Det var nødvendigt at udvikle Danmark og forvandle det gamle landbrugsland til et moderne industrisamfund. For industrien var fremtiden. Landbruget fortiden. Og kun udbygningen af dansk industri kunne holde den voksende befolkning beskæftiget. Dette var industrifyrsten Alexander Foss’ budskab i en stor anlagt tale i Industrirådet i 1912.
Medejeren af den verdensomspændende virksomhed F.L. Smidth & Co var ikke den eneste i erhvervslivets top, der i disse år følte behov for at markere betydningen af deres erhverv over for landbruget. Den magtfulde chef for Østasiatisk Kompagni, H.N. Andersen, havde nogle år forinden bekostet en rapport, der skulle vise, at danskerne ikke alene var en ”agerdyrkende, men ogsaa en handlende og søfarende Nation”.
Andersen og Foss repræsenterede den absolutte elite i Danmark. Når de talte, plejede folk at lytte. Men her var en sag, som de ikke kunne vinde. Tværtimod ventede blot 10 år efter Foss’ tale en hård tid for erhvervseliten.
Danmarks økonomiske historie har ligesom den politiske historie været præget af det, historikeren Thorkild Kjærgaard har kaldt ”gårdmandslinjen”.
Samtidens dominerende opfattelse var, at Danmark var et landbrugsland. I dag, mere end 100 år efter, er den dominerende fortælling om Danmarks vej til velstand stadig, at værdierne blev skabt på ryggen af landbruget. Historien om Danmark handler om bønder, husmænd og arbejdere og andelsbevægelsen – ikke godsejere, bankdirektører og skorstensbaroner.
Det er denne fortælling, historiker og professor emeritus Per Boje angriber i et stort værk om Danmarks erhvervshistorie, hvis bind to netop er udkommet. Det handler om tiden 1850-1930, og det er forrygende historisk revisionisme.
For Foss og H.N. Andersen havde ret! Selvom landbruget stod for en overvældende del af eksporten, var det i virkeligheden bønderne og andelsbevægelsen, der red på ryggen af dynamikken, innovationen og lederskabet i de store virksomheder inden for handel og industri. Internationalt forgrenede virksomheder som F.L. Smidth og ØK beskæftigede ikke bare mange mennesker, men viste med deres vægt på vidensindsamling og teknisk udvikling vejen mod det moderne samfund.
At den urbane sektors erhverv var mere dynamiske end landbruget betød ikke, at alle – eller blot de fleste – virksomheder i den urbane sektor var innovative og dynamiske. Mange virksomheder havde ikke adgang til risikovillig kapitel, så de kunne ekspandere. Mange havde heller ikke blik for vækstpotentialet i innovation. De gjorde som de plejede – overlevede på flid.
Derfor er det en vigtig pointe i fremstillingen, at vækst og modernisering i virkeligheden afhang af en ganske lille elite, der havde finansielle og ikke mindst mentale ressourcer til at afprøve nye veje, indhente viden og opbygge nye internationale netværk.
Her spillede ikke bare entreprenante ingeniører og grosserer en hovedrolle, også de store københavnske bankers risikovillighed var afgørende for moderniseringen.
Innovation øgede produktiviteten i alle sektorer. Mest i industrien, men også i mindre grad i landbruget. Men den udgik fra eliten i industri, handel, søfart og finans. Først herefter rislede den ned gennem systemet.
De mellemstore landbrug og andelsvirksomhederne inden for fødevareproduktionen var mindre innovative. Innovationen i landbruget og fødevareindustrien blev drevet frem af godsejere og den urbane sektors kapitalister.
Mens gårde og husmandsbrug blev drevet efter lokal sædvane, eksperimenterede godserne tidligt med at lægge om fra kornproduktion til animalsk produktion – læs bacon. Det er disse eksperimenter, der sammen med et internationalt prisfald på korn fra 1870’erne førte til, at også gårdmændene omlagde deres produktion og indledte en veritabel revolution i fødevareproduktionen.
Andelsbevægelsen kom til at dominere den industrielle forarbejdning af fødevarer ikke mindst i form af mejerier og slagterier. Men det var ikke andelssektorens bondekapitalister, der kastede sig ud i nye produktionsmetoder. Den risiko lod man ”bykapitalisternes” mejerier og slagterier om, hvorefter man lagde sig i deres slipstrøm, hvis risikoen gav afkast.
Frem til Første Verdenskrig forsøgte eliten inden for industri, handel og søfart at udfordre landbrugets fortælling om Danmark gennem stort opsatte udstillinger og andre tiltag, der skulle minde den danske offentlighed om disse sektorers bidrag til Danmarks velstand.
Og velstanden var stor. Danmark var ved udgangen af 1920’erne et af verdens mest velstående lande. Det var først herefter, at det begyndte at gå ned ad bakke. Relativt set i forhold til andre små åbne økonomier.
Den økonomiske elites fortælling slog ikke rod. Faktisk var eliten trængt, ikke mindst politisk. Bondebevægelsen – og siden arbejderbevægelsen – var vokset frem på mistillid, hvis ikke ligefrem afsky, mod den elite, som havde søgt at bevare sin politiske magt gennem Højres tilsidesættelse af Folketinget i sidste fjerdedel af 1800-tallet.
Politisk var det slut i 1901, da den første Venstre-regering kom til magten.
Godsejerne betalte prisen i 1919 ved vedtagelsen af lensafløsingsloven. Nu skulle fæstegårde sælges fra og en stor kontantafgift betales. Deres ”indian summer” var forbi.
Snart kom turen til finanseliten. Spekulationsøkonomi og Landmandsbankens krak i 1922 bekræftede den brede befolknings mistillid. Frem til periodens udgang bestod den liberale stat fortsat, men erhvervslivets top var i defensiven. Dermed var banen kridtet op til det relative velstandstab, som Danmark oplevede i tiden efter, og som efter tesen skulle skyldes væksthæmmende politiske tiltag forårsaget af landbrugets dominans. Syn for sagn får vi først i næste bind.
Per Boje er en særdeles stilfærdig skribent. Men ”Vejen til velstand” er, hvis tesen overbeviser, ren dynamit under vores historiske selvforståelse. Den gør bykapitalismens skurke til moderniseringens helte. Den flytter fokus fra land til by, fra folk til elite og fra konsensus til den interessekonflikt, som landbruget gik sejrrigt ud af.
Erhvervshistorie er en af de genrer, der længe har været relativt marginaliseret.
På den ene side stoppede økonomerne på et tidspunkt med at interessere sig for historien og kastede sig i stedet over modellernes abstrakte renhed. På den anden side betød udviklingen i historiefaget mod fokus på sprog, forestillinger og kultur, at erhvervs- og økonomisk historie blev kørt ud på et sidespor.
”Vejen til velstand” får sat erhvervshistorien som omdrejningspunktet i fortællingen om Danmarks modernisering. Dette gør den ved at anlægge et institutionelt perspektiv på markedsøkonomien og betone sammenhængen mellem det politiske niveau og erhvervsudviklingen.
Det helt frie marked er, forklarer bogen, en utopi. Vækst foregår altid på baggrund af en institutionel orden, som staten har indflydelse på. Ideologi påvirker politik og fremkalder initiativer, der kan være vækstfremmende eller væksthæmmende.
Netop derfor fik fortællingen om Danmark som et land, hvis velstand byggede på agerbrug, konkrete og håndgribelige konsekvenser. Vi blev fattigere, end vi kunne have været.