Prøv avisen
Interview

Forskningsleder: Vi har glemt, at Kierkegaard var kunstner

”Jeg plejer at sige, at der ikke kun er én Kierkegaard, men at Kierkegaard er flere Kierkegaarde, og den kunstneriske Kierkegaard er bestemt ikke den mindst interessante af disse Kierkegaarde,” siger Joakim Garff, der er leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret. – Foto: Adam Garff

Søren Kierkegaard blev inspireret af litteratur, teater og musik, siger Joakim Garff, der fra i dag står bag en konference om Kierkegaard som kunstbruger

”Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket eller Skriget strømme ud over dem, lyde de som skjøn Musik.”

Sådan skrev digteren, filosoffen og teologen Søren Kierkegaard i ”Enten-Eller” (1843), der blandt andet også indeholder en større analyse af Mozarts opera ”Don Juan”. For Søren Kierkegaard var ikke blot optaget af teologi, filosofi og psykologi, men også af litteratur, teater og musik.

De tre kunstarter er også omdrejningspunkterne for Søren Kierkegaard Forskningscenterets internationale Kierkegaard-konference på Københavns Universitet, som fra i dag til fredag sætter fokus på Kierkegaard som kunstner og kunstbruger. For det er underbetonet, at Kierkegaard selv var et gennemmusikalsk menneske, der også skrev meget rytmisk og med udtalt sans for sprogets klanglighed. Han var dybt inspireret af både musik, litteratur og teater i sine egne tekster, mener Joakim Garff, der er leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret på Københavns Universitet.

”Sigtet med vores konference er at fremdrage den kunstneriske side af Kierkegaard. Jeg plejer at sige, at der ikke kun er én Kierkegaard, men at Kierkegaard er flere Kierkegaarde, og den kunstneriske Kierkegaard er bestemt ikke den mindst interessante af disse Kierkegaarde. Det er artisten Kierkegaard, forføreren Kierkegaard, sprogkunstneren Kierkegaard, fortælleren Kierkegaard og retorikeren Kierkegaard, vi skal stifte bekendtskab med. Det er alle de sider, som man traditionelt samler under begrebet det æstetiske. Kierkegaard havde som bekendt et noget anspændt forhold til æstetikeren i mere eksistentiel forstand, fordi han (æstetikeren, red.) aldrig kunne beslutte sig for at vælge, men her forsøger vi at se på det æstetiske som forfatterskabets udtryksside. Den kommenterede udgave af Kierkegaards skrifter viser os til overmål, at Kierkegaard var storforbruger af andres tekster. Der er et fletværk af alverdens tekster i hans forfatterskab, som ikke blot er fyldt med referencer til andres tekster, men også er påvirket af dem stilistisk. Det skyldes blandt andet, at Kierkegaard havde en formidabel hukommelse og evne til at opsnappe andres tekster. Han forstod i egentligste forstand at tage tonen,” siger Joakim Garff og tilføjer:

”Jeg kan selv huske, at da jeg første gang læste Heiberg (Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) var en indflydelsesrig digter, dramatiker og kritiker, red.), tog jeg mig selv i at tænke, at det da var utroligt, så kierkegaardsk denne Heiberg i grunden var, indtil jeg fandt ud af, at forholdet var omvendt. Det var Kierkegaard, der var heibergsk. Det kække, det urbane og den lidt dristige, udfrittende tone har han fra Heiberg.”

Kierkegaard var på samme måde inspireret af forfatteren Poul Martin Møller (1794-1838) og af dramatikeren Ludvig Holberg (1684-1754), som bliver flittigt citeret af Kierkegaard. Og sådan var Kierkegaard også optaget af virkemidler fra både musik og dramatik:

”Som ung forsøgte Kierkegaard sig faktisk gentagne gange i den dramatiske genre, ligesom han også skrev indgående anmeldelser af forskellige teaterstykker. Kierkegaard var i perioder en særdeles flittig gæst i Det Kongelige Teater. Han skrev også om forskellige teaterforestillinger i sine værker, hvor der er mange lån fra og referencer til Holberg, men også til udenlandske dramatikere. Hans egne tekster har udpræget teaterkarakter med de mange pseudonymer. Dem anvender han som en slags roller eller sufflører, hvorigennem han kan udfolde forskellige perspektiver på tilværelsen. Og man kan opfatte hans forfatterskab som én stor scene, som han sætter sine litterære figurer i spil på.”

Et af oplæggene på konferencen sætter fokus på, hvordan Kierkegaard med sin dramatik faktisk peger frem mod den britiske filminstruktør Alfred Hitchcock (1899-1980). For Kierkegaard brugte også gyset som virkemiddel i for eksempel ”Frygt og Bæven”, et værk, der spekulerede i gyset på samme måde som Hitchcock. Og sådan var Kierkegaard en forfatter, der havde mere end almindeligt styr på sine virkemidler:

”Kierkegaard er kendt som en stor filosof og teolog, men den retoriske side af sagen har været noget nedtonet forskningsmæssigt, selvom Kierkegaard uden tvivl er Danmarks største retoriker. Hans sprog er billedrigt, ekspressivt og fuld af klanglighed, så han for eksempel ofte får ord til at rime på hinanden. Og Kierkegaard var måske før noget andet skribent, skribent, før han var teolog, skribent, før han blev psykolog, og skribent, før han blev filosof. Nu har jeg lige genlæst en del af hans opbyggelige skrifter, som i den grad lever af deres retoriske intensitet og sproglige livfuldhed. Det er vi også opmærksomme på, når vi har med udenlandske studerende og gæsteforskere at gøre. For der er ganske meget, der går tabt, når man skal oversætte Kierkegaard. Som dansker må man derfor efter bedste evne forsøge at vise sine udenlandske kolleger, at sproget ikke blot var et kommunikationsmiddel, men også et musikinstrument for Kierkegaard. Det er også derfor, man mødes til en konference som den aktuelle, ligesom vi danske jo altid kan lære noget af et internationalt blik på Kierkegaard.”