I 2012 fik jeg foræret professor Ove Korsgaards bog om Grundtvig, som jeg har læst flere gange siden. Det er en biografi, der samler Grundtvigs synspunkter, som har præget det danske samfund ufattelig meget. Bogen har fungeret som en øjenåbner for mig til at sætte ord på de problemstillinger, samfundet har i dag. For der er behov for en vækkelse, mener jeg.
Jeg har beskæftiget mig meget med Grundtvig gennem tiden, men her er tale om det første værk, der samler den politiske Grundtvigs tanker. Det betyder meget for mig, fordi det giver et kvalificeret bidrag til at forstå et grundlæggende frihedssyn, et meget liberalt frihedssyn, som man skal huske at tænke ind i den tid, Grundtvig levede i.
Det var et markant syn, men hans frihedssyn er meget aktuelt i dag. Samtidig har bogen givet mig en anden oplevelse af noget meget vigtigt, som handler om det, jeg kalder en grundenighed i vores samfund. Det handler om grundlæggende ting, vi alle uden videre er enige om.
Bogen har givet mig en klar bevidsthed om, hvorfra mine egne synspunkter om frihedsbegreber, samfundssyn og menneskesyn har rod. Jeg identificerer mig med Grundtvigs synspunkter på de områder. Det har jeg gjort som lærer, som voksen og som politiker.
Grundtvig siger som for eksempel, at religionsfrihed er et samvittighedsforhold, og åndsfriheden er et gennemgående træk hos ham. Man når ingen positive ting med tvang. Det er frihed for Loke så vel som for Thor, som Grundtvig siger.
Så var han ikke begejstret for Grundloven og demokratiet, fordi han så et stændersamfund, hvor almuen ikke var frie borgere i den forstand. Deres standbevidsthed som almue var meget massiv. Der manglede oplysning, mente han, og en højere skole for folket end latinskolen, som rummede to-tre procent af befolkningen.
Folkehøjskolen fik to vigtige spor, som også har givet mig en anden bevidsthed om vores udfordringer. Dengang lærte man på den ene side at dyrke jorden, det faglige og praktiske, og på den anden side at forstå fortællingen. Det sidste var poesien, som Grundtvig også beherskede.
Han kunne ikke forestille sig et samfund bestående kun af individualister. Der måtte også være en grundenhed, som han formidler i sine sange og digte, som vi er vokset op med. For at forstå meningen med samfundet er det rationelle sprog ikke tilstrækkeligt. Derfor må der også et æstetisk sprog til. Det er mytologiens, kunstens og poesiens sprog, der taler til universelle følelser, som vi er fælles om at forstå uanset baggrund.
Den tanke er værd at huske i dag i et samfund præget af rationalitet og fagspecifikke udtalelser fra politikerne. Der er opstået en kløft mellem folk og det politiske niveau, hvor man taler om at klare sig i den globaliserede konkurrence. Men det giver ingen mening for borgerne.
I 1800-tallet var den største udfordring at skabe en transformation fra almue til en oplyst, selvstændig og myndig befolkning. Det sker over 50 år fra cirka 1849 til 1901, hvor husmændene formulerede det første udkast til et manifest. Det er et billede på den nyopståede folkebevidsthed.
Den forbindelse halter i dag, hvor der er en nyttebetragtning, der styrer alle politiske beslutninger, der træffes. Det hænger ikke sammen med fortællingen om det friheds- og samfundssyn, landet er bygget på.
Vi skal igen lære at fortælle meningen med det, vi gør. Og i stedet for at sige, at det er vigtigt med en patentdomstol og en ny nytteværdifuld institution, må man forsøge at starte et andet sted med fortællingen om, at det er vigtigt med et fælles europæisk samarbejde, og at vi alle er rundet af en europæisk kultur. At både Jerusalem og Jellingmonumentet også er vores kultur.
Ove Korsgaards bog om samfundsbyggeren Grundtvig falder på et tørt sted og et tidspunkt, hvor vi har behov for at blive mindet om disse ting.
Bogen er pædagogisk struktureret, og man får Grundtvigs forskellige begreber præsenteret kapitel for kapitel og en indføring i, hvordan samfundet forandrede sig fra en multination til en nationalstat.
Bogen har også fået mine øjne op for, at den måske mest frugtbare tid i danmarkshistorien var guldalderen, hvor man respekterede videnskabens og kunstens sprog lige højt. De to påvirkede og inspirerede hinanden, og tiden fostrede H.C. Ørsted, H.C. Andersen, Kierkegaard og Grundtvig.