvindefrigørelse og borgerrettighedsbevægelsen: Alle er de eksempler på grupper, der har opnået anerkendelse i samfundet og på den måde er blevet inkluder-et i det store ”vi”. Men med hans egen beskrivelse af nutiden som primært domineret af en egoistisk nyttetænkning, kan det være svært at få øje på en vedvarende udvikling eller ”succeshistorie” for netop den gensidige anerkend- else.

”Det er selvfølgelig et spørgsmål om, hvad man mener med et ’fortløbende fremskridt’, som Hegel taler om. Det ville være forkert at se historien som noget, der skridt for skridt fører til fremskridt ud fra et bestemt formål eller mål, som for eksempel opnåelsen af individuel frihed. Bare se på historien gennem de seneste 200 år. Vi har ikke kun set mange forstyrrelser i forhold til den udvikling, men også voldsomme tilbageslag, med den tyske fascisme som toppen af isbjerget. Så jeg er helt på det rene med, at der ikke kun sker fremskridt. Men jeg ser til gengæld ikke en fremtid, som i længere tid tillader et nedbrud af de former for anerkendelse, som vi har opnået. Det er meget tænkeligt, at vi får tilbagefald i forhold til for eksempel homoseksuelles rettigheder. Men kun i en periode. En social orden baseret på en ødelæggelse af allerede opnået frihed eller anerkendelse har ikke en chance for at overleve i det lange løb. Kun på kort sigt.”

Honneth er dog helt med på, at der for tiden ser ud til at være intensiverede kampe om, hvem der kan opnå social anerkendelse på det samfundsmæssige plan, og at der netop også er et ønske om at begrænse adgangen. For eksempel når det gælder de flygtninge og indvandrere, der ønsker optagelse i vores samfund. Alligevel holder han fast i, at historien om social anerkendelse er historien om en stadigt voksende udvidelse af ”vi’et”.

”Alene diskussionen om, hvem vi skal inkludere, viser dette. Da vi i 1950’erne og 1960’erne fik arbejdere til Tyskland fra lande som Tyrkiet, Grækenland og Italien, så var flertallet slet ikke i tvivl om, at vi skulle opfatte disse som ’gæster’. I dag er der mange, der mener, at det var en fejl. Vi har lært, at de ikke var gæster og er ikke længere så overbeviste om, at den sociale integration af dem var særligt succesfuld. I dag diskuterer vi derimod, hvem der skal anerkendes som asylansøgere og flygtninge, hvem der har ret til at blive borgere i vores samfund. Det er et tegn på, at noget har forandret sig radikalt i vores forståelse af den sociale orden, og at vi ikke længere er så sikre på, hvor grænserne skal drages, som vi var dengang,” siger Honneth.

Han mener også, det er forventeligt, at der foregår en intens kamp om hvem, der kan komme med i ”vi’et”. For enhver bevægelse fremad vil blive mødt af en modbevægelse, siger han, i forlængelse af Hegels dialektiske tænkning.

”Lige nu ser vi især en modbevægelse i kampen omkring national identitet. Det havde vi nok ikke set komme for bare 20 år siden. Lige som vi også ser tendenser til modbevægelser inden for homoseksuelles rettigheder og kvinders frigørelse. Men vi var også utroligt naive, når vi troede, at de opnåede rettigheder på kort tid kunne blive til kulturelle vaner. Hvis man kigger tilbage i historien har alle moralske fremskridt haft deres modbevægelser. Det betyder så også, at vi er nødt til engagere os i debatter og diskussioner for at forsvare fremskridtene.”

På spørgsmålet om, hvem der udgør dette ”vi”, som skal gå ind i debatten og forsvare fremskridtene, lyder Honneths svar, at det er ”alle, der stadig forsvarer disse rettigheder, og som opfatter dette forsvar som en del af vores oplysningstradition. Noget, der ligger i moderniteten som en normativ præmis.”

Dagen før interviewet har der været et interview i den danske avis Information, hvor Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen udtaler, at hun er ”oprigtigt bekymret for, om humanismen blot bliver en parentes i historien”. Forelagt det synspunkt, rykker Axel Honneth lidt længere frem i sofaen og siger, at det gør ham nervøs, når nogen siger sådan.

”Det er for kortsigtet. Ja, vi lever i mørke tider, det tvivler jeg ikke på. Jeg nærmer mig de 70 år, og jeg tror jeg vil kalde nutiden for den mørkeste tid i den del af mit liv, hvor jeg har været politisk bevidst. Men jeg vil stadig sige, at det ikke er en grund til at opgive vore håb, ambitioner eller forventninger. Det ville selvfølgelig have været skønt, hvis alle menneskelige fremskridt ville komme uden modbevægelser, men det vil være forkert at forvente.”

”Faktisk vil jeg sige, at vi har en moralsk pligt til ikke at opgive håbet. Vi har ikke andre muligheder end at fortsætte.”

Honneths teori om anerkendelse er i høj grad mødt med respekt og lovord. Men fra en række tænkere har der også lydt kritik, og det var blandt andet den, der fik ham til at gå i gang med sin nyeste bog. Her undersøger han nemlig, hvordan og hvorfor begrebet anerkendelse klinger i tre filosofiske og kulturelle traditioner, den franske, den engelske og den tyske. Og i sin research har den tyske filosofiprofessor fundet frem til, at en del af forbeholdene mod hans tænkning kan skyldes, ”at den førende filosofiske tradition fra Rousseau til Sartre er mere skeptiske over for vores afhængighed af andre,” som han siger.

”Det har faktisk været det mest interessante resultat ved min begrebsmæssige forskning. For den viser, at der i den moderne franske tradition har været et forbehold eller en tvivl omkring frugtbarheden af denne gensidige afhængighed. I stedet har der været en meget, meget individualistisk idé om, at jo mindre afhængige, vi er af andre, jo mere frie er vi.”

I bogen beskriver Honneth, hvordan det franske forbehold overfor begrebet anerkendelse og ideen om, at vi er afhængige af hinanden og den sociale anerkendelse, kan spores tilbage til tiden med overgang fra adel til borgerskab, hvor jagten på social anerkendelse fik folk til at forstille sig, og til at agere ud fra forestillinger om, hvilke karakteregenskaber der kunne opnå andres agtelse og anerkendelse. Derfor kunne man aldrig være helt sikker på, om det nu var ”det ægte menneske”, der blev anerkendt, eller om vedkommende ”gjorde sig til”. Og den sociale anerkendelse kom derfor i miskredit.

I England var udgangspunktet et andet. Her førte den gryende industrialisering og spirende kapitalisme til spørgsmålet om, hvorvidt individet udelukkende er drevet af egoisme og egen profitmaksimering, eller om samfundet i stedet kunne bygges på en fælles moral, hvor netop hensynet til den anden også var at finde i den menneskelige natur. Det førte til den skotske moralfilosofi, som Honneth blandt andet finder hos David Hume (1711-1776), der taler om følelsen ”sympati”, som den vores medmenneskelighed beror på, og som samfundet dermed kan bygges på.

”Og i den tyske tradition, der primært er påvirket af Kant, og siden den Hegelske tradition, som jeg selv er rundet af, finder man så en tænkning, som ikke kun ser afhængigheden af andre som positivt for samfundet men nærmest som nødvendig for den individuelle dannelse som person. På den måde kan jeg jo se, at der er i hvert fald tre forskellige filosofiske traditioner omkring begrebet anerkendelse. Ud over at det har været et projekt, drevet af min egen fornemmelse af, at der kunne være en forskel på, hvordan vi tænker om anerkendelsesrelationer, så synes jeg også, det er vigtigt for vores kulturelle selvforståelse af Europa som et fælles foretagende, at vi undersøger, hvad vi kommer fra. Det ville være alt for let at sige, at vi bare deler den samme åndelige verden, for det gør vi ikke. Vi kommer fra forskellige traditioner, og det er vigtigt at være bevidst om dette, så på den måde er min bog også et forsøg på at få en indsigt i Europas pluralitet.”

Og når det så er sagt er der selvfølgelig også et ønske om at finde ud af, om man så eventuelt kan kombinere de tre forskellige måder at tænke på, fortæller Honneth.

”Det vil være en fejl at ignorere forskellene. For hvis vi bare etablerer en enhed uden at have blik for dem, vil enheden være kunstig og konstrueret. Kun ved at få øje på forskellene kan vi forsøge at finde ud af, hvor vi overlapper hinanden, hvor vi ikke gør, og hvor vi eventuelt kan finde fælles grund.”

Det er nok ikke heller ikke den store overraskelse, at Honneth fremhæver den tyske tænknings anerkendelsestradition som et godt sted at lede. Med Hegel som den ”teoretiske nøgle”, som Honneth beskriver ham. Som han skriver til slut i bogen:

”Kun ved at anerkende hinanden gensidigt som personer, der hver især har beføjelse til at kunne forholde sig til legitimiteten af de fælles normer, skaber vi betingelserne for normativt reguleret sameksistens blandt os mennesker.”