Verdensberømt sociolog: Vi har glemt at lytte og lade os overvælde

Hartmut Rosa er bekymret for vores tilgang til verden og til hinanden. I sin spritnye bog beskriver han, hvordan vores tid er styret af en forestilling om, at øget kontrol over naturen og andre mennesker skaber større frihed. I virkeligheden er samme frihed imidlertid en trussel, mener den verdensberømte tyske sociolog

”Hvis man tror, at det gode liv eller harmoni opnås ved kun at høre én stemme, så tager man fejl. For hvis man udelukker alle andre stemmer, hører man heller ikke sin egen. Den kan kun høres, hvis den er i dialog med andre,” siger den anerkendte sociolog Hartmut Rosa, der er aktuel med en ny bog, der rummer kritik af vores omgang med verden og med hinanden. –
”Hvis man tror, at det gode liv eller harmoni opnås ved kun at høre én stemme, så tager man fejl. For hvis man udelukker alle andre stemmer, hører man heller ikke sin egen. Den kan kun høres, hvis den er i dialog med andre,” siger den anerkendte sociolog Hartmut Rosa, der er aktuel med en ny bog, der rummer kritik af vores omgang med verden og med hinanden. – . Foto: Lars Aarø/ Fokus.

Det er ikke én bestemt ting, den tyske sociolog Hartmut Rosa fremhæver, når han bliver bedt om at udpege, hvad der bekymrer ham mest i vores verden i dag.

Mens andre måske ville fremhæve klimaforandringerne eller den tiltagende populisme, er det intet mindre end hele vores tilgang til verden, Rosa peger på. Hartmut Rosa er professor i sociologi ved Friedrich Schiller-universitetet i den tyske by Jena, der ligger i en smuk bjergdal tæt ved Leipzig i det tidligere DDR. På torvet foran det gamle rådhus er det årlige julemarked ved at blive gjort klar, og få hundrede meter derfra ligger sociologisk institut, hvor Hartmut Rosa tager imod en råkold novemberdag.

Rosa ser sig selv som arvtager til Frankfurterskolen og sin tænkning for en ny version af den kritiske teori, som blandt andre filosofferne Max Horkheimer og Theodor W. Adorno grundlagde omkring 1930. Rosa er anerkendt og læst i hele verden på grund af sine teorier om fremmedgørelse og resonans som henholdsvis udfordringen og svaret i den tid, vi lever i. Med to kendte og debatterede bøger bag sig, hvor den første beskriver udfordringen, og den anden rummer Rosas bud på løsning eller svar.

I ”Fremmedgørelse og Acceleration” viser han, hvordan fremmedgørelse kan ses som et resultat af det højhastighedssamfund, vi har fået indrettet. Med krav om evig acceleration, fornyelse og vækst for at kunne fortsætte niveauet. Og stress og udbrændthed som tidstypiske følgesvende. Svaret på fremmed-gørelsen er, ifølge Rosa, ikke nødvendigvis at sætte tempoet ned, men at forholde os resonante til verden, hinanden og os selv – og at have blik for de steder, hvor dette møde er muligt. I Rosas tænkning handler resonans om at forholde sig åbent og lyttende. På den måde er vi ifølge Rosa modtagelige for, at der i mødet kan opstå en resonans, eller genklang, hvor vi lader os påvirke af hinanden, hvor vi transformeres. I dette møde mærker vi også, at der er noget, som er uden for vores kontrol. Noget, som vi har lyst til at række ud efter uden et ønske om at eje, dominere eller kontrollere det.

”Det mest værdifulde i livet sker, når du bliver overvældet af for eksempel skønheden i et landskab, et stykke musik eller i en person. Ikke når du er i fuldstændig kontrol,” forklarer Hartmut Rosa, der som eksempler på områder, hvor vi ofte oplever resonans, nævner både kærligheden, religionen – især kristendommen – og kunsten. Men også demokratiet rummer et løfte om resonans, mener den 53-årige sociolog. ”For det bygger på løftet om, at alle skal have en stemme, og at den bliver hørt.”

Han afslører dog, at han er meget bekymret over den politiske udvikling, hvor han nærmere ser aggressioner end resonans. Og det er blandt andet denne bekymring, han udfolder i sin helt nye bog ”Unverfügbarkeit”, der udkom på tysk den 4. december. På engelsk oversætter man ordet med ”unavailability”, (på dansk ”utilgængelighed”), men den oversættelse rammer ikke helt, mener han. I stedet betyder det nærmere, at noget ikke er disponibelt, ikke er til min disposition her og nu. Modsat den måde, vi ellers tilgår verden, mener han og uddyber:

”I bogen prøver jeg at vise, at vi grundlæggende har en aggressiv tilgang til verden. Vi ser eller oplever noget, og så er vi nødt til at købe det, kontrollere det, eje det eller få rådighed over det. Vi ønsker at gøre verden ”verfügbar”, som jeg kalder det, og jeg kan se, hvordan denne idé også styrer det politiske liv. Hvor det handler om ’at få tingene under kontrol’. Men jeg mener, der er noget fundamentalt galt med den tilgang,” siger Hartmut Rosa og nævner et eksempel på den modsatte tilgang, den ”unverfügbare”. Det er hentet fra den musikalske verden, som han ofte henviser til i sine bøger.

”I min nye bog henviser jeg til et interview med den russiske pianist Igor Levit, der bliver spurgt, om han aldrig bliver træt af at spille ’Måneskinssonaten’ af Beethoven, som han har spillet hundredvis af gange. Levit svarer nej: ’For på en måde har jeg en fornemmelse af, at den er forskellig fra gang til gang. At der altid er noget ved den, jeg ikke kan kontrollere. Grundlæggende er jeg i dialog med stykket, og jeg ønsker aldrig at blive færdig med det,’ siger han. Levit føler med andre ord ikke, at han dominerer eller kontrollerer sonaten, og det er for mig at se et eksempel på at være i kontakt med verden på en måde, hvor man erkender, at der er noget uden for mig, som jeg ønsker at række ud mod og blive berørt af.”

Når Hartmut Rosa så skal forklare, hvordan den mere udbredte instrumentelle tilgang til verden og andre mennesker også udgør et politisk problem, slår han først vejen tilbage i historien for at belyse, hvordan denne tilgang er opstået.

”Moderniteten har på mange måder været en god periode, fordi den baserer sig på et projekt, der har rødder tilbage til oplysningstiden, og som handler om autonomi. Derfor har der været en bevægelse væk fra social og politisk undertrykkelse. Baseret på en grundlæggende idé om, at alle skal have ret til at udvikle deres egen stemme. At kunne tale frit og leve i overensstemmelse med egne overbevisninger og værdier. Uanset socialklasse, køn eller etnicitet.”

Men sideløbende med dette modernitetsprojekt peger Hartmut Rosa på det, han kalder ”en moderniseringsproces”, som han mener har fulgt os siden det 18. århundrede, og som bygger på idéen om, at det moderne samfund kun kan opretholde sin institutionelle struktur gennem vedvarende acceleration, vækst og innovation.

”Kravet er, at vi hvert eneste år skal være bedre end året før på alle disse parametre. Og i mange år oplevede vi, at modernitetsprojektet og moderniseringsprocessen hang sammen. At vi netop gennem acceleration, vækst og innovation ville få et bedre og friere liv. Men i dag er det nok de færreste, der tror, at den personlige frihed eller livskvaliteten øges, hvis vi bare arbejder mere og generelt skruer op for hastigheden og kravet om større vækst.”

Hartmut Rosa siger med et glimt i øjet, at det har taget ham tid at knække koden. ”Men,” siger han og griner, ”jeg tror, jeg endelig har fået et klart billede af, hvad der er gået galt. Vi har understreget autonomiens rolle for meget. For autonomi fører netop til det, jeg kalder ’verfügbarmachung’, altså idéen om at gøre verden tilgængelig, opnåelig og til min disposition. Den bygger på forestillingen om, at jo mere autonomi jeg har, jo mere jeg kan kontrollere mit liv, og jo mere får jeg til rådighed. Men vi har overset, at man ikke kun har brug for at udvikle sin egen autonomi, sin egen stemme. Man har også brug for at blive kaldt på. Og vi mister evnen til sand erfaring eller ægte møder, hvis vi udelader netop dén tilgang til verden. Den resonante.”

Det gode liv forudsætter altså ifølge Rosa, at vi ikke bare selv har en stemme, og at vi bliver hørt, men også at vi lytter til andre, er i dialog med andre og møder verden og den anden med en tilgang, der ikke kun handler om at opnå et bestemt udbytte. Men det er ikke, hvad han oplever. Heller ikke i det politiske liv. Fra Jena er der for eksempel kun få kilometer til den østtyske by Chemnitz, hvor nynazister har marcheret i gaderne, og hvor højre- og venstreorienterede har mødt hinanden i voldelige sammenstød.

”Hos både dem, der går på gaden i Chemnitz, og dem, der stemmer på Trump i USA, er der en udpræget oplevelse af fremmedgørelse. De oplever, at politikerne hverken ser eller hører dem. De føler, at de ingen stemme har, og at de ikke er med til at forme vores politik eller samfund. Og jeg tror, de har ret i den oplevelse. De er blevet svigtet af demokratiets løfte. Derfor står de nu frem og siger: ’Hør mig!’, og det mener jeg er helt legitimt. Men de retter skytset det forkerte sted hen,” siger Hartmut Rosa, for ”deres oplevelse af at være fremmedgjorte, af ikke at blive hørt, er ikke ’de andres skyld’. Hverken ’de fremmede’, ’de homoseksuelle’, ’muslimerne’,’de sorte’ eller ’eliten’, der ofte udpeges som årsagen til deres frustration.”

I stedet peger Rosa på, at mange frustrerede borgeres oplevelse af fremmedgørelse har sin rod i moderniseringsprocessen. Den, han tidligere beskrev som idéen om, at vi kun kan opretholde vores samfund gennem øget acceleration, innovation og vækst.

”For basalt set er det, hvad politik handler om i både Danmark, Tyskland og USA. Det er netop de parametre, politikerne skruer op for. Med det resultat, at befolkningen risikerer at gå fra at være de politiske subjekter til i stedet at blive til problemer. Fordi vi ikke kan følge med. Så dels udpeger man fejlagtigt ’de andre’ som årsagen til frustrationen, dels begår man også en fejl ved at pege på ’de andre’ som dem, der skal holdes udenfor, som dem, der ikke skal have en stemme eller gøres tavse. Men hvis man tror, at det gode liv eller harmoni opnås ved kun at høre én stemme, så tager man fejl. For hvis man udelukker alle andre stemmer, hører man heller ikke sin egen. Den kan kun høres, hvis den er i dialog med andre.”

Derfor er der også en indbygget etik i Hartmut Rosas sociologiske teorier om fremmedgørelse, resonans og nu det tredje begreb, ”Unverfügbarkeit”. En etik, der handler om at vi må indtage en anden indstilling til verden, til medmennesket og os selv. Han er blandt andet inspireret af den franske moralfilosof Emmanuel Levinas (1906-1995) men er opmærksom på, at den danske tænker K.E. Løgstrups etiske værker også er oplagte at stifte bekendtskab med.

”Levinas betoner mødet med den Anden som afgørende for sin etik. Jeg tænker i forlængelse af ham, når jeg siger, at der umiddelbart er en kalden efter resonans, når man ser ind i et andet menneskes øjne eller hører hans eller hendes stemme. Man kan selvfølgelig godt afvise dette kald, men hvis man gør det, er der en høj pris at betale. For så mister man også selv muligheden for resonans.”

Hos Levinas giver mødet med den Anden ikke kun adgang til en etisk, men også en religiøs dimension. Og religionen spiller også en stor rolle for Hartmut Rosas tænkning.

”Jeg tror, det er en eksistentiel nødvendighed for mennesket at udvikle en forståelse for, hvordan vi er forbundet med det, man kan kalde den ultimative virkelighed. Det behøver ikke at være religionen, der giver den, for nogle kan det også være naturen eller det at se sig som del af en historisk proces. Men religionen, og især kristendommen, giver os en følelse af, at der i bunden af vores eksistens ikke er et tavst eller fjendtligt univers, men én, der hører os, ser os og taler til os. Kristendommens billeder af dette er meget stærke. Der er en, der holder os i sin hånd, som gav os livets åndedræt og ventede på mig, før jeg blev født, som kalder mig ved mit navn. Det giver os altsammen en stærk følelse af, at hvad der end sker, så er der en, der kalder på mig. Der er med andre ord et løfte om resonans.”

Hartmut Rosa peger på Gud som det bedste eksempel på at være ”unverfügbar”, som han kalder det.

”For jeg kan ikke kontrollere ham, besidde ham eller bestemme over ham. Lige som jeg heller ikke kan gøre mig fortjent til mit liv. Det er skænket mig som en gave og er uden for min kontrol. Men jeg kan nå Gud. Og jeg kan i hvert fald arbejde på at forbedre betingelserne for dette møde netop ved at være indstillet på, at jeg ikke på forhånd kan bestemme dets udkomme eller vide, hvad der sker. Men være åben og resonant. Præcis som jeg kan arbejde med min tilgang til verden og andre mennesker i det hele taget.”