Vi har et rigt kulturliv i Danmark

Jeg er ikke den, der løber mest i Det Kongelige Teater, men når jeg kommer der, får jeg altid noget ud af det, siger Jens Medom Madsen, der i september tiltræder som Indre Missions generalsekretær

Vi har brug for ting, som får os til at føle samhørighed med andre i et samfund, som også bærer præg af store forskelle mellem mennesker, siger Jens Medom Madsen.
Vi har brug for ting, som får os til at føle samhørighed med andre i et samfund, som også bærer præg af store forskelle mellem mennesker, siger Jens Medom Madsen. Foto: Indre Mission.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er Morten Albæks bog ”Det gennemsnitlige menneske”. Det er en rigtig interessant bog. Han beskriver sit liv og de tendenser i samfundet, der har bragt ham hen, hvor han er. Han tør sætte ord på nogle jordnære ting, som findes i vores liv og i vores samfund, og samtidig bringer han som filosof tingene op på et højere niveau. Jeg er vestjyde og derfor ikke så højtflyvende, men jeg kan virkelig godt lide den måde, han behandler tingene på.”

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Bibelen. Jeg bliver gang på gang benovet over, at hver gang jeg læser i Bibelen, kommer der nye aspekter frem. Bibelen er en livskilde til forståelse af livet og livets udfoldelser.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

Jeg vil rigtig gerne høre Niels Hausgaard, når han næste gang skal på turné. Det er så genialt, det han siger. Han giver en rigtig god forståelse af, hvad det er for et liv, vi har, og et samfund, vi lever i.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Det var en meget stor oplevelse for mig, da jeg for nogle år siden var til koncert med Shu-bi-dua under Silkeborg Regatta. Jeg stod og hørte koncerten sammen med omkring 40.000 andre. Det gav en stor samhørighed med andre at stå og lytte til alle de sange, som vi kender så godt. Vi har brug for ting, som får os til at føle samhørighed med andre i et samfund, som også bærer præg af store forskelle mellem mennesker.

Hvilken koncert har du senest været til?

Jeg er far til fire børn, så jeg går ikke til så mange koncerter. Sidst jeg var til koncert, var i pinsen sidste år til Å-festivalen i Sønder Felding. Den arrangeres hvert år af Indre Mission.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Jeg synes, at vi har et rigt kulturliv i Danmark.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Jeg er blevet positivt overrasket flere gange. Jeg er ikke den, der løber mest i Det kongelige Teater, men når jeg så kommer der, får jeg altid noget ud af det. Derfor vil jeg sige, at jeg er ydmyg i forhold til mødet med kunstarter, som jeg ikke selv har erfaring med.