Prøv avisen
Interview

Forfatter: ”Vi har fået et sippet forhold til døden”

”Min yndlingsgrav er en fuldstændig mosbevokset grav, hvor man stadig kan se, at der står ’Glemmes ej’,” siger forfatteren Maren Uthaug, der har en forkærlighed for kirkegårde og nu er aktuel med bedemandsromanen ”En lykkelig slutning”. – Foto: Leif Tuxen.

Forfatteren Maren Uthaug skrev sin nye roman efter et år med syv begravelser. Hun er drevet af at undersøge ritualer omkring døden, der umiddelbart godt kan virke som ”et uvedkommende skuespil”, siger hun

En gravsten er en gåde, der kan gemme på gode historier, mener forfatteren Maren Uthaug.

”Jeg elsker at gå og prøve at regne den ud på kirkegårde. Så kan man måske stå og tænke, at han da ikke blev særlig gammel, og kæde det sammen med den spanske syge, der kostede mange liv i den periode,” siger hun på Frederiks Ældre Kirkegård på Frederiksberg i København, hvor hun kommer ofte. Hendes børn blev også døbt i kirken her, og da de var helt små, kørte hun tit sine nye liv i barnevognen ind mellem banerne af døde.

Men nu har hun altså en anden grund til at stå her, for hun er aktuel med sin bedemandsslægtsroman ”En lykkelig slutning”, der følger syv generationer af mere eller mindre dysfunktionelle bedemænd – med hver deres, nå ja, skeletter i skabet, inden romanens hovedperson, Nicolas, der uheldigvis for en bedemand er nekrofil, beslutter sig for at sætte en stopper for slægtens videreførelse ved at træffe en radikal beslutning på sine to store børns vegne.

Hvordan det ender, skal naturligvis ikke afsløres her, men selvom romanen er ren fiktion, fik hun idéen til den, efter hun selv blev bevidst om, at livet ender i et hul i jorden, som hun siger.

”På et år var jeg til syv begravelser, inklusive min egen mors, og så blev jeg optaget af, hvorfor vi har de ritualer, vi har. For jeg syntes ikke, at der var noget af det, der var lindrende. Det siger mig ikke noget, når der kommer jord på kisten. Der er ikke noget forløsende i det for mig. Jeg kunne godt tænke mig, at der var nogle mere nutidige ritualer for dem, der ikke tror,” siger hun og rækker sine mørkerøde handsker opgivende op i luften:

”Jeg er ikke troende, selvom jeg faktisk har læst teologi. Jeg synes, kristendommen er en alt for mandsdomineret religion. Ikke alene skal profeterne og disciplene være mænd. Selv Helligånden bliver kaldt Talsmanden. Jeg ville være mere åben over for det, hvis man kunne bede til Moderen, Datteren og Den Hellige kvindeånd. Men jeg finder ikke megen trøst i de kirkelige begravelser. Det kan virke som et lidt uvedkommende skuespil. Præsten, der måske ikke engang har mødt den afdøde i live, står selvfølgelig og siger noget om den afdøde, men der er altid nogle ting, som skurrer en lille smule, fordi de ikke er rigtige. Måske bliver navnet endda udtalt forkert, så det skrider altid lidt. Da vi skulle begrave min stedfar, havde vi fået bestilt en fin krans, hvor der skulle stå: ’En sidste hilsen fra Pia og Maren’, men bedemanden havde ikke fået det tjekket med blomsterhandleren ordentligt, så der kom til at stå ’en sidste hilsen fra Pia og Morten’. Det er jeg ikke helt færdig med at grine ad,” siger Maren Uthaug.

Den danske forfatter følte sig i bedre hænder, da hendes mor skulle begraves.

”Der må jeg sige, at det var fedt, at der var nogen, der kunne tage mig i hånden, da jeg stod og var rundt på gulvet, efter min mor var død. Det var rart bare at kunne sidde med et katalog og pege ved bedemanden. De begravelser, jeg selv har skullet arrangere, har båret præg af, at jeg bare prøvede at gøre det rigtige, så jeg spurgte præst og bedemand, om de havde en tjekliste. Jeg bad præsten finde de salmer, der handlede mindst om Gud, fordi min mor heller ikke var særligt troende. Jeg tog urnen med til Norge, og jeg spurgte præsten, hvad jeg skulle gøre, når den skulle sættes i jorden. Det måtte jeg selv om, det var der ingen ritualer omkring, fortalte han, så der følte jeg mig lidt på Herrens mark,” siger hun og vender blikket mod en grav, hvor hendes egen levende nabos navn allerede står klar ved siden af den afdøde ægtefælde.

”Det var dog voldsomt, at hun står der. Jeg fik helt et chok, men det er da i hvert fald praktisk, at hun har gjort navnet klar. Når jeg selv dør, vil jeg også gerne have forberedt lidt, så de efterladte ikke står på bar bund. Jeg var selv længe om at bestille en gravsten til min mor. Hendes urne er jo sat ned i familiegravstedet i Norge, og til sidst begyndte mine slægtninge at komme med venlige råd til, hvordan jeg nemmest kunne få bestilt en gravsten. Jeg valgte en med en blomst på og skrifttypen Times New Roman, som jeg selv godt kan lide at skrive i, men blomsten kom til at ligne en indianer, så jeg var ikke helt god til det, selvom jeg gav det mit bedste skud,” siger hun, inden hun vender tilbage til sin roman, der ifølge de foreløbige anmeldelser er vellykket og underholdende:

”Den her roman er i modsætning til mine tidligere romaner, der stjal lidt af hovedstolen, fri fantasi. Men jeg tog i praktik hos en fantastisk bedemand som research, og ham ville jeg gerne have brugt til min mors begravelse, for han var virkelig empatisk og havde ingen berøringsangst over for de efterladtes sorg. Mange mennesker har jo ellers fået berøringsangst overfor døden,” siger hun og tilføjer:

”Jeg har for eksempel fået mange reaktioner på nogle pressebilleder, jeg lagde ud på de sociale medier, hvor jeg af praktiske grunde står og læner mig over en tom kiste i et krematorium, mens jeg var i praktik som bedemand. Det, syntes mange, var respektløst. Men det viser mig, at vi har fået et sippet forhold til døden. For 200 år siden lå de døde frit fremme på bordet i en uge, hvor de blev aet, nusset og kysset. Vi gav dem snaps, og vi kom sikkert også til at falde lidt ind i dem, og nu må man ikke engang læne sig over en kiste,” siger hun og tilføjer:

”Men jeg har også fået reaktioner fra folk, der fortæller om deres egne afdøde børn, og fra en kræftpatient, der sagde, at jeg godt måtte komme og læne mig over hendes kiste, når hun var død. Og det er heller ikke, fordi jeg ikke synes, at man skal behandle de døde respektfuldt. Her på kirkegården bliver jeg for eksempel harm over, at der ikke længere er nogen kobberkæder tilbage ved gravene, for de er simpelthen blevet stjålet. Og jeg kan ikke forestille mig noget mere usselt end at skulle stjæle kobberkæder fra kirkegårde for at overleve. Jeg har prøvet at skrive en sympatisk nekrofil frem, men det ville også være svært at skrive en sympatisk gravrøver frem. Det er mangel på respekt især for de dem, der har mistet. Det er jo dem, der har gavn af gravene. Jeg har ikke selv noget behov for en gravsten, men hvis mine børn gerne vil have, at jeg får en til den tid, er det fint med mig, men min yndlingsgrav er en fuldstændig mosbevokset grav, hvor man stadig kan se, at der står ’Glemmes ej’,” siger forfatteren og griner, inden vi følges ud til de levendes verden.

Foto: Leif Tuxen